På den nyligt afviklede musikdramatiske festival for unge talenter, ’Spotting’ på Københavns Musikteater, var et af værkerne ’Dummy’ (for unge og voksne). Zangenbergs Teater har netop haft premiere på ’Eventyret indeni’ (4-10 år) og Team Teatret i Herning holder urpremiere på ’Mærkelig’ (8-12 år) 19. februar. Den kan siden opleves på Festival 2010 i Esbjerg til marts, hvor også teatret NEO fra Randers kommer med sin nye ’Det tavse skrig’ (14 år og op).
Fælles for disse helt aktuelle værker for så mange forskellige aldersgrupper er, at dramatikeren i alle tilfælde hedder Jesper Bræstrup Karlsen, der siden sin afgang fra BørneTeaterSammenslutningens DramatikerVæksthus i 2000 – der er hans eneste formelle uddannelse i det ædle fag – har leveret en lind strøm af børneteaterstykker.
Der var dog gang i dramatikken inden da.
Således vandt Jesper B. Karlsen faktisk Dramatikerstudios konkurrence for novelledramatik i 1998 med ’Rigor Mortis’, ligesom han allerede da havde et bornholmsk egnsspil (’Plukfisk’ – 1992) og flere andre skriverier på samvittigheden.
Nyder samarbejdsmulighederne
Jesper B. Karlsen startede som autodidakt skuespiller, inden han for omkring 15 år siden besluttede sig for, at scenen skulle udskiftes til fordel for det skrevne ord.
Det skete i forbindelse med diverse engagementer på Kaleidoskop, hvor bl.a. Mikkel Harder Munck-Hansen og Martin Tulinius huserede.
Men man manglede mere dramatikere end skuespillere, så derfor skrev han ’Kosmonauten’, der fik premiere i 1996.
»Der klikkede det. Det er fantastisk at være inde i dramatikkens rum, selvom en tekst jo først er færdig, når den bliver spillet,« siger Jesper B. Karlsen, der sågar har taget sin bærbare Mac med til en lille snak om det at blive og være dramatiker – med fokus på scenekunst for børn og unge.
Men hans fortid på de skrå brædder fornægter sig ikke.
»Kontakten til de skabende kunstnere er den helt store fornøjelse ved at være dramatiker. Faktisk er det en dobbelt attraktion: Jeg nyder at skrive og jeg nyder at samarbejde med kunstnerne, når forestillingen bliver skab. Jeg får bare det bedste af to verdener,« kommer det fra Jesper B. Karlsen, der så vidt muligt forsøger at være med på sidelinjen i den skabende proces omkring hans tekster.
»Som regel er jeg med ved den første læseprøve og hører på diskussionerne – selvom jeg forsøger at holde kæft, når instruktøren har ordet,« siger dramatikeren, der kun har geografiske afstande som barriere for at ville være med hele vejen.
»For det er her, guldet ligger. Det rædselsfulde, det konfliktfylde, det meningsfulde ved hele processen.«
En proces
Men lad os tage et konkret, aktuelt eksempel på en arbejdsproces, hvor Jesper B. Karlsen står som manuskriptforfatter: Teatret NEO’s Det tavse skrig’ – der netop er blevet anmeldt
her på portalen her på portalen, og hvor Karlsens manuskript fik betegnelsen ’håndværksmæssigt soliditet’ i Kirsten Dahls anmeldelse.
Her var forløbet:
– Teaterleder Erik Viinberg har en ide efter at have set en svensk krimi i Beck-serien.
– Han spørger Jesper B. Karlsen (JBK), om det kan omplantes til et teaterstykke.
– Der snakkes om at bruge videosekvenser for gøre det muligt at snakke direkte til publikum og få en masse mellemregninger hurtigt på plads.
– JBK laver idepapir.
– Instruktøren (Gitte Aagaard) inddrages fra projektets start.
– JBK fremlægger synopsis.
– JBK laver første gennemskrivning over de næste 3-5 måneder. inkl. div. ’kunstneriske forhandlinger’ med producenten.
– Manus afleveres.
– Videodelen diskuteres – og droppes – og JBK kompenserer for det i næste gennemskrivning, hvor mobilsnak og oplæsning af mails erstatter videodelen.
– Prøverne går i gang – og ændringer indtræffer.
»Jeg står jo ikke totalt fast på alt, hvad jeg har skrevet. De sidste ti procent af en tekst kan jeg godt give slip på,« siger Jesper B. Karlsen om det uundgåelige, at de praktisk prøver på scenen giver ændringer.
Reumert-priser
Forestillingen ’Det tavse skrig’ har to teenagepiger i centrum, og selvom Jesper B. Karlsen gør meget ud af at skrive direkte til det aktuelle publikum, har han i dette tilfælde ikke søgt at ramme den totalt autentiske sprogtone.
