Et herligt æggeepos

Titlen er sjov. At kalde en forestilling 'Ib er et æg' suger i sig selv opmærksomhed til sig. Godt det samme. For Teater Blooms forestilling for de tre- til syv-årige er en herlig, varm og klog forestilling.

Rent faktisk har teatret opkaldt 'Ib er et æg' efter Lisa Aisatos billedbog, som forestillingen er en dramatisering af. Bogen, som i øvrigt blev nomineret til den norske Kritikerpris for bedste børne- og ungdomsbog i 2010, handler om drengen Ib, hvis hoved er et æg.

Sådan føler Ib det i al fald selv. Ib er konstant bange for, at hans hoved skal gå itu. Blive smadret i en fodboldkamp. Ramt af grankogler i skoven. Eller på anden vis blive knust. Hans mor bakker desværre hans angst kraftigt op. Så hver morgen beskytter Ib sit skrøbelige æggehoved med flere huer ovenpå hinanden og dertil en stødskærmende paraply.

Og ikke nok med det. Af frygt for hvad der ville kunne ske afholder Ib sig fra gymnastiktimerne, fra leg i skolegangen og fra andet samvær med andre. Han holder sig trist inde i frikvartererne. Fordi hans mor siger, han skal, og for en sikkerheds skyld. Men pludselig en dag dukker pigen Sif op. Hun er legelysten og ikke bange for noget som helst. Udklædt som humlebi får hun med sin ubekymrede tilgang til livet jaget Ibs angst væk.

De skal lige begge arbejde lidt på sagen. Men til slut kan Ib kaste både paraply og beskyttende huer fra sig.

Smittende smil

Har man én gang oplevet Luna Christensen og Niels Erling spille teater, vil man straks kunne lugte, at her er et forlæg, som er det rene guf. I forgængerforestillingen 'Christian Særling' demonstrer de to performere med al tydelighed, at det at smitte publikum med glæde og gejst er en af deres store forcer. Deres blotte tilstedeværelse i et rum, deres øjnes spil, og frem for alt deres smittende smil, er noget af en gave. Man kan ganske enkelt ikke udgå at blive glad.

De glædestangenter trykker Christensen og Erling kyndigt atter på i 'Ib er et æg'. Og forestillingen lykkes også og bliver så dejligt naiv en sag, fordi Lene Marie Gotholdt som iscenesætter og Line Hvass som scenograf har valgt en form, som understøtter det glade, det positivt banale og det nænsomhedsfyldte. Og fordi den valgte musikside understøtter stemningerne så fint med lystig musik på klaver, violin m.m.

Christensen åbner forestillingen med at tage et helt almindeligt hønseæg op af en æggebakke og danse blidt med det, før hun ifører det tre små huer. Derpå rejser Erling, som imens har ligget fladt ned på ryggen, sig op. Ved siden af ham ligger i en velorganiseret stribe tre huer på række og en dertilhørende paraply. Allerede her pibler humoren frem. I den måde hvorpå Erling flytter sit hoved fra side til side med agtpågivende øjne for at slutte ritualet af med et lille smil indikerende et: 'Yes, hovedet fungerer og sidder stadig fast!'.

Senere når Christensen dukker op i skoven i rollen som Sif, der har klædt sig ud som en humlebi, gentager en tilsvarende herlig naiv mimik og gestik sig. Sif viser stolt Ib (og os) sine brede gule og sorte mavestriber, sin spidse vrikkende brod, sine blafrende vinger og sine lange følehorn.

Langsomhedens finesser

Det er en central del af forestillingens form at give sig god tid, og det fungerer. Et andet eksempel på langsomtempoets finesser er den måde hvorpå de levende billeder på bagvæggen skifter. Det sker ikke ved teknisk automatik, men ved at vi ser en hånd glide ind og nænsomt folde det foregående oven i købet stofapplikerede billede sammen og give plads til det næste.

Billederne her er også sat sammen som en inspirerende og meningsgivende - nogen gange konkret, andre gange abstrakt - frise over det, som sker for Ib. Fx en lille billedserie, hvor jord drysses ned for tilslut at fylde det meste af billedet. En hånd sår blomsterløg og strøer stjerneanis og Pinocchiokugler ud over den jord, hvor en lille paraply til slut skyder op.

Nu skal man ikke tro at alt er blødhed og smil i denne forestilling. I en ganske ekspressiv og dramatisk scene forløses Ib for sin angst. Sif og alt det, hun står for hærder (hårdkoger) Ibs hoved. Ib kaster paraply og huer fra sig, ryster som et espeløv, falder brat omkuld, og tror han er død. Men han er tværtimod reddet.

Ib få givet Sif sin gave – et kæmpestort glas honning – for 'bier tiltrækkes af honning' har han lige hørt i nyhederne. Sif giver Ib mod til at turde leve uden alskens udfoldelseshæmmende beskyttelsesforanstaltninger.

Med skælmsk humor, uhøjtidelig jordnærhed, lystig musik og to performere som forstår at smitte med deres energi, får Teater Bloom på den vis gennemspillet en ikke-prangende, enkel og fin fortolkning af den norske billedbog.