Evalueringen af Ishøj Teater er et uanstændigt skrift

Tonny Lyngbirk har sendt en kommentar til artiklen 'Ishøj Teater i modvind' om egnsteaterkonsulenternes evaluering af teatret:

Som en af initiativtagerne til, og som medlem af arbejdsgruppen til realiseringen af Børneteateravisen i 1971, glæder det mig her 40 år senere at se, hvordan kildemateriale er blevet et vigtigt stof i avisen.

Især lige nu, hvor det børneteater, jeg selv har med at gøre, bliver dømt ude efter et halvt århundredes alvorlig leg og arbejde sammen med teatrets kunstnere, tusindvis af børn og unge og deres pædagoger og lærere.

Børneteateravisen har netop bragt uddrag fra og henvisning til den komplette udgave af den for mig at se utilstrækkelige og uvederhæftige egnsteaterevaluering, som agter at udgøre domsmaterialet over Ishøj Teater.

Enhver kan nu følge sagen fra de indledende formålsparagraffer, der forudsætter, at konsulenterne analyserer teatrets aktuelle situation og derved blive i stand til at vurdere dets status både som kunstnerisk institution og som økonomisk og organisatorisk virksomhed med henblik på forhandlingen mellem kommunen og teatret vedr. den nye egnsteateraftale.

Konsulenterne starter med en udokumenteret påstand og lægger dermed niveauet i evalueringen, som det herefter er at vanskeligt at betragte seriøst. Konsulenternes påstand lyder:

“Teatret er stagneret og reproducerende og der savnes kvalitative kunstneriske kvalifikationer.”

Hvilke kendsgerninger ligger der bag denne påstand, hvilke undersøgelser og hvilke dokumentationer?

Hvilken kunstdefinition bygges der på, når “de kunstneriske kvaliteter” skal bedømmes?

Vi skal, synes vi, i et teater for børn nå frem til en forståelse af, at kunsten kan og skal bruges til at formidle vores verdensoplevelse for børnene. Det, vi ønsker at formidle, skal være følsomt, tankevækkende, ærligt og helst også skabe en stor oplevelse.

Vi ser en mængde ubehagelige tegn i tidens kulturelle tendenser på forenkling og forsimpling. Det er ikke et ligegyldigt træk, det er vores menneskelige værdighed, der er på spil, når den forsimples. Det er nødvendigt at gribe ind, men hvor og hvordan? Måske netop ved at forstå og fastholde børns positive livs- og menneskeopfattelse i den kunst, der henvender sig til dem.

Det er formodentlig et godt sted at begynde.

Tilbage til evalueringen af Ishøj Teater.

Teaterets husforfatter Jytte Lyngbirk har i hele sit meget store forfatterskab været på børnenes side med psykologiske, etiske og humane synspunkter som sin vigtigste basis. Hun har i hele sin litterære produktion haft børn og unge som sit publikum, og sit emne. Hun har været humanisten med den store tiltro og tillid til børn og unges livsopfattelse. Ikke naivt, men med forbehold over for menneskesindets svagheder. Hun har forsøgt at holde sig politisk fri for fordomme, der nedgør menneskeværdighed, men er lige siden sine første offentlige udgivelser blevet kritiseret netop fra politisk hold. Denne kritik ligger formodentlig også gemt i evalueringsrapportens udsagn:

“Forestillingerne er tematisk ufarlige og politisk, pædagogisk korrekte.”

Klicheen skjuler, hvad der menes med begreberne, men tonen har en tydelig efterklang af 70ernes diskussioner, som hyppigt drejede emnerne bort fra en åben dialog og over i en “rigtig” sandhed.

I en karakteristik af teatrets profil tegnes billedet af teatrets funktioner, bl.a. gennem disse udtalelser, som alle er ukorrekte:

Teatret “har entydigt valgt at producere teaterforestillinger med afsæt i eventyret”

“......satser udelukkende på aldersgruppen 3-9 år”

“...... med en teaterbygning, der med sin placering i landlige omgivelser ikke umiddelbart interagerer med sin lokalbefolkning”

“Produktionerne, som alle er bygget over eventyrets læst kan rubriceres i to tæt beslægtede slags: Juleeventyrforestillinger........Øvrige eventyrforestillinger.......

