DEBAT
12-06-2017
31-05-2017
13-05-2017
22-04-2017
05-02-2017
Foto: Jørgen Hvidtfelt med sit værk i hånd og stabler på bordet i forbindelse med DT's jubilæumsreception 22. juni. Hans barnebarn deltog i begivenheden og holdt øje med bedstefar. Foto: Sophia Hvidtfelt

Af kærlighed til teatret

01-08-2017
Jørgen Hvidtfelt har begået en kyndig og velskrevet beretning om Danmarks Teaterforeningers virke i anledning af organisationens 50 års jubilæum. Det er en nuanceret fortælling om den frivillige teaterformidling, udsat for kulturpolitikkens udfordringer og skiftende teaterloves vilkårligheder - tilsat interne organisatoriske slagsmål. 'Teater til hele Danmark' skildrer et spændende område i de sidste 50 års kulturkamp og er dermed interessant læsning for mange andre end teaterforeningsfolk og producenter af turneteater.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Danmarks Teaterforeninger 1967-2017

- Medlemsforeninger (p.t. 68 - fra 9 i 1967-68 over 87 i 1988-89) med antal opførelser og tilskuere (seneste tal er fra 2014-15 og viser et samlet tilskuertal på 262.823 fra 66 foreninger - det angives dog, at tallet kan være større pga. indberetningssystemet... 

- Kontingentsatser: Fra 1967 med 10 øre pr. solgt billet - dog min. 50 kr. og max 300 kr. I dag er satserne 2,75 kr., min. 3.000 /max 25.000 kr.

- Driftstilskud: fra 75.000 kr. (1974) til nu 600.000 kr. - tilskuddet er på finansloven

- Nuværende bestyrelse og sekretariat

- Tidligere bestyrelsesmedlemmer og formænd: Anders Westergaard (1967-68); Ove Nielsen (1968-73); K.O. Jensen (1973-89); Jørgen Hvidtfelt (1989-2000); Ole Honoré (2000-05); Henrik Flygare (2005-09); Lars Salling (2009-)

- Oversigt over generalforsamlinger (datoer og steder)

- Teaterhæfter udgivet af DT (skete kun i en tiårig periode fra 1984-85 til 1995-96)

- Liste over DT's priser: Voksenturneteaterpris fra 1983, Børneteaterprisen kom til i 1989, Hædersprisen fra 2001, Årets turneskuespiller fra 2007. Priserne uddeles på DT-seminarerne

- Lister over nuværende og tidligere medlemsforeninger

- Kulturministre i DT's levetid

- Litteraturliste: Ti titler

- Bidragydere: 16 navne

- Navneregister (K.O. Jensen er topscorer med 34 sidehenvisninger)

***

- DT's repræsentanter i UBOT/Teatercentrum: Henning Fisker (1977-84); Sven Langhans (1985-2001); Jan Middelbo Outzen (2002-03); Ulla Bordal (2003-07); Jette Glavind Pedersen (2008-) 

- DT's repræsentanter i RBOT (Det Rejsende Børneteater og Opsøgende Teater, statslig/ kommunal turnestøtteordning): Poul Dam (1980-85); Jørgen Hvidtfelt (1986-90); Karen Andreasen (1990-93); Betty rode (1994-2004); Ulla Bordal (2004-06)  

Informationer fra 'Teater til hele Danmark'

Danmarks Teaterforeninger (DT) er en paraplyorganisation for op mod 70 foreninger over hele landet, der med frivillig arbejdskraft formidler turneteaterforestillinger til såvel voksne som børn og unge og således er vigtige lokale kulturbærere.

Organisationen fejrede sit 50 års jubilæum med en reception 22. juni, hvor man også præsenterede en jubilæumsbog, 'Teater til hele Danmark', der i form og indhold rækker langt ud den interne selvhyldest, som sådanne værker let kan forfalde til.

Det skyldes ikke mindst forfatteren Jørgen Hvidtfelts nuancerede tilgang til opgaven - også selvom han beskedent indleder med at påpege mulige habilitetsproblemer, fordi han har siddet i DT's bestyrelse i 18 år, heraf 11 som formand - han er i øvrigt også formand for Næstved Teaterforening på 38. år (!). Han formår med indsigt og overblik til at drible sig igennem det organisationshistoriske stof uden at forfalde til alenlange bestyrelsesreferater eller ensidigt klynkeri over kulturpolitiske og formidlingsøkonomiske snubletråde.

