Af: Kirsten Dahl

23. september 2022

Fælles i en mangfoldighed

'Home Queer Home' er som kunstudtryk ikke så facetteret og speciel. Det er ønsker om at berette, dele og skabe medmenneskelig kontakt, som er i fokus.

Man kan være ret sikker på, at der er noget sært og underligt på spil i de scenekunstneriske værker, som koreograf, performancekunstner og kunstnerisk leder for HIMHERANDIT Productions Andreas Constantinou skaber. Han er en normbryder.

Constantinou står bag forestillinger som 'My undying love', 'Champions', 'WoMAN', 'ReDoing GENDER' og 'Mass effect', der alle med professionelle medvirkende kunstnere på scenen kredser omkring køn og seksualitet set i opposition til det vestlige samfunds herskende magtstrukturer og binære kønsforståelse. Performance-kompagniets navn indikerer også tydeligt dette ved en bogstavopdeling (Him her and it) 

Hvor Constantinou ofte er eneste medvirkende eller deltager i forestillingen sammen med få andre, har han i 'Home Queer Home' overladt scenen til 81 unge queer personer (statister) fra hele Danmark.

Udover at befolke scenen med statister er de kunstnerisk avancerede greb meget kraftigt nedtonede i 'Home Queer Home'. Det, som er er i fokus, er i stedet samspillet mellem de mange medvirkende unge og interaktionen med publikum. 

Del af en helhed 

HIMHERANDIT Production skriver selv om 'Home Queer Home', at det er et værk, som ”slører linjerne mellem installationskunst, dokumentar, community engagement og performance.” Det holder stik af flere grunde. 

Selve forestillingen som live-sceneoptræden indgår i en udstillingshelhed. I et installationshele bestående af blandt andet en lang række plancher, afspilning af videofilm samt en lille installation. Og det er næppe tilfældigt, at vi bliver sluset ind til forestillingen ved først at møde disse andre dele af helheden.

Det er virkningsfuldt først at få små bidder af queer-begrebet præsenteret i den mangfoldige og personfikserede form, som er valgt. For bagefter via forestillingen at blive inddraget i et hele, hvor man sammen med de mange live-queer personer, kommer til at være del af det samme hele. Mere om det om lidt. Først lidt om rammen. 

Plancherne, som er placeret i gulvhøjde og står langs væggene, viser farvefotos af de mange medvirkende queer personer med en tekst nedenunder, der angiver, hvordan personen ønsker at blive tiltalt, fx She/Her, He/Him/it/it, All Pronomens.

Videofilmene er personfortællinger i close-up, som vises i en cirkulær udstillingsdel med 7 søljer. Fortællingerne afspilles på en søjle, mens der vises suplerende billeder på en eller flere af de andre søjler. Den lille installation er udformet som et kik ind i en stue med en hvid plyslænestol, sofabord med kaffekop og småkage samt en skærm, hvorfra Andreas Constantinou optræder og fortæller.

Prideflag i XXL-close-up 

Live-værket foregår på et kæmpestort gulv, der selvfølgelig ikke tilfældigt er udført i regnbuefarvede striber tilsat flere kulører. Regnbueflaget er et symbol for LGBT+-personer og LGBT+-bevægelsen. Det er garanteret et bevidst valg, at der ikke kun er brugt regnbuens traditionelle farver, og ikke blot de otte farver, som Gilbert Baker i 1979 oprindelig designede flaget i, men hele 11 farver.

På den vis skaber det farverige mangestribede gulv, som tillige spejler sig op ad hele bagvæggen og derved virker desto større, associationer til det intersektionelle prideflag fra 2017, som kom til for at LGBT+-bevægelsens kamp for rettigheder ikke kan adskilles fra kampen mod sexisme, racisme m.v. 

Identitet og familiefællesskab

Fra en dør i scenens ene side ankommer de mange queer personer en for en. Inde på flag-fladen lægger de sig på ryggen med ansigtet tættest på os. I og med at bagvæggen er en kæmpestor spejlflade, ser vi også personerne på den lodrette flade, og her ser vi deres ansigter retvendt.

Det er en fin effekt, ligesom det er smukt og udtrykker mangfoldighed, at queer personerne lægger sig ned på en måde, så de til sammen danner fjerene i en vifte eller strålerne i en sol. Der er ikke de store ydre bevægelser i spil. I stedet for er små tegn og bevægelser betydningsbærere. Fx det, at alle queer personerne efter en tid finder et sted at berøre dem, de ligger nær. De tager hinanden i hånden, lægger en hånd på et lår, en fod etc., etc. De rejser sig allesammen op samtidigt, vender sig ud mod os, og går frem mod os.

Derpå sker det nok mest overraskende: queer personerne træder lidt efter lidt ud over regnbuegulvets rammer og finder sammen med en publikummer, fører denne med sig op på scenegulvet eller bliver stående blandt publikum med den, de har udvalgt. På kort tid har de opløst grænsen mellem dem og os.

Det er tydeligvis arrangeret sådan for at manifestere, at vi er eet mangfoldigt hele på trods af alle uligheder og meningsforskellige i forhold til kønsidentitet. 

Det skal også opleves i lyset af, at vi undervejs, mens queer personerne stadig var alene på regnbuegulvet, over højtalere hørte et udpluk af deres personlige beretninger, der som noget fælles taler om tvivl, undertrykkelse og det at finde sin egen familie – en familie i LGBT+-fællesskabet. Alle fortællere afslutter tillige med at stille os et spørgsmål. 

Seksuel orientering 

En fortalte om den proces, det var for ham, som barn af en mor, der var Jehovas Vidner, at erkende sin homoseksualitet og få det fortalt til sin mor. Han fortalte også, hvor befriende det var at kunne kommunikere på TikTok uden filter. ”Hvad holder dig tilbage?”, var hans spørgsmål. 

En anden fortæller om, hvordan det er at være til både piger og drenge, og afslutter med spørgsmålet: ”Hvor længe vil du lade andre fortælle dig hvem du er?” En tredje, der ender sin tale med at spørge os ”Hvad vil du?”, siger, at bare du snubler, falder, har en dårlig måned eller et dårligt år, så betyder det ikke, at det skal være et dårligt liv. Mens en fjerde beretter om det forkerte i den diskriminerende seksualundervisning, som leveres i folkeskolen. 

Åbenhed og kontakt

”Home Queer Home” byder ikke på et avanceret og særegent kunstudtryk. De medvirkende på scenen er ikke professionelle performere. Det mærkes tydeligt. Målet med værket er med autentiske fortællinger at skabe indblik i livet for personer, som har måtte kæmpe med og for at blive accepterede og respekterede, som de er. Og at gøre det i et forløb som gennem møder nedbryder skel og barrierer.

Et sympatisk projekt, som placerer sig i brændpunktet for en af tidens hotte emner. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.