Af: Carsten Jensen

10. juni 2021

Et ganske særligt jubilæum

Aprilfestival 2021 i Holbæk, der afvikles fra 16.-22. juni, bliver nummer 50 i rækken af store teaterfestivaler for børn og unge siden starten i 1971. Der kommer 120 teatre med 170 forskellige forestillinger og der er som altid gratis adgang til dem alle. Og store forventninger til endelig at kunne spille teater for formidlerne og de lokale børn og deres voksne. Men årets festival afvikles som alt andet i skyggen af pandemi og restriktioner.

Nu er der mindre end en uge til starten på Aprilfestival 2021, og Bob Katzenelson byder med sin glade illustration den forsinkede festival velkommen. Det samme gør teaterfolk, formidlere, de lokale børn og deres voksne og en masse andre. 

NU er det altså tid til teater i hobetal for små og store i Holbæk Kommune. NU kan teatrene mødes til den alt for længe udsatte faglige familieskovtur. NU kan landets formidlere valfarte til den store messe for at se turneteatrenes repertoire an i live-udgave. NU kan Holbæk glæde sig over, at det hele to gange udskudte værtsskab for verdens største teaterfestival bliver til noget. NU kan børn og deres voksne i det nordvestsjællandske i en saliggørende uge se frem til mødet med over 120 teatre og deres kunst – i lukkede forestillinger på skoler og institutioner og i det altfavnende offentlige weekendprogram, hvor Holbæk By fremstår som én stor teaterscene.

Mange forholdsregler 

Men det holdt hårdt. Og det bliver slet ikke en Aprilfestival som forgængerne – senest i Hjørring i 2019. Corona-pandemien har skrevet sin helt egen drejebog for det store arrangement, hvor regibemærkningerne fylder beklemmende meget med restriktioner, der betyder stærkt reducerede tilskuertal til alle forestillinger, afspritning, agtpågivenhed, afstand – og nødvendigt fravær af de mange knus og klem og tætte snakke, der traditionelt hører til en Aprilfestival. 

Nu handler det helt basalt om at afvikle en festival i trygge rammer, hvor man opererer med ord som 'coronaseating' (autojustering i billetsystemet) og publikumsopbygning med ekstra tomme sæder eller en meters luft mellem dem. Alle over 15 år skal kunne fremvise gyldigt coronapas, mens reglen om mundbind til alle over 12 år, der bevæger sig omkring, heldigvis nu bliver ophævet inden festivalen…

Festivalen har ansat aflønnet personale til at varetage denne kontrolopgave, mens et rengøringsfirma står for at spritte af i forestillingslokalerne efter hver eneste opførelse.

For at undgå forsinkelser og forstoppelser i programmet opfordres publikum til at komme i god tid, have billetter og coronapas parat – og forlade spillestedet hurtigt efter forestillingen.

Alligevel er risikoen for smitte og smittekæder tilstede, når så mange mennesker samles, hvilket uanset selv den mest effektive krisehåndtering vil kunne få stor effekt på afviklingen af festivalen.

Det store tag-selv-bord

Således opmuntret (!) bør alle stadig have som glædeligt hovedsigte, at der nu atter kan vises levende teater til en så stor kulturbegivenhed som en Aprilfestival

Og selvom mange faglige og sociale arrangementer er aflyst for både teatre, formidlere og lokale, herunder billetåbningsfest, festivalshow, fælles cafe m.v., så bliver Aprilfestival 2021 fra 16.-22. juni stadig en storstilet manifestation af det levende, brogede danske børne- og ungdomsteater. Og der er altså stadig gratis adgang til over 170 forskellige forestillinger, som spiller omkring 700 gange i alt i løbet af festivalugen. 

DET er stadig et helt unik koncept i alle henseender og i alle verdener. Og det er bare med at tjekke programmet (www.aprilfestival.dk) og vælge løs og printe ud. Så nemt er det at få adgang til al den teaterkunst, man orker.

De første og de fraværende

For nogle af de lokale børn og deres voksne vil festivalen være deres første møde med så meget teater udi alle genrer og formater. For ca. 25 af de mange teatre vil det være deres første møde med festivalen som professionelle deltagere – og  de får trods restriktioner mulighed for i et såkaldt New Case-arrangement at præsentere sig selv og deres kunst for de mange potentielle opkøbere, der traditionelt gæster festivalen.

Hvad man IKKE vil møde i Holbæk, er til gengæld de førsteårs-scenekunststuderende, der ellers normalt på denne måde får et indblik i både festivalens og børneteatrets vilkår og stifter bekendtskab med fremtidige arbejdsmuligheder. 

Man vil heller ikke møde de normalt over 100 internationale gæster i form af festivalledere, turnearrangører, kunstnere og organisationsfolk fra hele verden. De omskiftelige rejserestriktioner og karantæneregler afholder dem fra at søge den vanlige inspiration i den danske festivalmodel og de danske teaterforestillinger, der nyder så stor opmærksomhed og beundring verden over.

Dog har et enkelt internationalt gæstespil fundet vej til Holbæk. Schweiziske Trickster-P udforsker med forestillingen 'Nettles' (Brændenælder) to af menneskets yderpunkter, barndommen og døden, i en oplevelseslabyrint, som publikum med høretelefoner ledes igennem.  