Kritiske røster inddrages

Teaterforeningernes forhold (organisatorisk og formidlingsmæssigt m.v.) til børne- og ungdomsteatret har fået sit helt eget og lange og læseværdige tematiske afsnit i bogen, der går kronologisk til værks, afbrudt af andre temaer som 'Drømmen om et blad' (DT's mislykkede forsøg på at få et bredt teatermagasin på benene); 'DT's seminarer'; 'Garantiordningen'; 'Turnerepertoiret set udefra' (hvor teateranmelder Henrik Lyding har en lang, underholdende og kærlig/kritisk skildring af sine 45 års oplevelser); 'Teaterlovningen set med teaterforeningernes øjne'.

Bogen afsluttes med bl.a. små skildringer fra tidligere chef for Det Danske Teater, Waage Sandø ('Turneliv i 50 år') og Folketeatrets chef, Kasper Wilton ('Teatrets forunderlige verden - og dens formidling') samt en 'kærlig og konstruktiv' opsang fra lektor Stig Jarl om teaterforeningernes (manglende) synlighed og dokumentation.

Rundt omkring i bogen optræder der også udsagn (ofte i form af lange citater) fra bl.a. den særdeles teaterforeningskritiske teaterprofessor emeritus Jørn Langsted (som bekendt osse klummeskriver her på portalen) og fra Michael Ramløse (dramatiker, fhv. leder af Teatercentrum m.m.v) og denne skribent, der alle får lejlighed til både at hudflette og rose teaterforeningerne og DT.

På denne måde får Jørgen Hvidtfelt - der både som organisationsmenneske og privatperson nok må siges at foretrække konsensus frem for konflikter - her via bidragyderne åbnet for kritiske elementer, som han så kan kommentere eller korrigere efter eget behag.

Det er både klogt og godt set og giver bogen den nødvendige kant og større brugs- og underholdningsværdi.

Foreninger går sammen

Indledningsvis har Hvidtfelt ført læseren roligt og kompetent gennem historien om DT og formidlingen af turnerende teater, som egentlig startede længe før organisationens oprettelse i juni 1967.

De første teaterforeninger blev nemlig oprettet i 1920'erne - som et forsøg på at koordinere de mange tilbud fra de omrejsende teaterselskaber, der havde været på spil helt tilbage fra 1820'erne. Og i 1929 blev Sønderjydsk Teaterforening etableret som paraplyorganisation for regionens mange teaterforeninger. Den eksisterer endnu, men er også en del af nutidens DT.

Men det var først med oprettelsen af Kulturministeriet i 1961 og med Teaterloven i 1963, at der kom en masse nye teaterforeninger til over hele landet.

Loven gav nemlig dels mulighed for statsstøtte til administration af abonnementsordninger og billettilskud til unge og med kravet om, at der kun kunne oprettes én publikumsorganisation i hver kommune, betød det også at fx sportsforeninger og landboforeninger m.v., der hver især havde arrangeret teater, måtte samarbejde for at få del i statsmidlerne.

Helt i tråd med den danske foreningsmagerkultur førte det også til, at Sønderjydsk Teaterforening, Provinsens Teaterforeninger og Det Danske Teater i 1964 oprettede en landsdækkende organisation under navnet Teater og Publikum. Siden kom også Omegnens Teaterforeninger (for foreninger nær København) til - og slutfacit blev, at et fællesmøde i Viborg 18. juni 1967 er sat som stiftelsesdato for Danmarks Teaterforeninger.

'Gamle mænd og elendige amatører'

Kontingentet i 1967 var 10 øre pr. solgt billet - dog min. 50 kr. og max 300 kr.

(i dag er satserne 2,75 kr., min. 3.000 /max 25.000 kr.) - men først fra 1974 fik DT statstilskud via Kulturministeriet - en driftsstøtte, der i 2002 blev et selvstændigt punkt på finansloven. Og som med sine 600.000 kr. årligt ikke er blevet reguleret siden 2008.

DT's og medlemsforeningernes historie er som det øvrige kulturliv også den evige kamp for at få aktiviteter og budgetter til at mødes rent økonomisk - og den får vi da også bogen igennem belyst via grundig information om teaterlove, abonnementsordninger, formidlingstilskud m.v.

Men også her formår Hvidtfelt - bl.a. via gode citater fra andre teaterforeningsfolk, udenforstående betragtere og egen formuleringskraft - at få læseren helskindet igennem det ellers noget uhåndterlige stof.

