Hun står helt rank i baggrunden i en lang farverig blomstret kjole og stønner ind i en mikrofon, mens hun med uomtvistelig autoritet ryster koppen stadigt mere dirrende. Katrine Faber udstråler råstyrke, stemmepower og scenenærvær.
Luften omkring hende emmer af det, alt imens en blanding af undren, forlegenhed, tiltrækning og provokation breder sig blandt den meget etnisk sammensatte ungdom, jeg så forestillingen sammen med. Den stærke sanselighed, hvormed Faber åbner ‘Bardo’, prikker og pirrer åbenlyst de unge med et uudsagt: ‘Hvad har hun gang i?!’.
At ‘Bardo’ (som betyder mellemrum på tibetansk) er en indholdsmæssig sammensat og formmæssig multikrydret ret, finder vi hurtigt ud af. Ingredienserne er alt fra folkeeventyrfortælling, dukkespil og cellomusik til avanceret stemmebrug og ekspressive flamencotrin.
Heriblandt altså også lyde, som ligger tæt op af de seksuelt intime og behagelige. Men som klart er udtryk for noget helt andet: En ung piges panik over at være faret vild.
»Er der nogen sinde nogen af jer, der har prøvet at fare vild i en stor mørk skov?« er da også Fabers første replik. Publikum tøver. »I byen da?« forsøger hun videre. »I gader, hvor du aldrig har været før? På kontorer? Hospitaler?«
Nu er der ‘bid’. Genkendelse. Accept. Og vejen er banet for den næste overraskelse: Faber kaster sig ned på ryggen på en slagbænk, som står midt på scenen dækket af et kæmpetæppe af samme blomstrede stof som hendes kjole.
Et askepoteventyr
Her er hun først den otte-årige pige, som bliver sat af bilen ude i en stor skov, fordi hun ikke lystrer sine forældre. Og snart efter fortælleren som fisker en lille dukke op og fortæller eventyret om Vasilisa, som mister sin mor og får en ond stedmor og to onde stedsøstre. En pige som ville være gået til grunde, hvis ikke moren lige inden hun døde havde skænket hende en lille magisk dukke.
Det er Vasilisas Askepot-historie, Teater Viva fortæller. Med særegen sang, ‘nærgående’ lyde, ekspressive flamencotrin, og eventyrfortælling foldes folkeeventyret ud. Op og ned og hen over slagbænken. Bagud til mikrofonen. Og frem mod publikum til en opstats, hvor lyde frembringes med slag på en morter.
Paradokser
‘Bardo’, som bl.a. er inspireret af et russisk eventyr og af den tibetanske dødebog, fejler intet som eventyr. Her er menneskeædende hekse, magiske ting, galoperende heste, farlige udfordringer, og prinser, som venter giftelystne i kulissen. Der er kræset for detaljer i en instruktion ‘med kant’. Og Faber har de sceniske evner som skal til at løfte en monolog.
Problemet er bare, at der i forhold til det teenagepublikum, jeg så forestillingen med, synes at være en for
stor kløft mellem deres virkelighedsverden og eventyrets. Eventyrets form synes mere designet til lidt yngre børn. Samtidig med at eventyret paradoksalt nok har en kompleksitet og formidler en almengyldig historie om ensomhed, lidelse og lykke som går på tværs af aldersgrænser.
Hertil kommer at ‘Bardo’ synes at have det problem, at der hersker uklarhed om, hvornår forestillingen er slut.