»De unges sprog jo ikke en fast definerlig størrelse, så det kan let komme til at virke påtaget. I stedet er det de dramatiske replikker, der skal løfte sproget,« siger dramatikeren, der dog ikke er bleg for større research.
I forbindelse med manuskriptarbejdet til ’Gidsel’, der et integrationsdrama, som foregår i en kørende bus, var han i nærkontakt med målgruppen.
»Jeg havde kontakt til en pakistansk dansker, som vi, skuespillerne og jeg, snakkede meget med, og så researchede vi meget ved hjælp af skrevne beretninger fra mennesker, der havde haft arrangerede og tvangsægteskaber inde på livet, ligesom vi dykkede ned i sociale rapporter og statistikker,« fortæller Jesper B. Karlsen om processen, der tilsyneladende har båret frugt – og sikrer bl.a. besøg af et publikum, der er sjældent i dansk teater.
»Indvandrerne selv kommer og ser stykket og reagerer kraftigt på det. De glæder sig simpelthen over, at se sig selv, deres liv og deres problemer skildret NUANCERET på scenen,« fortæller Jesper B. Karlsen, der betegner forestillingen som en af dem, han har været mest glad for at lave, fordi det er virkelighedsteater med stor identifikationsmulighed.
Andre har været enige. ’Gidsel’ fik således fik Reumert-prisen 2008 for bedste børne- og ungdomsteaterforestilling – men det er nu ikke første gang, at Jesper B. Karlsen oplever det.
Således havde han også skrevet manus til ’Nikio og den store samurai’, som Zangenbergs Teater fik en Reumert-pris for i 2003.
Og hans gendigtning for børn af Shakespeares ’Hamlet’ til Det lille Turneteater var nomineret til en Reumert for årets bedste børneteaterforestilling i 2000.
‘Find 2.0’
Og for så lige at gøre Reumert-rækken færdig: Jesper B. Karlsen stod også for tekstoplægget – sammen med Joan Rang Christensen, rapperen Clemens og Tore Eg, da rockteaterkoncerten ’69’ sidste år vandt Reumert-prisen for årets bedste musikteater/show.
»Det er nok, sammen med ’Gidsel’, en af de forestillinger, jeg er mest glad for. Ikke primært på grund af mit manus, men fordi det samlede resultat og kombinationen af musik og tekster går det op i en højere enhed – hvilket meget skal tilskrives instruktøren Niclas Bendixen. Det er trendsættende, formidler politisk, filosofisk og personligt stof i et velfungerende visuelt udtryk,« siger Jesper B. Karlsen, der også kalder ’69’ for
’det bedste politiske teater, jeg har lavet – ikke fordi det er så meget…«
Og så er vi fremme ved en af Karlsens kæpheste. For han er ikke imponeret over den generelle udvikling på børne- og ungdomsteaterområdet p.t.
»Det handler selvfølgelig om håndværk, kompetencer og ikke mindst den gode historie. Men dansk børneteater skal prøve at finde 2.0-versionen. Jeg tror, at man skal gå tilbage for at komme fremad. Man skal turde være mere politisk igen, netop jævnfør en forestilling som ’69’, der jo handler Ungdomshuset og sætter gang i en masse spørgsmål,« lyder det fra Jesper B. Karlsen, der ærgrer sig over, at børneteatret – og også teater generelt – har fået så lange produktionstider, at det er blevet sværere at være aktuel udi kunsten.
»Vi er nødt til at være en stemme i samfundet lige nu, sådan som det kører med fiktiv værdipolitik og mangel på konkrete, virkelighedsnære problemløsninger,« kommer det bestemt fra dramatikeren.
Men når det sker, er køberne åbenbart heller ikke altid med på ideen. Jesper B. Karlsen undrer sig fx. over, at en forestilling som ’Hjelm’ – der på en måske noget snirklet måde handler om Danmarks nye rolle som krigsførende nation – ikke har fået mere salgsmæssig medvind trods det brandvarme emne.
Selvom han glæder sig over, at der siden er kommet flere forestillinger, der handler om Danmarks engagement i Irak og Afghanistan.
To stykker om året
’Hjelm’ regner han alene af den grund for et de mindre vellykkede resultater fra sin dramatikerpulje, men der er dog også noget, som han vil kalde deciderede fiaskoer.
»Forestillingen ’Rumrejsen’ til Mister Jones var rigtig dårlig, men det tilskriver jeg altså også selve skuespillet. Dog var jeg af en anden grund glad for at skrive for Mister Jones, fordi han var en af de første, der turde binde an med mig som skriver.
Derimod var det klart mestendels manus, der var noget galt med, da ’Faust’ floppede med Theater La Balance og Det lille Turneteater,« kommer det ærligt fra Jesper B. Karlsen, der kun én gang har oplevet, at han måtte droppe samarbejdet med et teater pga. uoverensstemmelser.