Mere alment tilgængelig for den formidlings- og teaterinteresserede er bl.a. diskussionerne om repertoirevalg. Teaterforeningerne blev bl.a. ofte kritiseret af teaterfolk og forskere og kulturpolitikere for at satse alt for ensidigt på populære forestillinger med kendte skuespillere og for guds skyld med indlagt pause, så der kunne socialiseres og sælges vederkvægende drikke.

Herunder var samarbejdsklimaet med hovedleverandøren, Det Danske Teater (nu en del af Folketeatret) ofte på organisationens dagsorden. Ikke mindst i den periode, hvor Peter Aude overtog ledelsen af Det Danske Teater (DDT) og på en teaterkonference på Louisiana i 1995 karakteriserede teaterforeningernes bestyrelser som 'gamle mænd og elendige amatører'.

Han satte også på anden vis satte lus i skindpelsen med sine ønsker om at supplere rabat til forestillinger i små sale med prisforhøjelser for store sale, ligesom han ville sælge forestillinger udenfor teaterforeningernes regi, hvad der kunne medføre, at disse kun fik de små forestillinger, mens de store og populære forestillinger ville gå til kulturhuse og kongrescentre

En fælles historie

Danmarks Teaterforeningers forhold til børne- og ungdomsteatret har som nævnt sit eget temaafsnit, betitlet 'Et strejf af sommerfuglens vinge' som et citatmæssigt cadeau til Bjørn Lense-Møller (bl.a. formand for Teaterrådet), der på denne måde beskrev det særligt magiske og poetiske ved børneteatret, når det var godt.

Teksten handler nu primært om 'teaterforeningernes holdning til det at arrangere børne- og ungdomsteater og deres aktivitet inden for området' - og Jørgen Hvidtfelt, der selv har været en meget lydhør og interesseret samarbejdspartner her, har valgt at lade Michael Ramløse og overtegnede skribent bidrage med en række synspunkter, som (ofte in extenso) flettes ind i Hvidtfelts egen fortælling.

Meget af det kan læses og genkendes i artiklen 'En fælles historie', som blev bragt her på portalen op til DT-jubilæet-  men en form for fælles konklusion er, at der har været tale om et oftest fredeligt organisatorisk parløb (DT og Teatercentrum og BørneTeaterSammenslutningen havde kontorfællesskab i flere årtier), suppleret med verbale konfrontationer mellem teaterfolk og teaterforeningsmedlemmer.

Og det ikke mindst i 1970'erne og 80'erne, hvor mange børneteatre var i skarp politisk modsætning til teaterforeningerne, der stod for 'borgerskabets teater og værdier', som Michael Ramløse bl.a. citeret for. 

'En stor og fuldtonet tak'

Diskussionerne gik også på teaterforeningernes uvilje mod at købe (gruppe)teatrenes forestillinger, som ikke i hverken indhold eller længde (igen fraværet af de livsvigtige pauser) var attråværdige for alle.

Men temaafsnittet om børneteater lukkes med Jørgen Hvidtfelts konstatering af, at nutidens forhold er samarbejdsorienteret og dialogpræget og at de fleste gravede grøfter er dækket til. Og han lader tilfreds Michael Ramløse få de(t) sidste ord: 

'Vi har vel bevæget os imod hinanden gennem alle disse år – mod større accept, mod en fælles viden om og erkendelse af, at vi sammen kan skabe et mangfoldigt og spændende kulturliv i både storby og provins, og jo mere vi kan samarbejde om vores forskelligheder, jo bedre kan vi udnytte de styrker og potentialer, der ligger hos begge parter til gavn for provinsens teater- og kulturliv.

Den store udbredelse af egnsteatrene over hele landet har haft enorm betydning – og de mange steder, hvor netop egnsteatre og teaterforeninger arbejder sammen om at skabe et spændende, varieret og levende teatertilbud til befolkningen, vil teaterlivet trives og vokse.

Erfaringerne fra de sidste 50 år kan bruges: Samarbejde om kultur (og ikke konkurrence om tilskuere) skaber mere kultur.

De lokale teaterforeninger, som er baseret på et stort, engageret frivilligt arbejde, har været og er en vigtig brik i bevægelsen for 'kultur i hele landet' – et stort arbejde er udført af lokale ildsjæle – de store klatrere og de flittige vandbærere.

Også landets børne- og ungdomsteatre og små teatre skylder dem en stor og fuldtonet tak'.

Repræsentanter her og hisset

Et punkt hvor Ramløse og Hvidtfelt ikke er enige, er spørgsmålet om repræsentation af publikumsorganisationen DT i teaterproducenternes organisationer og udvalg.

