DEBAT
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018
Det gamle marsvin (th) i Teater Refleksions ’Farvel Hr. Muffin’ har været vidt omkring i verden sammen med forestillingens eneste medvirkende, Claus Mandøe – der her ses med en ivrig tilskuer, Jasmin (midten), efter en forestilling i London i januar. Forestillingen for de mindre børn handler om alderssvækkelse og død, og det førte efterfølgende til en lang snak med lederen af Polka Theatre, Jonathan Lloyds (tv) om, hvad man kan tillade sig at spille i britisk børneteater. Foto: Polka Theatre, Mette Windberg Baarup og Jan Rüsz

Et marsvin med en mission

10-02-2012
Må marsvin godt dø? Må børn godt være i krig? Og hvad hvis det hele bare er noget, vi leger? Noget om håndtering af tabuer i britisk børneteater i kølvandet på et gæstespil i London af Teater Refleksions vidtberejste Mr. Muffin...
Af: Mette Windberg Baarup
FAKTA

- Diskussioner om tabu-belagte emner i børneteater-regi foregår løbende blandt børneteaterfolk både i Danmark og resten af verden, og det har bl.a. foranlediget ASSITEJ - den internationale organisation for formidling og organisering af børneteater – til at tage emnet op i en række workshops.

- Således afholdes næste ’Taboo’-workshop faktisk i Danmark fra 28. maj – 1. juni 2012 på Odsherred Teatercenter med deltagelse af ca. 25 deltagere fra bl.a. de nordiske lande, Serbien, Spanien og Latinamerika. Workshopledere er Vígdís Jakobsdottír fra Island, Jorge Padin fra Spanien og Dirck Backer fra Danmark. 

- Der er tale om fem dages international workshop for scenekunstnere med fokus på hvordan, man skaber teater for børn og unge over tabubelagte emner.

- Workshoppen følger op på tidligere afholdte TABOO-workshops i internationalt ASSITEJ regi - denne gang med det mål at sætte et nordisk og europæisk fokus på arbejdet, samt at give danske og europæiske børneteaterfolk mulighed for at få del i erfaringer fra det hidtidige arbejde. 

- Udgangspunktet er, at der i et samfunds tabuer ofte gemmer sig vigtige, smertefulde og vanskeligt håndterbare oplevelser, som det er centralt for teatret at finde veje til at behandle. 

»Det er helt afgørende at vi taler med vores børn. At vi hører deres historier, deres stemmer og deres meninger, og at vi giver dem vores scene som platform.«

Ordene er Jonathan Lloyds, og de falder en eftermiddag sidst i januar i en legetøjs-togvogn på Polka Theatre i Wimbledon – forstad i det sydøstlige London - hvor Jonathan er kunstnerisk leder. Og hvor ungerne myldrer rundt også uden for forestillingstid. Der er en cafe, en have og en masse mulighed for bare at være der og lege før og efter forestillingen, og det lader til, at folk benytter sig rigtig meget af det.

Grunden til min visit i Wimbledon er, at London nogle dage tidligere har haft besøg af en af dansk børneteaters mest populære skikkelser – Teater Refleksions ’Farvel Hr. Muffin’ havde pakket sin gyngestol og sin postkasse og var rejst den lange vej til Southbank Centre i det centrale London.

Hr. Muffin er et yderst berejst marsvin. Siden 2005 har han besøgt børn i det meste af verden, og lært dem, at døden er en naturlig del af livet – og særligt når man har haft så mange dejlige oplevelser i sit liv som Hr. Muffin har, så er der intet at være bange for.

Forståelse for et svært emne

Jeg fik mulighed for at møde Hr. Muffin og hans mennesker en fredag kl. 13. Desværre var der ingen skoleklasser, der havde meldt deres ankomst til denne forestilling, så publikum bestod af nogle håndfulde voksne og 6-8 børn.