Festivalens Hjerte

Men hvor Brændenælde-forestillingen er for de 11-årige og op – og i øvrigt spiller imponerende 45 gange i løbet af festivalugen – bliver der også etableret et noget andet sanserefleksionsrum for de mindste (0-6 år) under navnet 'Festivalens Hjerte'. 

Det handler om styrke kvaliteten af mødet mellem teater og børn ved at give de voksne omkring børnene – både pædagoger og forældre m.fl. – metoder til oplevelsesarbejdet efter en forestilling. Festivalens Hjerte er også et fysisk rum, der placeres centralt i kommunen under Aprilfestivalen og indeholder forskellige udtryk af små børns forventninger og refleksioner i mødet med teateroplevelser.

Fredag kl.14-16 og lørdag-søndag kl.10-15 i festivalugen åbnes Festivalen Hjerte for besøgende på Holbæk Bibliotek. 

Projektet er støttet af Nordea-fonden med 1,5 mio. kr. og gentages ved de næste festivaler over en tre-årig periode. Og er altså et led i at se teateroplevelsen i et længere forløb end selve forestillingens varighed. Hvilket er noget, mange unge og voksne kender til og kan udtrykke med ord, men altså også skal gøres muligt for de allermindste mennesker.

Anmeldere i aktion

Nogle af dem, der lever af at kunne udtrykke sig om deres oplevelser i teatret, er som bekendt teateranmelderne. Og Teateravisen, der har som mål at anmelde samtlige nye forestillinger for børn og unge samt familieforestillingerne, har følgelig et korps på seks af sine faste anmeldere på arbejde på festivalen i Holbæk.

Deres opgave bliver at se og anmelde de ca. 50 forestillinger, der endnu ikke er blevet anmeldt her på portalen. Disse anmeldelser vil blive bragt i en lind strøm efter festivalen – og sommeren. En aprilfestival i juni skævvrider jo de sædvanlige mønstre både for kritikere og opkøbere.

Det betyder omvendt, at omkring 120 af festivalens forestillinger altså allerede ER anmeldt her på portalen, og det er således muligt at få en anmelderfaglig vurdering af de enkelte forestillinger i det store program via et besøg på portalen.  

Fokus på formidlere

Mens teatrene på festivalen selvfølgelig kan bruge (gode) anmeldelser i salgsøjemed (og intern faglig granskning), ser de ikke mindst frem til atter at være i kontakt med formidlerne, der som arrangører og opkøbere er helt eksistentielle for turneteatrene. 

De lange nedlukninger af teaterlivet har betydet svære betingelser for mange små projekt- og ustøttede teatre, der døjer med økonomiske udfordringer og manglende salg. Det håber man på, at de mange tilrejsende formidlere kan råde bod på, men selvom Teatercentrum har gjort et stort arbejde for at kontakte og kommunikere med denne vigtige besøgsgruppe, er både corona og usikkerhed om den kommende sæsonens turneteaterkøb en joker for formidlernes antal i Holbæk (se artiklen 'Formidling med corona som modspiller'). 

Det aktuelle billetsalg – hvor formidlerne havde to dages fortrinsret til at bestille billetter, inden alle kunne komme til 9. juni – har dog været en positiv indikation på et rimeligt fremmøde af opkøbere.

Teatertræf

Udover mødet og snakke med formidlerne og håbet om et kommende godt salg har turneteatrene altid haft festivalen som den store faglige og kollegiale sammenkomst. 

Og selvom det traditionelle orienteringsmøde ved festivalens start er aflyst (det afholdes i år som zoom-møde dagen før), ligesom festivalshowet og den store teaterfolkefest også begge er aflyst, er der trods alt mulighed for at mødes på den interne festivalcafe på Kulturkasernen, deltage i velkomstmøde for de nye teatre mv., ligesom det er lykkedes for arrangørerne at snige enkelte faglige events ind – bl.a. møder med Projektstøtteudvalget for Scenekunst (PUS), Dansk Teater og Udviklingsplatformen for Scenekunst m.fl.

Teater i hele kommunen

Men fra onsdag 16. juni gælder det scenekunst i stor skala. Der spilles teater over hele Holbæk Kommune, mens festivalens øvrige aktiviteter er centreret i og omkring Holbæk by, hvor også det store weekendprogram afvikles.  

Der er taget 22 forskellige spillesteder i brug: Skoler, sportshaller, bibliotek, museum, kirke – og Østre Kirkegård m.fl. Der kan være langt mellem spillestederne, og det skal sammen med forventet længere tid til ind- og udslusning af publikum til de enkelte forestillinger pga. restriktionerne tages med i beregningerne, så man ikke mister gode oplevelser. 

På Aprilfestivalens hjemmeside – www.aprilfestival.dk – kan man orientere sig om alt: Programmet, spillesteder og -tider, forestillingernes indhold og alderskrav, billetinfo, faglige events, corona-restriktioner m.v.

Og man kan følge med i festivalen på de sociale medier, hvor der er daglige opdateringer, nyheder – ligesom festivalen byder på en trailer-kavalkade med forestillinger fra festivalen. Man kan også downloade en festival-app med al relevant information.

Men først og fremmest skal man selvfølgelig finde frem til alle de gode muligheder for at se rigtig levende, professionel børne- og ungdomsteater.T rods de mange snublesten forud for det, der er blevet en ganske særlig jubilæumsudgave af verdens største teaterfestival for børn og unge.

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere