Af: Randi K. Pedersen

20. oktober 2008

Et spil af tilfældigheder

Som helhed er 'Core'en troværdig oplevelse. Men spillet mangler et indre, sammenhængende flow.

Det er fedt at komme hjem til knus og kram af bedsteveninden Karoline efter et år som backpacker. Det er endnu mere fedt, når man som Mathilde bare sådan får
en lækker lejlighed i bedste newyorkerstil på 7. etage. – Gasværkets rå murværk og runde kæmpevinduer er perfekt til formålet og liver visuelt op på en kedelig sofa og et toilet.

Den gode stemning fordufter dog hurtigt, da vennen Kasper og ekskæresten Alex også dukker op for at fejre den hjemvendte. Men solide mængder sprut og Kaspers lille glas med æblekerner fyldt med det sjove stof core
får for en tid humøret op – også publikums.

De unge skuespillere er stærkt overbevisende, når der skal smides med puder og spilles op, og det går forrygende med de barnlige attituder. Ligesom iscenesættelsen har godt blik for de medvirkendes evne til at fremstille miljøets jargon og fysiske manerer. Den udvendige omgangsform spejler næsten tragikomisk deres påfaldende, indre umodenhed. Som er så udtalt, at man skulle tro, Mathilde havde været på efterskole og ikke ude i den store verden.

Store følelsesudbrud

Men lige dér kikser det også for det unge hold. Som helhed er ‘Core’ en troværdig oplevelse af de fire venners problematiske forhold til hinanden og til virkeligheden. Til gengæld er de enkelte scener præget af en tilfældighed, der ikke overbeviser om, at et eksistentielt drama er på spil. – Og mindre kan man vel ikke forvente af en forestilling om en ung kvinde, der tager livet af sig!

Der slides for rollerne i det store scenerum, men spillet mangler et indre, sammenhængende flow. Store følelsesudbrud kommer og går som på velindstuderet tælling, og især pigernes skingre stil kommer ikke ud over rampen og ind, hvor det også gør ondt på os andre.

I de bedste øjeblikke slår usikkerheden og ensomhedsfølelsen dog igennem som skarpe glimt af jalousi og desperation midt i den højrøstede komik. Mest hos Laura Christensens småkuede Karoline og Pilou Asbæks Alex, der er den stærkest nuancerede af de fire. Mens Julie Ølgaards kontante Mathilde ikke rigtigt rammer afgrunden, og Laus Høybye klart er mere til det sjove, end sorte i den stadigt mere uhyggeligt manipulerende Kaspers sammensatte personlighed.

Ros til Gasværket

Manuskriptet fokuserer ellers skarpt på det væsentlige. En telefonsamtale fra lejligheden til politiet nede på gaden og en tur derned er, hvad der gives af referencer til verden udenfor. Ikke én gang nævnes forældre, undervisere eller arbejdsgivere, og det virker indlysende rigtigt. Men det indskrænker også perspektivet i den barske historie.

For ‘Core’ handler om de smarte og selvkørende af tidens unge. Dem, der har (fået) det hele, må det hele og kan
det hele. – Tror de, fordi ingen har villet have besværet med og ansvaret for at fortælle dem andet. Det – ansvaret – må de så selv tage, også da stofferne sender dem fra psykedelisk show til totale personlighedsændringer og (gas)tårnhøj tragedie.

Tre stjerner til de medvirkende og en fjerde til manuskriptforfatter og instruktør. Og så skal Gasværket have ros for at give unge talenter chancen på teatrets nye, åbne foyerscene.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.