Særligt én pige, Jasmine på 6 ½ (det halve var vist vigtigt at få med) var meget snakkesalig efter forestillingen, og hun fortalte med stor indlevelse skuespilleren Claus Mandøe om sin bille, der døde – ja, hun mente i hvert fald, at det var en bille, moderen mente at det eventuelt kunne have været en træorm, men det er jo sagen fuldstændig uvedkommende.

Det vigtige er, at Hr. Muffin endnu en gang fik bevist, at han kan noget ganske særligt – han kan få voksne mennesker til at græde som pisket og små børn til at forstå et af livets svære emner. Mens Jasmine og de andre børn fik kigget nærmere på Hr. Muffin og hans lille verden, hørte jeg en af mødrene sige, at det var dejligt med en forestilling, der sætter ord og følelser på døden.

»Her i England anses det for upassende at tage børn med til en begravelse, så det er svært at få hul på emnet,« sagde hun.

Og det er jo ikke kun døden, der er svær at tage fat på mellem madpakker og legeaftaler – der er krig, der er hungersnød, der er racisme, der er kriminalitet – ja, der er næsten ingen ende på listen.

Heldigvis viser togvognen i Wimbledon sig at være det helt rigtige sted, hvis man vil vide mere om håndteringen af tabuer i engelsk børneteater. Og det vil jeg.

Nøgne mennesker på scenen?

Jonathan lægger stærkt ud med en historie om en børneteaterforestilling fra 2006:

»Det var en forestilling, som hed ’Snopp & Snippa’. Den handlede om en dreng og en pige, og de havde kostumer på, som gjorde, at de så nøgne ud – men det var meget uskyldigt, den handlede om venskab. Og der havde så været en skoleklasse inde at se forestillingen og et af børnene havde, naturligt nok, fortalt om forestillingen derhjemme: Vi var i teatret med skolen i dag og der var nøgne mennesker på scenen! Forældrene ringede straks til skolen og klagede, og skolen reagerede ved at aflyse en anden klasses tur til samme forestilling dagen efter – uden egentlig at vide særlig meget om hvad der var sket.«

Historien viser med al tydelighed, at det ikke kun er død og elendighed, der er svære emner i forhold til børn – også nøgenhed og seksualitet hører til i den kategori. I hvert fald i England.

For interessant nok kom ’Snopp & Snippa’ fra Sverige og var i London i forbindelse med en festival for svensk børneteater.

De høflige og hensynsfulde englændere

Mens jeg sidder og overvejer, om forestillingen mon kunne have udløst en lignende situation i Danmark, kommer Jonathan mig i forkøbet:

»Jeg tror at vi på nogle områder er lidt bagud her i Storbritannien, særligt i forhold til Danmark og Sverige.«

Det skal dog hurtigt vise sig, at der ikke så meget er tale om at være bagud, men mere om at være høflige og hensynsfulde – som englændere nu en gang er kendt for at være.

Et andet element, som er vigtigt at tage med fra historien om ’Snopp & Snippa’, er, at man som lærer ofte står i en lidt svær situation.

»Nogle lærere har en rigtig god dialog med deres skoleleder og med forældrene, men en gang i mellem sker der det, at der er en form for censur – selvom der ikke er et konkret problem, så foregriber de problemerne,« fortsætter Jonathan.

»Lærerne er ofte bekymrede for at få klager fra forældrene, fordi det kan udvikle sig til et stort problem for skolen.«

Og folkene bag ’Farvel Hr. Muffin’ har haft lignende oplevelser:

»Hvis vi oplever, at der er voksne, der lukker i over for forestillingen og emnet, så er det som regel lærere, fordi de ikke står med deres egne børn, men i stedet har ansvar for andre folks børn,« fortalte Claus Mandøe efter forestillingen på Southbank Centre.

Dialog med publikum er det essentielle

Det bliver meget tydeligt i min samtale med Jonathan, at det for ham og for Polka Theatre er essentielt at finde den rigtige fordeling af prioriteter: På den ene side er det vigtigt at tage fat i emner, som er interessante og relevante for børn, men samtidig er det ikke børnene selv, der køber billetter til forestillingerne - det er deres forældre eller deres lærere og skoleledere.

Så der er mange niveauer, der skal være tilfredse, for at en forestilling kan lykkes 100 procent. For at undgå prekære situationer har Polka Theatre en meget klar politik om at informere så meget som muligt forud for en forestilling.

»Generelt mener jeg, at det ikke så meget er selve emnet, der er vigtigt, men mere hvordan man omgås det. Det er essentielt at have en dialog med sit publikum, og hvis man har en forestilling om et svært emne, så er det vigtigt, at man f.eks. giver udtryk for det i sit PR-materiale, sådan at forældre og lærere har en mulighed for at sige fra. På den måde opbygger de også tillid til os som teater. Samtidig er det utroligt vigtigt ikke at undervurdere børns evne til at forstå den verden, de lever i. Så hvis man tager den rigtige indfaldsvinkel, kan man sagtens være lidt dristig, hvad emnerne angår,« siger Jonathan.

Lærere og skole skal involveres

En anden måde at undgå problemer på er at have lærerne og skolen involveret fra starten.

Polka Theatre er en del af Playhouse-projektet, som er et samarbejde mellem Plymouth Theatre Royal, Dundee Repertory Theatre, York Theatre Royal og Polka Theatre. Hvert år bestiller disse teatre en række værker, skrevet specielt til at blive opført af børn mellem 8 og 11 år. Seks forskellige skoler fra hvert område inviteres til at være en del af projektet, og det sættes i gang ved, at de ansvarlige lærere sætter sig sammen med de seks professionelle dramatikere og arbejder med teksterne. På den måde forberedes lærerne på deres rolle som instruktører, samtidig med at der er mulighed for at diskutere værkernes emner internt, såvel som med andre lærere og forældre.

Det er dog ikke altid at processen går lige nemt:

»Vi har haft nogle situationer, hvor en klasse var begyndt at arbejde på et stykke, men skolen trak sig ud af det. I et af tilfældene fandt teaterstykket sted under Irak-krigen, det handler om en gruppe børn som bryder ind i Bagdads zoologiske have. Haven er blevet ødelagt af krigshandlinger, og børnene hjælper med at redde nogle af dyrene. Krig er selvfølgelig et svært emne, men historien og karaktererne var fantastiske, og der var skønne roller til børnene. Men læreren havde åbenbart ikke forklaret projektet særlig godt for skolelederen, og da de var omkring halvvejs i arbejdet, var der vist en forælder, som læste manuskriptet og blev ganske chokeret over, at deres 10-årige barn var med i et teaterstykke om Irak-krigen, og så besluttede skolelederen straks at aflyse hele projektet.«     

Børn er robuste

Et af de helt centrale punkter lader til at være forskellen mellem, hvad mange voksne mener, at deres børn kan håndtere – og hvor mange ting børnene rent faktisk er i stand til at forstå, når de får lov til det.

»Børn er ofte langt mere robuste, end voksne tror. De er gode til at tage ting til sig og bearbejde dem, og vi oplever hyppigt, at voksne undervurderer børnenes evne til at håndtere følelsesmæssigt komplicerede emner,« fortæller Jonathan.

»Vi havde et teaterstykke her for cirka seks år siden, som hed ’Child of the Divide’, det handlede om konflikten mellem Indien og Pakistan og om en ung dreng’ som var fanget i denne konflikt.

I en af de skoleklasser, der kom og så stykket, var der en stor andel af flygtningebørn fra Somalia, og de kom ud fra teatersalen og sagde: ’Den historie forstod vi godt’. Så for dem var det en meget positiv oplevelse som hjalp dem til at forstå deres egen baggrund og gav dem en mulighed for at tale om det.«

’Vi er måske bare mere forsigtige’

Den brogede blanding af nationaliteter og kulturer som er blevet hverdag på skoler i såvel London som København er en vigtig pointe i denne sammenhæng. Hertil siger Purni Morell, som er kunstnerisk leder af Unicorn Theatre, et stationært børneteater som ligger i London-bydelen Southwark, via e-mail:

