Af: Carsten Jensen

24. maj 2012

Et solidarisk menneske

Selvom han har haft diverse kunstneriske afstikkere, er Henrik Steen Larsen på mange måder synonym med det teater, han var med til at stifte for 40 år siden og nu har holdt ved i mange år. Et lille portræt af en teatermand og et teater, der har fyldt godt i dansk børneteaters brogede historie.

»Man kan godt frygte, at dansk børneteater på de indre linjer er ved at blive kvalt i sin egen succes – det hele handler efterhånden mere om kvantitet end kvalitet, og vi forholder os stadigt mindre til hinanden og hinandens forestillinger, mens en lille selvudnævnt elite sætter sig selv i centrum og stjæler fra den bevægelse, der har skabt dansk børneteater.«

Så markant trækker Henrik Steen Larsen linjerne op under en lille snak om situationen her og nu – set gennem fire årtiers virke og erfaring som skuespiller og instruktør og organisationsmenneske inden for dansk børneteater.

Og det er ikke ment som bitre ord fra en sur gammel mand, men blot en konstatering fra en aktiv kunstner, der i år kan fejre 40-års jubilæum som skuespiller – sammen med sit teater, fordi Henrik Steen Larsen var medstifter af Teatret Fair Play tilbage i 1972.

Han og det teater, han repræsenterer, er på mange måder et historisk røntgenbillede af det såkaldt moderne børneteaters historie. Fra kollektivet og ensemblerne til de små lederstyrende enheder og med årtier med økonomiske, kunstneriske og personlige op- og nedture osv. 

Ikke Fair Play, men Dirty Tricks

Det hele startede i efteråret 1971, hvor den unge Henrik efter nogle jobs som forpraktikant i københavnske børnehaver havde fået arbejde på et fritidshjem, hvor han mødte en visionær Kurt Abildgaard, der havde en ide om at lade teater indgå i som bærende element i store planer om at lave sociale projekter og væresteder for unge i nedlagte butikker i storbyen.

Således etablerede Fair Play sig i en gammel cigarforretning på Vesterbro, hvor udgangspunktet for en halv snes pædagoger, lærere og tilsvarende autodidakte teater-eksistenser var at lave en forestilling om idræt og politik i forbindelse med en stor udstilling på Nationalmuseet i Brede. Der var premiere i februar 1972 på forestillingen ’Fair Play – et debatstykke om idræt’ – med undertitlen ’Vågen og sund dansk ungdom spiller comedie til styrkelse af fædrelandskærligheden og forsvarsviljen i folket’.

»Det var en meget provokerende handling på et tidspunkt, hvor sportsverdenen brød sig meget lidt om sammenkædningen af idræt og politik, og jeg husker en anmeldelse med overskriften: ’Det er ikke Fair Play, men Dirty Tricks’, som ligesom illustrerede stemningen,« fortæller Henrik.

Men dermed var både teatrets navn og kurs fastlagt. Man blev også hurtigt medlem af BørneTeaterSammenslutningen (BTS), og da Fair Play første gang deltog på den årlige festival – det var i november 1973 i Skaarup på Fyn – havde teatret hele fem forestillinger med. 

»Det handlede mindre om teater som udtryksform, for indholdet var det væsentligste. Men en af forestillingerne, ’Tænk på noget andet’, vakte opsigt: Det var en forestilling om seksualitet for de 14-18-årige, og vi viste samlejestillinger, godt nok med tøj på, så overbevisende, at det endte med en artikel i Ugens Rapport – og det blev vi ikke populære på ret mange steder…,« husker Henrik.

Ikke plads til københavnersnuder

Allerede i 1974 valgte Fair Play imidlertid at flytte fra hovedstaden og til landsbyen Bøsserup ved Nykøbing Sjælland, hvor man eksperimenterede med teaterformer og legede med tanken om at blive lokalt (egns)teater.

Samme år foretog Henrik Steen Larsen et af to opbrud fra ’sit’ teater og tog tilbage til København, hvor han sammen med Kurt Abildgaard stiftede Teaterbutikken (nu Zeppelin), der holdt til på Gasværksvej og lavede ’brugsteater’ i lokalmiljøet, underviste børn i drama osv. Men den nu afdøde og meget virkelystne Abildgaard var med sin egenrådighed noget af en magnet for konflikter, og efter et par år vendte Henrik retur til Fair Play – som i mellemtiden havde fået kontakt med Holbæk Kommune, der ikke var med på økonomisk støtte, men dog gav teatret et lejemål på en gammel gård, ’Wegnersminde’, lige uden for byen.

»Selvom vi ikke fik støtte, arbejdede vi hårdt på at blive en uundværlig del af områdets kultur og sociale liv. En betingelse for at være med i gruppen var derfor, at hver enkelt medlem skulle være aktiv i en eller anden forening i Holbæk, så de lokale ikke kunne sige, at der kom en flok københavnersnuder og førte sig frem,« fortæller Henrik om perioden.

