For meget voksne mennesker

'Remembrance' (erindring el. minde, red.) er en slags cabaret, der hylder de faldne, britiske soldater fra Første Verdenskrig. Musikken er sparsom og scenografien en skærm med skiftende fotos og plakater fra 1914-18.

De skaber en flot baggrund til fire modne sortklædte skuespillere, der som solister ved en koncert står foran hver sin mikrofon. Billederne bidrager også som et illustrativt supplement til de velvalgte, stærke og smukke tekster, der udgør forestillingen. 

Den spilles på engelsk, og det vil gøre det svært for nogle at få det hele med. Men skuespillerne er superdygtige og omhyggelige både med udtale og ledsagende forklaringer på, hvad det er, man hører. De mange ord er alle sammen autentiske og gengives med indlevelse og en troværdighed, som den slags kan give.

Derimod er det minimalt, hvad 'Remembrance' har at byde på af dramatisk og scenisk udfoldelse.  

Skuespillerne viser momentvis, at de sagtens kan agere og synger særdeles godt. Men de har ingen roller at spille.

Det er en skam, for det kunne have gjort det lettere og langt mere spændende  at opleve den verden og virkelighed, som teksterne afspejler. De handler mest om de faldne soldater, mens de endnu er i live eller har overlevet rædslerne. Men vi ser dem ikke, hører dem kun reciteret, og i længden er det for lidt.

Forkert målgruppe

Avisoverskifter, dagbogscitater og fædrelandssange er med til at fortælle, hvorfor en hel generation af unge mænd var, hvor de var og gjorde, hvad de gjorde. For tusinder af dem med livet som indsats.

Vi hører om krigens nye forfærdelige våben, giftgassen, om beruselsen ved kampen og håbet om stadig at være i live i morgen. Skyttegravenes mudder, rotter og dødsangst og de hjerteskærende kærlighedsbreve. Det hele er med i denne første 'rigtige' verdenskrig.

Forestillingen har en herlig britisk ironisk humor ikke mindst i forhold til den begejstrede fædrelandskærlighed i begyndelsen af krigen. Valget var nemt  - eller der var ikke noget, for 'Rigtige mænd melder sig som soldater og helst med et smil', som det lyder i en af sangene.

Senere kommer desillusionen ved at gennemskue statens propaganda og så kravet'Send vores drenge hjem'. Til sidst  kommer også den bittersøde fred.

Men at gå så meget fejl af målgruppe og genre, når man tilmed hedder 'Teater hvorfor ikke' må nødvendigvis trække ned i vurderingen af 'Remembrance'.

Så det, der er en fin - primært litterær - oplevelse for meget voksne mennesker, er stærkt problematisk som teatertilbud til 14-årige. Disse storforbrugere af streamingtjenester, computerspil og sociale medier har ikke meget at identificere sig med ud over billederne på skærmen.