“ .......Samtidig har vi sværere eller vanskeligt ved at spore originalitet på det kunstneriske område.”

Derefter nedgøres en del af eventyrgenren generelt:

“....et lukket, normativt og noget sentimentalitetsfyldt og konfliktudglattende menneskesyn som blandt andet afspejler sig i stykkernes meget sort-hvide endimensionelle og statiske figurgalleri”.....

“ nye måder at tænke form på er på stedet oppe mod en tradition som hylder et tibageskuende og forældet formudtryk.”

Det er en almindelig kritik af eventyret som litteraturform fra politiske kritikere, et levn fra 70ernes kritik af eventyret, indtil Bruno Bettelheim slog den psykiatriske bremse i og stoppede hadkampagnen. Eventyrgenrens mange aspekter blev herefter atter brugbare og undgik fordømmelsen,

Men er denne kritik en analyse? Er det en fejl, at vi beskæftiger os med en del af kunsten, som konsulenterne ikke bryder sig om? De har magt til at dømme os, men med hvilken autoritet? Og er der i virkeligheden blot tale om en politisk tilkendegivelse, som ikke er enig med vore synspunkter? Det tyder det på, hvis vores holdning ubegrundet lægges os til last.

Når evalueringen udtaler sig om vore “pædagogisk og politisk korrekte holdninger” og samtidig betoner, at loven er en kunststøttelov, gør de sig igen bemærket ved ikke at definere ud fra hvilken politisk position, man mener, vort kunstsyn er “korrekt”.

Rapportens mest uacceptable afsnit er omtalen og perspektiveringen af de to forestillinger, som konsulenterne skulle overvære og derefter analysere. Deres tese og grundlag er udelukkende “erhvervsfagligheds definitionen”.

Analyse er der ikke tale om, men påstande som f.eks. følgende:

“Manuskriptet består af replikker, som serverer handlingen meget tydeliggjort og forklaret.“

“Scenografien og kostumerne er blottet for overraskelser. ...en papkassescenografi som har noget vakkelvornt over sig. ....klodsede og dilettantiske kostumer.... en noget bastant lyssætning...... baggrundsfladerne er (i den aktuelle forestilling) ikke bemalet med virkelighedsefterlignende motiver, som teatret har tradition for....4 vægsspil som var teatrets tidligere praksis.....skuespillernes gestik er fastlås og monoton....de bevæger sig med en næsten mekanisk tøffende eller slæbende gang....Gestik og mimik er klichefyldt og virker samtidig anstrengt. Med smil der virker påtagede eller sentimentalitets sødladne.....” Osv.osv.

Beskrivelserne er pinligt og groft overlagte, nedvurderende og totalt uden sans for, hvad forestillingerne viste, og blottet for, hvad en analyse bør indeholde.

Det er et uanstændigt skrift, som i sin form stempler anmelderne selv som uprofessionelle, uvederhæftige og uværdige til at bedømme et seriøst, kunstnerisk ambitiøst teater.

Den forhåbning, man kunne have haft til Ønskekvistmodellen som et forsøg på at styre kunstneriske bedømmelser, bliver ødelagt i konsulenternes evaluering, der klart viser, at selv den groveste, useriøse smagsdommerholdning kan snige sig ind under metoden og dyrke uvederhæftigheden.

Hvis den endelige vurdering går Ishøj Teater imod, så teatret ikke anerkendes som egnsteater ud fra konsulenternes indstilling og imod Ishøj kommunes anbefaling, må sagen efter min mening ende hos ministeren, eller måske behandles, ikke som kunst og kultur, men som jura.

Men oplev selv det mest overbevisende argument for Ishøj Teaters beståen:

Ishøj teaters aktuelle forestilling: Bjergkongens Datter
Manuskript Jytte Lyngbirk
Instruktion Pia Rosenbaum
Scenografi Nina Schiøttz
Koreografi Hans Christian Leonhard
Musik Marianne Lyngbirk
Skuespillere: Sussi Andersen, Peter Gregersen og Allan Grynnerup.

Tonny Lyngbirk, Stifter af Ishøj Teater, tidligere teaterleder, bestyrelsesmedlem