Man involverede sig, spillede teater overalt, og der blev dannet en støtteforening, ’Fair Plays Venner’, der under mottoet ’Gi’ Holbæk Fair Play’ arbejdede på at få et egnsteater i byen.

»Der blev arrangeret egnsteaterhøringer og stormløb på lokale politikere, så alle til sidst blev enige om, at et egnsteater måtte man have. Det fik man så i 1983. Men bare ikke Fair Play! Holdningen var, at vi alligevel var for røde – så i stedet oprettede man paradoksalt nok et helt nyt egnsteater, Holbæk Egnsteater,« fortæller Henrik.

Nødvendig strukturomlægning

På det tidspunkt havde produktionskollektivet Fair Play dog indrettet sig i et gammelt soldaterhjem på Borchsvej, og så havde byen altså to teatre. Fair Play opnåede i stedet økonomisk støtte via Teaterrådets puljer og amternes turnestøtteordning, RBOT.

Men da havde Henrik Steen Larsen endnu engang forladt det teater, han havde været med til at stifte.

»Vi havde arbejdet i døgndrift fra 1976-81 for at kitte os ind i lokalområdet, og for mig skulle der nu ske noget andet, så da Comedievognen bad mig om at være med i forestillingen ’Cirkus Jeppe’, slog jeg til. Og blev hængende de næste ni år,« fortæller Henrik om et lille tiår, hvor han så også var deltager i nogle af de konflikter, som Comedievognen – et af landets første og største børneteatre – havde med at være egnsteater i en stadigt mere modvillig Herlev Kommune.

Så Henrik Steen Larsen var rustet til modgang, da han i 1991 vendte tilbage til Fair Play, der på det tidspunkt nærmest var et teater i opløsning.

»Egentlig skulle jeg bare lave forestillingen ’Hulen under bordet’, men jeg mødte et teater totalt uden samling. Og rent økonomisk var man på spanden, fordi Teaterrådet havde meddelt, at man ikke længere ville støtte teatret. Det endte med, at vi var tre, der lavede en slags junta og fik styr på tingene og bl.a. fik lavet den  strukturomlægning i 1992, der banede vejen for den nuværende konstruktion med en kunstnerisk leder og en administrativ leder.«

Organisatorisk ombud

Den administrative leder var de første år Henrik Steen Larsen selv, mens engelsk-fødte Robert Parr blev hentet ind fra teatret Terra Nova som kunstnerisk leder.

En økonomisk redningsplan via en overgangsordning fra Teaterrådet og en hastigt sammenflikket minimal egnsteaterkontrakt fra Holbæk Kommune og Vestsjællands Amt blev det også til.

Fra 1997 blev Fair Play fast RBOT-teater, inden man i 2002 blev egnsteater i Vestsjællands Amt – kombineret med RBOT-støtte – og i 2010 blev Holbæk Kommunes andet egnsteater, omkring 35 år efter de første spæde forsøg på at kitte sig ind i den vestsjællandske kommune.

Men da var Henrik Steen Larsen for længst trådt fra som administrativ leder for at hellige sig skuespillerarbejdet. Og give en hånd med på organisatorisk plan her og hisset.

Helt i tråd med det solidaritetsprincip over for børneteaterområdet, der har drevet Fair Play gennem alle 40 år, har Henrik Steen Larsen bl.a. haft sæde i Foreningen Af Små Teatres (FAST) forretningsudvalg, været formand for BTS (1997-98), siddet i UBOT (2000-05) m.v.

I samme periode har Fair Plays administrative leder siden 1997, Michael Ramløse, bl.a. været formand for Refusionsudvalget (1997-2001) og formand for BTS (2001-05).

Det er vigtigt organisatorisk arbejde, der dog notorisk også koster ressourcemæssigt på de indre linjer hos teatret, men altså betragtes som noget nær ’borgerligt ombud’, selvom første stavelse ikke har stor genklang hos de børneteatre, der er rundet af ungdomsoprør og anti-autoritære bevægelser…

En lang rejse

Henrik Steen Larsen har således set dansk børneteater fra stort alle vinkler siden starten som autodidakt skuespiller i 1972.

Fra enøjet fokus på verdens uretfærdigheder og proklamatoriske udmeldinger har han gennem årene – uden at miste sin sociale indignation – ladet kunsten fylde mere. Både i det praktiske kunstneriske virke, via kurser og anden uddannelse.

»Vejen fra altmuligmenneske i et kollektiv til skuespiller og instruktør med et kunstnerisk sigte har været lang og givtig og hører forhåbentlig aldrig op,« siger nu 58-årige Henrik Steen Larsen, der i sommeren 2011 kunne føje en ny udfordring til på cv’et, da han i Oslo instruerede Fair Play-succesforestillingen ’Vor forestilling om Sara’ på Teater Grimborken.

Og han lægger ikke skjul på, at det var en stor oplevelse at være international instruktør, og han er stolt over resultatet, som også blev en succes i det norske.

