Fagligt møde på Filosofgangen

Så er det slut med endnu en festival i et teatermæssigt frenetisk forår med en halv snes af slagsen for børn og unge på knap tre måneder.

Og uinteressant er det jo langt fra med et nordisk træf i form af PULS-festivalen, som var et led i de Nordiske Scenekunstdage, der har bragt danske, nordiske og andre udenlandske teaterfolk fra Aalborg og Aarhus til Odense, inden det hele slutter i København som en del af CPH Stage.

I H.C. Andersens hjemby stod menuen altså på børne- og ungdomsteater, hvor alle forestillinger, seminarer og sociale samlinger blev afviklet i Teaterhuset på Filosofgangen, hvor de tre teatre, Nørregaards Teater, Den Fynske Opera og Teater Momentum, villigt slog dørene op for de 16 besøgende teatre og de godt halvandet hundrede teaterfolk.

Med ASSITEJ Danmark som arrangør og de lokale teatre som eminente samarbejdspartnere blev PULS-festivalen et både hyggeligt og opbyggeligt arrangement - ja, nærmest en lille fagfestival, for nok var der enkelte lokale børn og voksne til enkelte af forestillingerne, men ellers var det primært voksne, tilrejsende teaterfolk, der fyldte tilskuerrækkerne ud på de små spillepladser.

Dengang i 1988

Og således blev teaterfolk festivalens primære modtagergruppe.

Sådan var det også med gruppeteaterfestivalerne tilbage i 80'erne og 90'erne, og sådan var det i 1988 i Odense, hvor ASSITEJ lavede en tilsvarende nordisk børneteaterfestival i byen.

Nu har Deres udsendte allerede i en forskræpsartikel ('Tag pulsen på nordiske teater for børn og unge') skoset arrangørerne fra ASSITEJ for, at de ikke kendte deres egen historie, når de så stolt proklamerede, at PULS var den første nordiske festival i Danmark. For der var jo bl.a. en tilbage i 1997 i Vejle - men altså også en i Odense helt tilbage i 1988. DET var så den første af sin slags i Danmark, hvor børne- og ungdomsteatre fra alle fem nordiske lande (inklusive teatre fra Grønland og Færøerne) mødtes. Men så også lidt mere, idet man havde inviteret yderligere et par gæstespil fra Europa og Mellemamerika.

Festivalen i 1988 (15.-22. maj) var samtidig en hyldest til Odenses 1000-års jubilæum og indgik i fejringen af byen.

Og har vi andre måske næsten glemt denne festival, gør det tjekkisk dukketeater Drak det næppe: Kort før deres første forestilling var katastrofen en kendsgerning: Dukkerne fra 16 års teaterliv var forsvundet fra teaterbilen - i øvrigt efter at teatergruppen selv forinden havde været forsvundet fra arrangørerne...

Senere på dagen kom en fuld mand slingrende ad en af Odenses gader med et par specielle  kufferter i hånden - og således endte et dramatisk indslag lykkeligt for alle andre end lige tyven, der dog næppe anede, hvad han skulle have stillet op med de dyrebare rekvisitter.

Nordiske glimt

Et tilsvarende uheld ramte heldigvis ikke PULS-festivalen, der blev afviklet i god ro og orden. Der var dog beklageligvis to aflyste forestillinger - begge danske, begge pga. sygdom - så festivalen nåede ned på 14 forskellige forestillinger.

Disse var alle på et rimeligt, godt og i enkelte tilfælde ganske fremragende niveau. Udvalgt som de var af de respektive landes egne ASSITEJ-centre til festivalen.

Deres udrejste havde set de danske og koncentrerede sig følgelig om de nordiske, som gjorde indtryk på hver deres måde og samtidig fastholdt en genkendelig nordisk identitet. Her et par pip om fem af dem:

Finske Dirty Ducklings objektteaterforestilling, hvis lettere surrealistiske titel, 'Recapitulation about the distance between planets' også afspejledes i det, der skete på scenen i et spændende univers med repetitive indslag, overvældende mange infobidder (primært afleveret på engelsk) om afstande i og mellem galakser og havdybder, var et interessant bekendtskab. Som publikum til denne ungdomsforestilling måtte man dog holde godt fast i både sæde og scenefærd for at følge handlingen...

Islandske Tiu Fingur (Ti Fingre) og deres 'Min monsterlillesøster' (4-7 år) var noget lettere at afkode med sin brug af skygger og tegninger på store papirflader, der fungerede som bagtæppe. Her gik det barnlige og det kluntede og lidt uhyggelige arm i arm med musik og sang - og rigeligt med playback.

For de små var der også dømt hygge i norske Konstellasjonens 'Over stok og stein' (3+) med de trivelige Krankemonke og deres små skærmydsler. Det var en fin og næsten ordløs oplevelse på krammedyrsniveau.