Skismaet stammer tilbage til Danmarks Teaterforeningers start, hvor man bl.a. fik sæde i den daværende samling af turnerende teatre, Det Rejsende Landsteater, og ved dettes nedlæggelse i de to store leverandører, Det Danske Teater og Den Jyske Opera, og Teaterrådets Kontaktudvalg mv., ligesom man havde repræsentanter i den nu nedlagte turneteaterstøtteordning RBOT og stadig har i UBOT (nu Teatercentrums bestyrelse) og senest har fået udpegningsret til en repræsentant til Refusionsudvalget (det afgående udvalgs formand er leder af teaterforeningen Helsingør Teater), som Hvidtfelt tilfreds noterer.

Han skriver, at 'teaterforeningerne i hvert fald set med vores egne øjne er de mest repræsentative for turnepublikummet', mens Michael Ramløse rent historisk mener, at et medlem fra Danmarks Lærerforening måske havde været det mest naturligvis valg af en repræsentant for aftagerne, dengang UBOT og Teatercentrum blev oprettet - og helt aktuelt at det er et problem med formidlere i udvalget, for 'de ER bare dårligere til på et rent fagligt niveau at vurdere kunst end kunstnere...', som han tidligere har udtalt til Teateravisen.

Internt opgør

Jørgen Hvidtfelt slutter sin historiske tour de force ved tidsmæssigt helt fremme at konstatere, at: 'Maj 2017 blev Lars Salling på årets generalforsamling genvalgt - uden modkandidat - som formand for Danmarks Teaterforeninger'.

Den lakoniske slutning dækker over de to foregående års noget tumultariske generalforsamlinger, som Hvidfelt stilfærdigt betegner som 'de mest særprægede i DT's historie', hvilket hang sammen med, at 'Lars Sallings meget udadvendt kommunikerende facon synes at hænge sammen med en meget selvstændig formand, der måske ikke i tilstrækkelig grad har sørget for at få bestyrelsen med sig', som han skriver.

Og noterer, at i 2015 måtte dirigenten på opfordring fra bestyrelsen suspendere generalforsamling en halv time, fordi landsformanden efter deres opfattelse havde brudt en aftale ifb. bestyrelsesvalget, mens syv medlemmer af bestyrelsen på generalforsamlingen i 2016 fremsatte en mistillidserklæring til landsformanden som følge af dennes 'dårlige samarbejde med sekretariatet, dårlige ledelse af bestyrelsens arbejde og manglende information samt inddragelse af den øvrige bestyrelse i overvejelse om DT's fremtid'.

Det endte i stedet med en mistillidsdagsorden fra generalforsamlingen til bestyrelsen, hvorefter flere bestyrelsesmedlemmer trak sig og det endte med en 'ganske ny bestyrelse' - men altså med den samme formand. 

En lidt længere version af dette interne opgør kan i øvrigt læses i artiklen 'Teaterorganisation med udfordringer'.

Lars Salling får også selv ordet i et af de afsluttende afsnit, hvor han bl.a. gør op med en tilbagevendende og udefrakommende kritik over manglende fornyelse, mangel på nye, unge kræfter m.v.

Salling gentager de tre parametre, som han styrer efter: Økonomi, udvikling og synlighed og afslutter med at konkludere, at teaterforeningerne fortsat er garanti for, at professionel scenekunst når ud til alle egne af Danmark.

'Nyttige idioter?'

I sit helt eget konkluderende afsnit, betitlet 'Nyttige idioter?', filosoferer Jørgen Hvidtfelt over det store og engagerede gratisarbejde, som de lokale bestyrelsesmedlemmer lægger for dagen og som sparer hjemkommunerne for millionbeløb - hvis de selv skulle have sørget for et lokalt kulturudbud på linje med fx biblioteker og musikskoler.

Der er p.t. næsten en snes færre teaterforeninger end i stortidstiden i 1980'erne, men selvom flere falder fra, kommer der dog også nye til. Og som han citerer sig selv for i en rapport fra 1999, hvor han brugte vendingen 'nyttige idioter' om de mange flittige bestyrelsesmedlemmer: 'Vi gør alt dette af kærlighed til teatret og i troen på, at vi udfører et nyttigt kulturelt arbejde'.

Efterfølgende lader Hvidtfelt Jørn Langsted vurdere DT's og teaterforeningernes virke: Teaterprofessoren mener bl.a., at DT er lykkedes som lobbyist, fordi man 'har haft repræsentation i allehånde lovforberedende udvalg' og uantastet har bidt sig 'fast som den organisation, der agerer på publikums vegne', men også står i vejen for en afskaffelse af billetkøbs-/formidlingsordningen, som ville frigøre penge til 'at lave kunst for i stedet'.