»Det er mit indtryk, at englændere generelt har sværere ved at tale med børn om vanskelige emner end danskere har – i hvert fald på scenen. Men det er ikke, fordi vi er bange for disse emner herovre, vi er måske bare mere forsigtige, hvad konteksten angår. For eksempel består en stor del af vores publikum af skoleklasser, som kommer i teatret sammen med deres lærere, og jeg tror, at det ofte er sværere for lærerne at tale med børnene om disse emner, end det er for forældrene selv, særligt i en by som London hvor der er så mange forskellige kulturelle baggrunde.« 

Svære emner i børnehøjde

Der er efterhånden kommet godt gang i den rundt om togvognen – Jonathan er tydeligvis meget vant til det, og lader sig ikke forstyrre af utilfredse babyer og nysgerrige børn, der prøver at kravle ind til os, fordi de synes, at vi ser spændende ud. Jeg skeler nervøst til min diktafon. Den har endnu aldrig svigtet mig, men jeg laver en mental note om at google støjreduktion, når jeg kommer hjem.

Jonathan fortsætter uanfægtet:

»Børn ved jo godt, at der er ting i verden, som de voksne helst ikke vil have, at de ved noget om, og det gør dem selvfølgelig meget mere interessante for børnene – og hvad gør man så, når man skal fortælle en historie til børn? Ignorerer man de ting, som de ikke skal vide noget om, lader som om de ikke findes, eller finder man en måde, hvorpå man kan få de svære emner ned i børnehøjde, sådan at de ikke bliver overvældet af dem? Mange gode historier handler jo netop om de svære emner i livet. Det gør også en kæmpe forskel, hvis en svær historie fortælles gennem en karakter, som er sympatisk og som leder børnene ind i det svære emne på en god måde. Det får dem til at føle sig sikre, og det får dem til at høre efter.«

Optøjer i London bliver til børneteaterforestilling

Som bekendt blev London ramt af voldsomme uroligheder i august sidste år. Et faktum, der var svært at overse, hvis man trådte ud på gaden eller blot kiggede ud gennem sine vinduer i de ramte bydele.

Det førte naturligt nok til mange spørgsmål fra foruroligede børn – og hvordan håndterer man lige den? På samme tidspunkt var man på Polka Theatre i gang med prøver på en forestilling om Martin Luther King, som skulle have premiere i oktober. Og lige pludselig stod man med en ny version af spørgsmålet om de svære emner – for hvad gør man, når det ikke er begivenheder i et andet land, eller en krig som sluttede for mange årtier siden, som er emnet for børnenes spørgsmål? Hvad gør man, hvis det, der foruroliger dem, foregår lige uden for deres gadedør og de selv eller deres venner er ramt af det?

»Stykket handler om en dreng, som bor i London og som får mulighed for at gå tilbage i tiden og møde Martin Luther Kings datter. På den måde lærer, han hvem Martin Luther King var og hvad han stod for. Fordi stykket til dels spiller i nutidens London, besluttede vi at inkludere optøjerne – drengen taler om, at der ikke er nogen der protesterer i England, sammenlignet med USA hvor folk protesterer hele tiden. Pigen har fundet ud af nogle ting om fremtiden, bl.a. om urolighederne i London, og siger så: Hvad med det her? Efterfølgende var der rigtig mange lærere, som sagde, at de var glade for, at vi havde inkluderet det i stykket, fordi det gav dem en mulighed for at diskutere med børnene, hvorvidt optøjerne var en form for protest, eller om det bare var kriminalitet. Og som resultat har vi faktisk bestilt et værk om ’the London riots’, som får premiere til efteråret.«            

Udfordring med vrede forældre

Det er naturligvis umuligt at forudse, hvordan publikum ­- voksne såvel som børn - vil reagere på en given forestilling. Ofte opstår problemerne der, hvor man mindst venter dem – og lige pludselig kan et helt uskyldigt eventyr give anledning til stor diskussion:

»Vi oplever en gang imellem, at forældre har en meget klar ide om, hvad de mener, at barndom er, og hvad den bør indeholde – ikke hvad barndom helt reelt er for en størrelse, men hvad de mener at den bør være,« fortæller Jonathan.