Navnet på det er dog indhyllet i anonymitetens nådegave…
At det ikke er gået værre, tilskriver han sin egen indstilling som en holdspiller, der forholder sig aktivt til den skabende proces efter at manus er afleveret.
Og det har han så også mere tid til nu, hvor han har skåret leverancerne ned til cirka to stykker om året, hvor han tidligere skrev tre-fire stykker.
Så er der også blevet tid til dramaturgisk konsulentarbejde. Og til at sidde i Dramatikerforbundets bestyrelse, hvor han er næstformand med ansvar for teater- og radiosiden og med til at forhandle bedre forhold i hus til dramatikerne.
»Overenskomsten med organisationerne BTS og FAST og dermed honorarsatserne er ikke blevet reguleret siden 1996, hvilket må siges at være uhørt. Det forsøger vi lige nu i Danske Dramatikere at rette op på….«
Arbejdsdisciplin
Men ellers er tiden altså helliget skrivearbejdet. Og Jesper B. Karlsen er en disciplineret dramatiker, der holder sig en daglig arbejdstid på ca. kl. 8,30-16.
»Jeg har to arbejdsformer, den dionysiske – hvor jeg læsser alt muligt ned på papiret – og den apollinske – hvor jeg velovervejet og afklaret går igennem teksten,« fortæller dramatikeren, der således belæst fører os frem mod det forståelsesmæssige begrebspar, som har navn efter de græske guder Apollon, der er den kølige, velovervejede og Dionysos, der er den ekstatiske og inspirerede.
Men ellers har han primært fået sat ord på sine skriveevner via det treårs kursus fra 1997-2000, der var det første i en række af DramatikerVæksthuse, som BørneTeaterSammenslutningen med økonomisk bistand fra ikke mindst Teaterrådet/Scenekunstudvalget har sat i værk for at finde nye spændende emner til at lave børneteaterdramatik.
»Det var en fantastisk vigtig tid for mig. Jeg fik noget teori på skriveriet. Jeg fik et stort netværk og det gav synlighed – og dermed fik jeg en stor og forhåbentlig varig plads til at skrive dramatik for dansk børneteater – og dramatik i det hele taget,« fortæller Jesper B. Karlsen, der siden kom med i DramatikerVæksthuset-arbejdet på den anden side, herunder udvælgelse af nye dramatikerspirer og en tjans som vejleder.
»Det føltes helt naturligt at være i den rolle – og det minder jo i sin form meget om de diskussioner, jeg selv har i dialogen med teatrene,« siger Jesper B. Karlsen, der dog mener, at ikke kan udvikle en dramatiker, hvis forudsætningerne ikke er til stede, dvs. det handler om at kunne skrive – og også om kærlighed til teatret.
»Det handler om at knække koden til at skrive den specielle kunstform, som dramatik er.«
Elsker at snakke fag
Den kærlighed blev sat på prøve, da han sad som medlem af Refusionsudvalget fra 2005-2009 og efter eget udsagn fik set overraskende rigeligt af det mindre gode teater.
Faktisk var han en smule chokeret over niveauforskellene i dette vækstlag, men her fastholder han den tavshedspligt, som Refusionsudvalget er pålagt…
Derimod kunne han godt tænke sig, at dramatikere som sådan blev mere synlige. Både som udøvende kunstnere og i dialog med publikum.
»Desværre er man meget usynlig som dramatiker. Der er nok reaktioner fra teaterfolk, men ikke så mange reaktioner fra publikum og formidlere,« siger Jesper B. Karlsen, der selv ville have det fint med større eksponering.
»For jeg elsker at snakke om faget!« lyder det fra Karlsen, der via sit organisationsarbejde forsøger at få synliggjort dramatikerne i stil med fx. de folk, der skriver til film.
Hans forventning er, at det vil give bedre arbejdsvilkår, bedre økonomi – og måske også bedre stykker?!
Jesper B. Karlsens egen synlighed i børneteaterdramatikken fejler nu ikke noget, men der er også andre ord på vej: Han har netop modtaget et legat på 75.000 kroner fra Kunstrådets Dramatikerpulje til arbejdsfred med at skrive stykket ‘Lækkerland’, der skal blive til et voksenteaterstykke helt efter Karlsens eget hoved.
Men er der overhovedet noget, som man ikke også kan skrive om til børn?
»Som udgangspunkt: Nej. Hvis teksten/historien/forestillingen formidles tilstrækkeligt kompetent og nænsomt med hensyn til målgruppens udviklingstrin og begrebsverden, kan (og skal) kunsten for børn tale om alle emner. Dog vil jeg sætte spørgsmålstegn ved det formålstjenlige i at fremstille eksplicit sex og vold for mindre børn; det skal have og være i deres interesse. Men ansvaret er stort, og jeg føler det kun vokse efterhånden, som jeg bliver mere erfaren og i øvrigt selv har fået barn,« slutter den flittige dramatiker.
