DEBAT
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022
15-08-2022
11-08-2022

Teater freezeProductions & Naleraq Lights: Din historie er også min / Oqaluttuaatigut

Josef Tarrak-Petrussen og Else Charlem Danielsen i den fine forestilling om mødet med og mellem to grønlandsgenerationer. Foto: Teatrene

Et stærkt, hjerteligt og lærerigt møde

11-03-2023
’Din historie er også min / Oqaluttuaatigut' spejler et varmt og stærkt billede af to generationer fra det store grønlandske kontinent i nord, som Danmark har på sin koloniale samvittighed.
FAKTA
Teater freezeProductions & Naleraq Lights: Din historie er også min / Oqaluttuaatigut -

Manuskript: hele holdet. Instruktør: Hanne Trap Friis. Scenograf og kostumer: Paarma Brandt. Rap: Josef Tarrak-Petrussen. Lyddesigner: Hans-Ole Amossen. Lysdesigner: Naleraq Eugenius. Medvirkende: Josef Tarrak-Petrussen og Else Charlem Danielsen. Spiller på dansk. Aldersgruppe: fra 14 år. Varighed: 60 min. Turneforestilling. Produceret af Teater freezeProductions og Naleraq Lights i samarbejde med MIO Grønlands Nationale Børnerettighedsinstitution og Det Grønlandske Hus i Aarhus.  2023. Set 9. marts 2023 på Filuren, hvor den spiller til 11. marts (danmarkspremiere 3. marts) Kan opleves på Aprilfestival (21.-23.april 2023 i Syddjurs). Spiller på Aveny-T i København 1.-3. juni 2023.
https://freezeproductions.dk/  Naleraq Lights kan findes på Facebook

Der skal kunstneriske kompetencer til at lade mundtligt fremførte fortællinger stå så nøgent frem som de gør i ’Din historie er også min / Oqaluttuaatigut’. De kompetencer har Teater freezeProductions og Naleraq Lights. De har skabt et rent og vedrørende udtryk, og det skyldes bl.a. et intenst og nærværende skuespil og en finfølelse overfor stoffet, som aldrig sentimentaliseres eller slås op som noget sensationelt. 

Holdet har sammen skabt en tekst, som får rigtigt mange aspekter med af det at være såvel ung som midaldrende grønlænder. Aspekter, som er vidnesbyrd om et liv sat sammen af overgreb, råstyrke og det helt særegne sindelag, som kendetegner grønlændere uanset alder – en mentalitet karakteriseret ved en livsindstilling, hvor man uanset hvad aldrig vil gøre sit medmenneske fortræd. 

Stærkt, umiddelbart og oprigtigt skuespil

Noget af det, som gør allermest indtryk i forestillingen, er, at man mærker denne strøm af menneskelighed gennem de to medvirkende grønlandske skuespillere. Josef Tarrak-Petrussen og Else Charlem Danielsen formidler den overbevisende godt. De virker til at være dem, de spiller. I hver fiber i kroppen. I hvert et ansigtstræk. Og i alt det, de siger. 

Og ord er der mange af. Danske og grønlandske. Når, det er grønlandsk, skuespillerne taler eller rapper, ses den oversatte tekst samtidigt på tre bannerlignende sætstykker, som hænger ned i baggrunden. 

I tæt kontakt med hinanden, og ofte også med intens og levende øjenkontakt til publikum, beretter de to skuespillere om hvordan livet er og har været for dem. 

Ravnemasker, åndedræt og hjertelyd

Det er primært gennem ordene og kropsudtrykkene, fortællingerne formidles. Undervejs understøttes og forstærkes beretningerne. Det sker fx via en lydkulisse, der sender lyd af åndedræt og hjerteslag ud i rummet. Ved, at en af spillerne tager en ravnemaske på og derved knytter fortællingerne til ravnens mytologiske betydning i Grønland som en, der tænker mere over tingene og husker længere end almindeligt. 

Stående og bevægende sig med den på danner den ene skuespiller en slags bagtæppe for den andens mundtlige fortælling. Og ved at den grønlandsk digteriske rap oversættes til dansk på bagvæggens tre bannere, som er dekorerede med stregtegninger af tupilakker og fuglelignende væsner. 

Uhyrlige priser, kaffemik og fjeldgængere

”Hvad er din historie, og hvad er min historie? Hvor skal jeg hen med mit liv?” spørger den unge Josef Tarrak-Petrussen i begyndelsen Else Charlem Danielsen, der har alder til at kunne være hans mor. Inden da har han fortalt, at han ved et besøg hos sin moster så et billede af en af sine forfædre. 

En af dem, hans familie, som heller ikke tog ham med på havet og oplærte ham i fangst, ikke havde fortalt ham om. En slægtning fra Østgrønland, som var åndemaner og havde et ar fra en isbjørn på sin krop. 

Umiddelbart efter udtrykker han utilfredshed med, at ting, som unge gerne vil, koster voldsomt meget mere i Grønland end fx i Danmark (iPhones, øl, tøj og udenlandsrejser), eller slet ikke er muligt at få sendt til Grønland. 

