16. oktober 2016

EUTOPIA 2017

'EUTOPIA' er græsk for noget ala 'dejligt sted', og det er den ambitiøse plan for projektet af samme navn, der er udsprunget fra Aarhus som Kulturhovedstad 2017 som et 'arnested for nytænkning og idéskabende projekter inden for teater, musik, contemporary cirkus, sport og alle former for kulturprojekter, der ser mangfoldighed og kommunikation mellem mennesker, som det fineste mål' – og hvis endemål er intet mindre end at forvandle de aarhusianske ghettoområder Gellerup og Toveshøj til attraktive bydele frem mod 2030.

Et af de indledende projekter for det kulturelle projekt EUTOPIA 2017 er EUTOPIA Stage og trilogien 'Tro, Håb og Lidenskab', der via teaterforestillinger og samtaler lægger op til debat og mellemfolkelig forståelse.

Det blev skudt i gang 20. september med 'TRO',  hvor Teatret med Hans Rønne spillede 'Abrahams Børn', efterfulgt af samtaler om jøder, kristine og muslimer – der alle gør krav på Abraham som deres stamfar.

Næste skud er 'HÅB' 20. oktober, hvor C:ntacts 'Hvad laver de her?' – anmeldt her på portalen og en forestilling med personlige historier fra nytilkomne unge flygtninge – er indledningen til en dialog mellem forfatteren Carsten Jensen og debattør Christian Have.

Forestilling og debat finder sted 20. oktober fra kl. 19,00 på EUTOPIA Stage, Gudrunsvej 78, Brabrand med en billetpris på kr. 50 (150 kr. for projektstøttesærbillet).

Programmet for tredje ben, 'TRO, HÅB og LIDENSKAB' er endnu ikke offentliggjort.

I juli 2017 kulminerer EUTOPIA 2017 så med fem dages international festival med teater, dans, musik og sport.

Man kan læse mere på www.eutopia2017.dk

(Billedet: I forestillingen 'Hvad laver de her?' fortæller flygtningebørn deres personlige historier'. Foto: C:ntact)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne