Et hus med åbne arme

En forestilling i Riddersalen begynder altid ved ankomsten. Det dunkle, eksotiske interiør med sjove kroge og skæve vinkler er i sig selv et eventyr, der stemmer sindet til teater.

Det bliver endnu bedre, når Ragnhild Kaasgaard kommer sejlende: 'Jeg har pyntet mig lidt', siger hun, og det tør siges. Der er strut i kjolen og guld på skoene og den enorme håropsætning er pyntet med blinkende kugler.

En af dem kan trækkes ud som radioantenne, men det mest spændende er Ragnhilds lommer. En for en fisker hun bittesmå ting og sager op og giver dem et par ord med på vejen. Til sammen bliver det til et visuelt resumé af den fornøjelige teaterforestilling, der venter børnene, når dørene til 'Åbent Hus' bliver smækket op.

Derinde venter det, der tit er en mangel i småbørnsteatret: En sammenhængende fortælling, der giver Ragnhilds mange gøremål retning og mening.

Det er egentlig ret enkelt. Hunden Hunni – med det navn må den være fra Fyn – er pludselig pist borte. Den nuttede slaskeørede dukkevovse har lige vist, hvor dygtig den er til at lystre og til at gøre gymnastik. Men nu kommer den ikke, når Ragnhild kalder. og selv om der er hundepote-pletter overalt i det store, sorte og flotte hus, er hunden ikke til at finde. Til gengæld trækker hendes og dukkevennen Hans' søgen efter Hunni hele historien.

Nærvær med swing og swung

Vovsen dukker nemlig først op igen til allersidst. Hvor og hvordan skal ikke røbes, men stærkt imod naturens orden overlever den. I mellemtiden giver det god mening, når Ragnhild lukker lågen op til køkkenet i stueetagen for at lave Hunnis yndlingsret, æggekage med kødben. Høne-Betty på taget leverer et flot malet æg, og kødbenet arriverer fra øverste etage via en skøn, kranlignende indretning. Det vil selvfølgelig få hunden til at komme susende.

Det forklarer Ragnhild med tydelig adresse til de små tilskuere, mens hun travlt vimser rundt. Men der kommer ingen hund, og man begynder at ane frygten for, at der er sket noget slemt.

Tilskuerne labber med stor opmærksom dramaet i sig, efterhånden som Ragnhild Kaasgaard med åbne arme, nærvær og stor energi folder historien ud. Godt hjulpet af den overskuelige scenografis finurlige detaljer og af dukkeføreren og musikken.

Den er knaldgod – klassisk i stilen, men med masser af swing og swung, når klaveret suppleres med bas og percussion.    

Trods kvaliteten får musikken dog heller ikke Hunni til at dukke op. Ranghild gør sig ellers stor og komisk umage med at spille netop den musik, som hunden holder allermest af. Flere andre ting bliver forsøgt, men intet virker, og trods diverse forslag fra publikum løber Ragnhild tør for idéer. Det optimistiske ansigtsudtryk skifter og blive modløst. Stemningen begynder også at føles lidt trykket.

Men før nogen brister i gråd, kommer Ragnhild heldigvis i tanke om, hvor hun og dukke Hans ikke har ledt efter deres firbenede ven. Pyha, alle ånder lettet op. For selv om vovsen kun er en dukke, så kan levende teater godt give lidt krisesved på panden.