»Faktisk har man bedt mig om at komme tilbage og instruere en forestilling, der hedder ’Henrik har en hemmelighed’ i den kommende sæson – hvis der altså findes midler til det,« fortæller Henrik, der selv skal turnere med Fair Plays jubilæumsforestilling, ’Chlodnagaden nr. 33’, dette efterår. 

Teatrets langt fra grå eminence

Og fortsat være en skjult tredje leder på Teatret Fair Play, fordi han som den eneste fastansatte skuespiller og med sin fortid og nutid i teatret i høj grad er med til at præge den lille produktionsvirksomhed for børneteater.

»Jeg blander mig jo allerede meget både i de enkelte forestillinger og i de ting, der sker på teatret. Som barn af kollektivbevægelsen er det vigtigt for mig, at huset fungerer fra kunst til praktiske forhold, at teknikere og elever og andre af vore folk har det godt,« siger Henrik, der ikke hænger fast i fortidens faste ensembletanker, men glæder sig over, at Fair Play bl.a. kan invitere nye spillere til produktionerne. I jubilæumsforestillingen spiller Henrik Steen Larsen således sammen med en flok skuespillere, der alle har alder til at være hans børn…

Han har dog også et skarpt øje til den nye økonomiske virkelighed med dårligere salg og stagnerende støtte til børneteatrene.

»Man kan se, at der generelt er dårligere råd til udefrakommende instruktører, scenografer m.v., og at teatrene ofte selv må stå for alle funktioner, og det er en skam for udviklingen.«

Henrik Steen Larsen forestiller sig, at med det dårligere turnesalg må egnsteatrene indstille sig på at spille mere hjemme hos sig selv, invitere flere teatre ind til gæstespil og i det hele taget opdyrke deres lokalområde mere. Det kan også være i form af undervisning, workshops m.v. – som også Fair Play i øvrigt har oprustet med, efter at man blev egnsteater i Holbæk Kommune.

Opgør med solidariteten

Men han mener også, at der er alt for mange børneteatre – og alt for meget dårligt børneteater, der er med til at devaluere området og gøre det sværere for de heltidsproducerende teatre.

Det oplever han ikke mindst på den store årlige festival.

»Der er simpelthen alt for mange dårlige forestillinger og for mange teatre, der kun kommer med deres forestillingsprojekter og slet ikke er interesseret i at indgå i den bevægelse, som dansk børneteater trods alt stadig er. Her savner jeg bl.a. de kollegiale kvalitetsdiskussioner, som vi havde på festivalerne før i tiden. Og det kvalitetsarbejde, som BTS udførte, indtil organisationen nedlagde udvalget.«

»Jeg synes, at man til festivalerne bør tage opgøret med kvantiteten til fordel for kvaliteten og være ærlige over for de dårligste teatre og sige: ’I skal slet ikke være med’ – og det er også en kritik af Refusionsudvalget, der lader alt for mange dårlige forestillinger få refusionsgodkendelse. Samtidig må man gøre op med, at så mange teatre kommer med gamle forestillinger, der har været på festival et utal af gange.«

Han kan derfor godt forstå, at nogle af de etablerede børneteatre leger med tanken om at lave festivaler kun for de store børneteatre og med direkte sigte på formidlerne. Men samtidig er den gamle kollektivist ambivalent over, at visse af disse teatre fører sig frem på hele børneteatrets vegne og ignorerer det solidariske arbejde, som dansk børneteater er rundet af.

»Nogle få teatre fremhæver udelukkende egne dyder og international gennemslagskraft og lader forstå, at de nærmest er det eneste gode børneteater i Danmark, og det er en hån mod selve børneteaterbevægelsen.«

En god kollega

Og med 40 års virke i dansk børneteater har Henrik Steen Larsen både erfaringen og modet til at sige fra. Og påkalde sig både historien og dansk børneteater som en stor familie, der har stået sammen i gode og dårlige tider.

Som det også blev fremhævet i den stærkt personlige tale, som Michael Ramløse holdt, da Henrik Steen Larsen blev fejret for de 40 års tro tjeneste ved en – for ham – uventet event til en premiereforestilling på ’Chlodnagaden 33’ i april.

»For mig er du et billede på en god kollega, der har taget alt det bedste med fra de såkaldt gode gamle dage.
 Forstået at følge med tiden – på teatret og i det hele taget – men aldrig har kastet vrag på eller kasseret de grundliggende kvaliteter, som vores arbejde hviler på, og som for dig er både naturlige og en helt integreret del af din person og tænkemåde.«

»Du er en omsorgsfuld og hjælpsom ven med et stort blik for kolleger og venner, der kunne trænge til et klap på skulderen og en god og indsigtsfuld snak. 

Når jeg tænker på dig som menneske, ven og kollega mange år, tror jeg, at det, jeg bedst, mest samlende og rigtigst, kan beskrive dig med, er ‘et solidarisk menneske’ – solidaritet er et meget dyrebart ord og en meget, meget smuk egenskab.«

 

Fair Play holder officiel jubilæumsreception fredag den 1. juni, hvor man i øvrigt også vil fejre Robert Parrs 20-års jubilæum som teatrets kunstneriske leder. 

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere