Af: Randi K. Pedersen

4. februar 2023

Et mægtigt computerbrag

'Data Data1.0’ er en forrygende visuel og underholdende oplevelse, der tager sit emne alvorligt.

Hvad skal der til for at skabe en teaterforestilling for børn og unge og resten af familien, der handler om den mest epokegørende opfindelse siden 2. verdenskrig, computeren? Som det første at få ideen, og som det andet og helt afgørende at have modet og viljen til at gennemføre den. Det indebærer evnen til at forme et sammenhængende forløb og en scenisk fantasi, der gør ideen levende og vedkommende.

Fantasterne Ditte Ylva Olsen og Stine Q. Pagh, der udgør Teater Fantast, mestrer det alt sammen, men de gør det ikke alene.

’Data Data 1.0’ er et brag af en forestilling, hvis store gennemslagskraft skyldes et lykkeligt samspil mellem et anseligt antal forskellige kompetencer, der går op i en højere original og meget seværdig enhed. Det lader sig gøre, fordi alle hver på deres felt er imponerende professionelle og opfindsomme.

For dem, der kunne tro noget andet, er forestillingen desuden et strålende eksempel på, hvad det kan kræve af ressourcer at skabe teater for børn og unge, der tager sig enkelt og overskueligt ud. Men hvis kunstneriske udtryk og indholdsmæssige dybde har et kæmpe omfang.

Det hele er med. Fra de menneskelige egenskaber og forudsætninger, der op gennem historien har ført til opfindelser, der har gjort computeren og den digitale tidsalder mulig. Til den voldsomme daglige påvirkning af vores privatliv og ikke mindst som en gennemgribende samfundsforandrende kraft, der nu er en realitet på godt og ondt. For til sidst at præsentere en fremtid med kunstig intelligens og robotter, der både fascinerer og skræmmer, og som allerede er begyndt.

Gejst og spilleglæde

Skuespillerne strutter af gejst og spilleglæde, også når de optræder som drevne medspillende førere af flere varianter af skægge, bredmundede dukker. Nogle af dem har lange slaskeben, andre optræder siddende i samlet trop. Men i alle tilfælde formår Ditte Ylva Olsen og Stine Q. Pagh at give hver enkelt dukke sin karakteristiske stemme og diktion.

Synge kan de også i sangen ”Jeg er så glad for min computer” til en munter melodi. For musik er en af forestillingens fine kvaliteter, og selv om der er knald på tempoet, er det nemt at følge med.

Det sørger den stramt opbyggede struktur og pædagogiske progression i handlingen for uden at kvæle energien og komikken, der løfter oplevelsen. En kernefamilie med far, mor og to børn er det faste holdepunkt og det eneste traditionelle, mens vi drøner gennem de store opfindelsers historie epoke efter epoke. Fornemt guidet af computerens karakteristiske grafiske og sproglige formuleringer i scenografiens digitale udtryk og en tilsvarende digital lydside.

Publikum bliver også klogere på computerens tekniske opbygning og udvikling. Det drejer sig nemlig ikke kun om at fortælle, hvordan det alt sammen begyndte med, at mennesker på ’Level 1’ opfandt tallene og derfra er forsat til Level 2 og så videre. Programmering og koder er en del af det omfangsrige univers i ’Data Data 1.0’, hvor hver ny opfindelse på forhånd afvises med brølende hånlatter af familien som uladsiggørlig. Hvorefter den naturligvis bliver realiseret.

Lyrik eller matematik?

Undervejs skifter familiens medlemmer outfit og sprog, så de matcher epokerne, og de skifter også holdninger. Hvad er vigtigst for mennesker lyrik eller matematik? Mor siger matematik, for far digter, mens hun må tage sig af alt det andet. Så er det godt, at nogen med tiden udvikler alle mulige digitale dimser og apparater, der kan lette hverdagen for en del af verdens befolkninger. Men det er mindre godt, når alle i familien sidder med øjnene på hvis sin digitale enhed og ikke ser eller taler med hinanden.

Så kan man blive ensom, men heldigvis tilbyder computer-assistenten sit venskab som samtalepartner, og så er alt jo godt – eller er det? Hvad med multinationale tech-firmaer, der med deres sociale medier høster og sælger vores data og er blevet ufattelig rige og magtfulde. Men som gør, at vi kan opleve Mark Zuckerberg, Steve Jobs, Tim Cook og Bill Gates på scenen. Godt spundet ind i satire, der går hen over hovedet på en seks-årig, som til gengæld nemt kan identificere sig med familien yngste, der nægter at foretage sig andet end at spille computerspil.

Han er dog ikke nær så modvillig og – bogstavelig talt – selvkørende, som den skinnende hvide timeglas-smækre robot, der foreløbig er sidste trin på den digitale udviklingsstige. Lydløst glidende over scenegulvet er væsenet med de strålende øjne, den metalliske stemme og kunstige intelligens uhyre og uhyggelig bevidst om sin magt.

Det er os mennesker, der har fodret den med de data, den nu benytter sig af for under stor komik at sabotere skuespillernes optræden. Et forsøg på omprogrammering mislykkes, og så er eneste mulighed at trække stikket og slutte spillet.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.