Til gengæld var der absolut rigeligt med ord (mange svenske og adskillige engelske) og musik og bastoner og vrede udfald i svenske PotatoePotatoes terrorist-pastiche, 'Talanglöse Martyrer', om fire ganske rigtigt ret talentløse unge, der organiserer sig politisk i deres eget netværk, 'The Terrorist Club', der er imod alt og alle og sådan set også sig selv. Der blev udvist masser af energi, enkelte humoristiske indslag - og sågar et kvarters for ungdomsforestillinger uventet pause i det næsten to timer lange stykke, som måske nok ellers kunne være lidt af en mundfuld for unge.

Rosa Brus i top

Men for Deres udsendte var den anden svenske forestilling, 'Rosa Brus' med Cauda,   festivalens største oplevelse.

En forestilling fyldt med intensitet og fremragende performance af Moa Lichtenstein og Jonathan Krogh i grænselandet mellem dans og fysisk teater. Et spændende og intimt kig på kønsroller og ligestilling i form af to unges kamp for at definere deres indbyrdes forhold.

Da den halve time var forbi, lød det fra en lille flok unge på bageste række, at den forestilling ville de godt nok gerne straks se igen - og større cadeau kan en svensk danseforestilling i en fynsk hovedstad næppe få...

De to på scenen brugte ganske få ord, mens der blev kommunikeret enkelte replikker og kommentarer ud fra højttalerne på svensk. Afslutningsvis fik vi at vide, at man VAR igang med at få indspillet det på engelsk osse...

Og så er vi over ved det sproglige islæt på PULS-festivalen. Af hensyn til de internationale gæster - og vel også de nordiske deltageres lejlighedsvise problemer med at forstå hinanden - var fællessproget på seminarer og samlinger m.v. engelsk (omend altså ikke nødvendigvis i forestillingerne, hvoraf mange dog var danseforestillinger), selvom Deres udsendte har en afgrundsdyb forkærlighed for, at nordiske teaterfolk bør kunne snakke sammen på egne sprog og alligevel godt forstå hinanden.

Men jeg er jo osse fra en tid og et sted, hvor man rent faktisk læste svenske og norske tekster i folkeskolen og hvor svensk TV var eneste utekstede alternativ til Danmarks Radio...

Seminaristisk

På den måde fik man også et par pudsige oplevelser. Som ved seminaret 'Udvikling af børn og unges forhold til scenekunsten', hvor man sad 12-15 mennesker, hvoraf de tre var oplægsholdere (danske), tre andre var fra arrangørgruppen (danske) og den sidste del bestod af yderligere en håndfuld danskere samt tre fra henholdsvis Wales, Slovenien og Finland. Der stødte osse et par japanere til, men de sneg sig ud igen i en pause.

Her sad så dette eksklusive selskab og hørte (i øvrigt bestemt kompetente) oplæg og diskuterede - på mere eller mindre formfuldendt engelsk - om teatrets rolle og udviklingsmuligheder i en digitaliseret verden, hvor det hele efterhånden handler mest om at give tilskuerne ejerskab og personlige involveringsmuligheder og -værktøjer til forestillingerne.  

Noget mere velbesøgt var det andet seminar - om 'Scenekunst for de allermindste', hvor norske Lise Hovik, kunstnerisk leder af Teater Fot, var hovedtaler og på charmerende vis fortalte om sine akademiske undersøgelser af temaet, der har ført til en ph.d.

Til begge seminarerne havde arrangørerne tilsyneladende forsømt at gøre opmærksom på, at de skulle foregå på engelsk, så de fleste oplægsholdere måtte simultanoversætte egne tekster...

Håber på gentagelse

Til gengæld var sproget så absolut intet problem i teatercafeen, ved velkomstmødet og de øvrige sociale sammenkomster. Her blev alle tilstedeværende sproglige muligheder taget i anvendelse i intense fagsnakke og erfaringsudvekslinger - noget der for Deres udsendte ofte føles som den egentlige sjæl i internationale festivaler.

Man møder selvfølgelig også mere bekendte bekendte ved sådanne arrangementer, og man skal bestemt ikke kimse af netværksdelens infoeffekt for en videbegærlig digital bladsmører. Det er absolut ikke alt, der er egnet eller beregnet til offentliggørelse, men den eventuelle læser skal da lige have at vide, at et mindre, men veletableret og hårdtarbejdende jysk turneteater sørgeligt nok overvejer at dreje nøglen om efter endnu et afslag på støtte og manglende salg af ellers udmærkede og vedkommende forestillinger; at det er planen at afvikle en operafestival med forestillinger for børn og unge i en jysk storby næste år - og at der er hele 100 døre i Teaterhusets kringlede indre...

Arrangørerne bag PULS nærer forhåbninger om at kunne gentage festivalen - gerne med de samme tilskudsgivere, selvom hovedsponsoren Nordisk Kulturfond vist helst giver til nye projekter. En mulig plan kunne være fremover at placere PULS-festivalen i nye byer med lokale teatre som samarbejdspartnere.  

Ideen er i hvert fald god nok og det nordiske fællesskab absolut værd både at dyrke og kæmpe for.