Jørgen Hvidtfelt er selv mindre sikker på, at DT og teaterforeningerne på sigt vil se ud som nu og have tilsvarende støttemuligheder. Men han tror på, at teatret vil blive ved med at eksistere og at der så 'rundt om i landet (vil) være ildsjæle, der ser det som deres opgave at sørge for, at den lokale befolkning får adgang til teatret'.

Og at der vil være en form for organisation, der vil svare til DT's.

'Med andre ord: Jeg er så sikker på, som man nu kan være, at om 50 år vil en anden sidde og skrive historie om DT's første hundrede år'.

Foreløbig kan både DT som organisation og Jørgen Hvidtfelt som forfatter være stolte over beretningen om de første 50 år. Og vel præsenteres 'Teater til hele Danmark' som først og fremmest et værk for teaterforeningerne selv - men det er en bog om 50 års kulturkamp, der med udbytte også kan læses af producenter af turneteater, teaterfolk, faglige organisationer, kulturforskere, kulturpolitikere lokalt og på landsplan.

Stort format og små fejl

'Teater til hele Danmark' er en gedigen tryksag i stort format og med stift bind, tykke, glitrede sider, fine illustrationer af nu afdøde Niels Haagen (fra teater nyt, Scenen og DT's teaterhæfter) og et nydeligt og læsevenligt layout.

Rent indholdsmæssigt er der gjort et overmåde grundigt forarbejde med at indhente informationer til lovstof, statistikker m.v. - og bogen afsluttes med de nyttige og for en jubilæumsbog af denne karakter vigtige sider med lister over medlemsforeninger, bestyrelser, priser m.v. (se faktaboks) - herunder navneregistret, hvor interesserede læsere kan se, om man er blevet nævnt. Og bare lige for at spare folk for tælleri: Tidligere formand K.O. Jensen topper med 34 henvisninger...

Men velvidende at Jørgen Hvidtfelt er en pertentlig herre, der sætter pris på korrekte informationer, så skal det lige nævnes, at der udover de relativt få egentlige trykfejl har indsneget sig enkelte faktuelle fejl og et titelmæssigt distraherende sprogbrug.

Spottet er således, at der i den beklagende konstatering af, at invitationer til kulturministre om at deltage på DT-seminarerne sjældent blev imødekommet, mangler H.C. Clausen (K) i opremsningen af de retfærdige, idet han faktisk deltog i Herning i 1986 - der i øvrigt osse var denne skribents første visit på et DT-seminar.

Og Michael Ramløse var ikke formand, men generalsekretær i International ASSITEJ (s. 120). Det fører så til den noget lemfældige brug af store og små begyndelsesbogstaver til titler og organisationer. Eksempel optræder Kulturminister, Teaterdirektør, Landssekretær m.fl. helt tilfældigt med stort og småt (små er det rigtige), ligesom kulturministeriet, teaterrådet m.fl. (stort startbogstav er det rigtige). Også Det Danske Teater bliver som Det Kgl. Teater m.fl. udsat for flerstemmigt brug af store og små bogstaver i andet led. 

Det er så blot nævnt som små torne på den store buket roser, som bogen fortjener.

***

'Teater til hele Danmark' Danmarks Teaterforeninger 1967-2017. Af Jørgen Hvidtfelt. 204 sider. Illustreret Udgivet af Danmarks Teaterforeninger. Bogen kan købes ved henvendelse til DT: post@dk-teaterforeninger.dk  - pris: 299 kr.+ forsendelse.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Af kærlighed til teatret
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415

18-08-2017
 

11-08-2017
 

28-07-2017
 

30-06-2017
 

20-06-2017
 

15-06-2017
 

11-06-2017
 

09-06-2017
 

06-06-2017
 

29-05-2017
 

23-05-2017
 

18-05-2017
 

14-05-2017
 

09-05-2017
 

03-05-2017
 

27-04-2017
 

22-04-2017
 

20-04-2017
 

18-04-2017
 

12-04-2017
 

06-04-2017
 

31-03-2017
 

28-03-2017
 

24-03-2017
 

20-03-2017
 

15-03-2017
 

10-03-2017
 

05-03-2017
 

01-03-2017
 

22-02-2017
 

17-02-2017
 

10-02-2017
 

06-02-2017
 

02-02-2017
 

27-01-2017
 

22-01-2017
 

13-01-2017
 

09-01-2017
 

05-01-2017
 

01-01-2017
 

Flere anmeldelser