Else Charlem Danielsen svarer ham igen ved at nævne de mange traditioner og dejlige ting Grønland har: Kaffemik, sortebær, blåbær, alle stjernerne, nordlys samt fjeldgænger-fortællinger, som til sidst bliver så uhyggelige, at alle er nødt til at sove sammen. 

Det virker rigtigt godt, at fortællingen bevæger sig fra kritik og uretfærdigheder over i noget, som de to generationer har til fælles og fortsat begge holder af. Noget som iblandt er specifikt for Grønland. Herfra kan fortællingerne uden besvær bevæge sig i mange retninger. 

Generationsforskelle og samhørighed 

”Nu kan du få det ud med ord/nu er du stærk/nu kan intet stoppe dig/nu kan du mærke lysten til at danse/at smile/at rejse” rapper Josef Tarrak-Petrussen til slut. Vel at mærke på grønlandsk, med dansk oversættelse på baggrundsbannerne. Det, samt Else Charlem Danielsens replik til Tarrak-Petrussen: ”I skal være dem, I selv vil være”, understreger oplevelsen af, at stykket er et slags emancipationsepos. En hyldest til den oprindelige grønlandske kulturs positive traditioner. 

Og i endnu højere grad en lovprisning af, at den unge generation tør åbne munden i forhold til udefrakommende forskelsbehandling og undertrykkelse. Den ældre generation reagerede helt anderledes på fortræd og uretfærdigheder (Fx at unge grønlandske piger på 15 år, der skulle til Danmark, uden at blive spurgt kunne risikere at få sat en spiral op. At skolesystemet var delt op i et A-hold til danske børn og et B-hold til grønlændere. At børn, som blev sendt på hospital i Danmark, ikke kunne forstå deres modersmål, når de kom hjem igen. Og, at man på den amerikanske bases biograf skulle rejse sig, når den amerikanske og danske nationalsang blev afspillet. Landets egen, den grønlandske, blev slet ikke afspillet)

Else Charlem Danielsen får på levendegørende vis flettet disse fortællinger ind undervejs. Og mod slutningen sætter hun meget tankevækkende ord på den fortielse, som fandt sted: ”Det var for at bevare venskabet, freden. Vi er så bange for at såre hinanden. Så derfor troede vi, at hvis vi fortalte det, så ville vi såre hinanden. Vi lærte, at det var bedre at tie stille. At det var overlevelse. Men det er ikke overlevelse, men fortielse. En stilhed, som gør ondt langt ind i hjertet. Ind i sjælen. Alle bed smerten i sig.” 

En perle 

’Din historie er også min / Oqaluttuaatigut’ gør intet stort nummer ud af sig selv. Den er på sin vis ret nedtonet. Ikke udelukkende visuelt. Men også i skuespillet og på tekstsiden. 

Men forestillingen udsender alligevel et stærkt og varmt ”lys”. Den kræver og gør, at man slår lyttelapperne ud for det vigtige, der er på spil. Gennem en dramaturgisk velfungerende tekst og via intenst skuespil fortæller forestillingen noget meget essentielt om grønlænderne og de vilkår, som de i mange tiår har levet med. 

Forestillingen kobler sig af samme årsager på en måde sammen med perlerækken af grønlandske sagn og myter. Det er næppe tilfældigt, at forestillingen i begyndelsen kommer ind på det sammenhold, der opstod, når grønlændere fortalte hinanden historier om fjeldgængere. 

Heri er der en analogi til forestillingens udsagn om at de unge nu har mod til at tale frit. At de har lyst til og vil sætte ord på det usagte og bearbejde konflikter. Fjeldgænger-historierne var uhyggelige og svære at fortælle og lytte til. Sandhed gør ondt, men kan alligevel være sammentømrende. Det er vigtigt at tale om tingene. Dengang, såvel som nu. 

Det er næppe heller tilfældigt, at der bliver talt med varme i stemmen om kaffemik, fordi det vigtigste i den slags sammenkomster ikke er kaffen og kagerne, men den glæde, der kommer af at være sammen med en masse andre mennesker i samme rum. Akkurat som forestillingen byder publikum indenfor. 

På den vis skildrer ’Din historie er også min / Oqaluttuaatigut’ ikke kun, hvordan en ung og en ældre grønlandsk generation sammen kan gøde jorden for at komme videre i gensidig forståelse. Den planter også frø til hvordan alle vi andre kan omgås hinanden med varme, forståelse og respekt. Eller med andre ord: Din historie er også min/Oqaluttuaatigut.

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Din historie er også min / Oqaluttuaatigut
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

09-09-2020

08-09-2020

06-09-2020

04-09-2020

02-09-2020

24-08-2020

16-08-2020

03-08-2020

01-08-2020

14-07-2020

20-06-2020

13-06-2020

12-06-2020

09-06-2020

06-05-2020

17-03-2020

02-03-2020

15-02-2020

11-02-2020

03-02-2020

28-01-2020

19-01-2020

12-01-2020

20-12-2019

17-12-2019

05-12-2019

03-12-2019

02-12-2019

30-11-2019

29-11-2019

28-11-2019

27-11-2019

26-11-2019

24-11-2019

23-11-2019

22-11-2019

20-11-2019

19-11-2019

18-11-2019

13-11-2019

Flere anmeldelser