Et (kritisk) samtidsdiagnostisk blik på dansk børneteater

Julie Johanne Kirkegaard kommenterer tendensen til at lave børneteater ud fra folkeskolens læringsmål:

Dette indlæg er skrevet på baggrund af den tendens, der er i dansk børneteater til at imødekomme folkeskolens læringsmål (se Karen Dichs debatindlæg i Politiken d. 27. april), samt overværelsen af ”Rumlerikkerne i Slikbøvsens land” på Aprilfestivalen, der (hvor velspillet og underholdende, den end var) lod til (på allermest kedelige vis) at imødekomme og reproducere det pædagogisk rigtige og politisk korrekte (nemlig det sundhedsregime, som siver i alle hjørner af vores samfund).

Det følgende kan ses som en kommentar til disse, men kan selvfølgelig læses uafhængigt som en art programtekst eller manifest til (fortsat) debat & stillingtagen (se f.eks. også her på portalen Niels Erlings kommentar til 'pjeceforestillinger' og den efterfølgende reaktion).

Bemærk dette: Dansk børneteater må aldrig have til formål at levere undervisning, der opfylder konkrete læringsmål, ej heller have til formål at levere oplevelser, der kan oversættes til opnåelse af kompetencer (som f.eks. at lære os at spise sundt eller mere generelt; udvikle vores menneskelige kompetencer). Dette skyldes den simple grund, at både læringsmålene og kompetencebegrebet kommer af en tænkning, som ikke er tilrådeligt at tilslutte sig, hvis man er et arbejdende teatermenneske, der tager sit fag og sin kunstart alvorligt.

Implementeringen af folkeskolens læringsmål udspringer af en Konkurencestatslogik, hvor det vigtigste er, at folkeskolen lærer eleverne så meget som muligt, så effektivt som muligt, sådan at eleverne kan indtræde i Det Store Samfundshjul og bidrage til (fortsat) Økonomisk Vækst. Kompetencebegrebet er et begreb, vi har arvet fra Human Ressource. Det er omdiskuteret og efterhånden temmelig udvandet, og selv om mange har gjort begrebet til deres eget og bruger det, som de finder bedst, repræsenterer det i sit udgangspunkt et menneskesyn, der søger at optimere et menneskets (barnets) personlige ressourcer til gavn for en (fremtidig) arbejdsplads.

Udover at forlove dansk børneteater med denne logik og dette menneskesyn (som jeg ikke kender et eneste teatermennesker, der billiger) er faren to ting: 1. Faren ved at reducere teatret til en art instrumentel læringsteknologi, der i sig selv kun har sin berettigelse, fordi det tjener et andet og større formål (nemlig optimeringen af barnet på alle leder og kanter, således at der på længere sigt kommer mest mulig samfundsøkonomi ud af barnet) 2. Faren ved, at dansk børneteater ikke længere sprænger rammer og grænser indholdsmæssigt, men kun reproducerer selvfølgeligheder uden at forholde sig kritisk og sætte spørgsmålstegn.

Teater er (stadig) en kunstart og teaterkunst er formålet i sig selv. Kunst sætter spørgsmålstegn ved, hvad der for det enkelte menneske opleves som det givne, kunst giver nye perspektiver på vores vanthed, og kunst er (ofte) politisk.

Vi går ikke i teatret med det formål at lære og vi går ikke i teatret med det formål at styrke og udvikle vores kompetencer. Vi går i teatret for at opleve i håbet om og troen på, at denne oplevelse vil berige os som det hele menneske, vi nu engang er, dér, hvor vi hver især står i livet med al dens lykke og gru.

Det er en eksistentiel begivenhed, der (med en tanke hentet fra Heidegger) udvider (eller indskrænker) vores væren-i-verden. Det er derfor, at dansk børneteater har sin berettigelse – som kunstart og ikke som et art didaktisk læringsredskab tilpasset folkeskolens læringsmål eller en kompetencelogik.

Dette er dansk børneteaters vigtigste force og dens eksistensberettigelse – og (ind)ser dansk børneteater ikke dette, forråder vi teatret som kunstart (og egne idealer?), svigter vores publikum og sælger det klassiske dannelseideal til Monsterkapitalen.

Julie Johanne Kirkegaard er dramatiker og BA i uddannelsesvidenskab