»Vi lavede en opsætning af ’Guldlok og de tre bjørne’, og den var faktisk ikke særlig kontroversiel, vi prøvede bare at gøre noget nyt og spændende ved den – og det er da unægtelig interessant, at de tre bjørne bor i et hus – så vi besluttede, at Guldlok skulle være et barn af skoven, og at alting i bjørnenes hus skulle være underligt for hende, f.eks. vidste hun ikke, hvordan man bruger en ske. Og det var der en mor, der blev meget vred over. Jeg sad på mit kontor, og pludselig ringede billetkontoret og sagde, at jeg blev nødt til at komme ned og tale med den her kvinde, fordi hun var yderst utilfreds. Hun sagde til mig, at hun syntes, at stykket var for mørkt, at det var forstyrrende, og at teater for børn skulle være en lys, glad og positiv oplevelse. Men hvis du kigger på mange af de klassiske eventyr, så er historierne ofte meget dystre, men der er altid en følelse af, at barnet kommer helskindet igennem og er blevet stærkere gennem sine oplevelser. For selvfølgelig vil man gerne skabe et sikkert og rart univers for sine børn, men man bliver også nødt til at håndtere alle tingene ude i skoven – man kan jo ikke bare lade som om de ikke er der. Og det er udfordringen.«

Bandeord er bandlyst

Hvad er så konklusionen efter en formiddag med Mr. Muffin, en eftermiddag i Wimbledon og nogle e-mails til Unicorn Theatre i Southwark? Konklusionen må være, at der vist ikke er særlig mange tabuer i engelsk børneteater – og dem der er, de er ganske uskyldige. Bandeord, for eksempel. Dem var der også nogle af i forestillingen om Snopp & Snippa, og det mener Jonathan, at han ville få svært ved at slippe af sted med.

Men det er sådan set også helt i orden. En af børneteaters fornemste opgaver er at lære børn i alle aldre at forstå den verden, de lever i – krig og elendighed er svære koncepter at gennemskue, næsten lige meget hvor gammel man er. Bandeordene, dem skal de nok lære før eller senere. Så hvis almindelig engelsk høflighed holder dem væk fra scenen, er det helt fint med mig. For så længe der produceres teater, som hjælper børn til at forstå livets mørkere sider, så kan vi sagtens klare os uden bandeord på de skrå brædder.

Og Hr. Muffin? Han skal være hjerteligt velkommen i Wimbledon! Lyder det fra Polka Theatres leder.

 

Mette Windberg Baarup er cand. mag. i dansk og kulturformidling, har arbejdet som producer af danseforestillinger og har tidligere skrevet artikler om danseteater for børn for børneteateravisen.dk Hun er p.t. bosat i London, hvor hun bl.a. arbejder som repræsentant for forskellige danske dansekompagnier.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Et marsvin med en mission
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

14-05-2017
 

09-05-2017
 

03-05-2017
 

27-04-2017
 

22-04-2017
 

20-04-2017
 

18-04-2017
 

12-04-2017
 

06-04-2017
 

31-03-2017
 

28-03-2017
 

24-03-2017
 

20-03-2017
 

15-03-2017
 

10-03-2017
 

05-03-2017
 

01-03-2017
 

22-02-2017
 

17-02-2017
 

10-02-2017
 

06-02-2017
 

02-02-2017
 

27-01-2017
 

22-01-2017
 

13-01-2017
 

09-01-2017
 

05-01-2017
 

01-01-2017
 

22-12-2016
 

16-12-2016
 

09-12-2016
 

05-12-2016
 

30-11-2016
 

25-11-2016
 

21-11-2016
 

16-11-2016
 

10-11-2016
 

04-11-2016
 

31-10-2016
 

26-10-2016
 

Flere anmeldelser