DEBAT
14-11-2018
08-11-2018
28-10-2018
25-09-2018
18-09-2018
Lisa Becker og Claus Carlsen på brasiliansk visit med 'Zé Malandro'. Foto: Adriane Azevedo

Et frugtbart kultursammenstød

29-01-2009
Teatret har været på turne i Brasilien med forestillingen 'Zé Malandro', hvis historie og musik har dybe rødder i det sydamerikanske land. Historien bliver fremført af en brasiliansk skuespiller, der nu er bosiddende i Danmark, mens forestillingens komponist og musiker er dansk. Skuespiller Lisa Becker fortæller her om, hvordan det var at komme til hjemlandet med en minimalistisk forestilling, produceret ud fra dansk børneteatertradition og dermed meget forskellig fra brasilianske børns normale møde med store og farverige forestillinger. Det blev et til tider anstrengt, men også frugtbart sammenstød mellem to vidt forskellige teateropfattelser.
Af: Lisa Becker
FAKTA

Teatret: 'Zé Malandro'.

Instruktør: Hans Rønne, scenograf: Gitte Baastrup, skuespiller Lisa Becker, komponist og musiker: Claus Carlsen. Aldersgruppe 8-12 år.

Kan opleves på Festival 2009 i Ballerup 24.-26. april.

Se mere på www.teatret.dk

I september 2008 tog Claus Carlsen og jeg til Brasilien med forestillingen Zé Malandro, inviteret af den internationale teaterfestival Porto Alegre Em Cena. Det er en stor international teaterfestival, der ligger hvert år i de sidste to uger i september måned. De sælger billetter til en megen billig pris, eller for et kilo ris eller bønner, som bliver distribueret til nogle af byens sociale institutioner. Desuden sørger festivalen for, sammen med Porto Alegres byråd, at få nogle af forestillingerne ud at spille på skoler eller sociale centre i byens fattigste områder.

Forventninger (og bekymringer)

'Zé Malandro og Døden' er skrevet af den brasilianske forfatter Ricardo Azevedo, som genfortæller en gammel folkelig historie. I forestillingen bruger vi elementer, der oprindeligt er fra Brasilien, som, for eksempel, en hængekøje, som er et meget centralt punkt i forestillingen. Claus bruger musikinstrumenter, som han har fundet eller købt i Brasilien, og også instrumenter som han har selv opfundet eller transformeret.

Forestillingen er akustisk, kræver intimitet i rummet og stilhed i mange passager. Da vi blev spurgt af festivalen om, hvilken slags forstærkning vi skulle bruge, huskede jeg, hvor meget der bliver brugt i de fleste brasilianske børneforestillinger. Hvordan ville det så være at spille for børn, som aldrig ser teater eller som er vænnet til forestillinger eller musik koncerter med meget høj musik og store bevægelser og larm på scenen. Man hører, at de børn ikke kan koncentrere sig ret længe ad gangen, at de skal bevæge sig hele tiden, etc. Ville de kede sig? Ville de egentlig høre historien? Hvordan ville de opfatte forestillingens minimalistiske scenografi? Hvordan ville det være for brasilianske børn og voksne at høre 'deres' instrumenter spillet på mærkelige måder af en dansker? Jeg vil lige pointere, at selvom vi arbejder med mange elementer fra den brasilianske folkelige kultur, var vi fra begyndelsen af processen klar over, at vi ikke ville lave en 'etnisk' eller 'folkloristisk' forestilling.

En del af mine bekymringer stammede også fra, at jeg ingen erfaring havde med at spille for børn eller i skoler, før jeg kom til Danmark. I Brasilien havde jeg spillet voksenteater, i almindelige teater-omstændigheder. Altså anede jeg ikke, hvordan det ville blive at spille på de steder, hvor vi skulle optræde.

I Danmark spiller vi for max 60 børn og voksne, når spillelokalet ikke er en decideret teatersal. På festivalen i Brasilien skulle vi spille i et teater for 300 tilskuere. Vi havde aftalt med festivalen, at der ikke måtte være mere end 100 børn per forestilling på skolerne, især fordi vi skulle spille i skolegården og andre steder med dårlige akustiske forhold. Men arrangørerne forventede, at mindst 250 børn kunne se forestillingen (det er store skoler i meget fattige områder af byen, som ikke får mange kulturelle tilbud). Det endte med, at vi spillede en ekstra forestilling på hver skole, således at flest mulige børn fik anledning til at se teater.

Virkeligheden

De første seks forestillinger skulle vi spille på skoler i barske områder, hvor jeg aldrig tidligere selv har været.

En kold mandag morgen blev vi hentet af en festival bil og kørt til spillelokalet. Vi blev meget overrasket, da vi så, hvor mange folk var der til at hjælpe os. Chauffør, lysmand, scenemester, bygger, maler og security-folk. På et tidspunkt var der ti mand. Det var morsomt at vores lille topersoners, havde så mange folk omkring sig. Men det var fantastisk, fordi vi skulle arbejde nogle besværlige steder, og de var super søde og sjove at arbejde med. De var altid i godt humør og klar til at finde løsninger på alt muligt.

Vi spillede vores to første forestillinger i en slags hytte i et socialt center (CTG), midt i en favela (slumområde, red.). Der var omkring 110 børn til hver forestilling. De var meget opmærksomme. Deres reaktioner var ikke så anderledes end dem, vi kender fra danske børn. Men de brasilianske børn var mere udadvendte, det var nemmere for mig at mærke deres reaktioner, end det er her i Danmark. Og efter forestillingen fik vi en masse kram og kys, som var rigtigt dejligt. Og, som sædvanlig, var både børn og voksne vældig interesserede i Claus’ instrumenter.

En anden stor ting for mig var at spille på mit modersmål igen efter tre år. Da jeg indøvede teksten på portugisisk, et par uger før vi tog til Brasilien, var jeg overrasket over, at det var lidt svært. Jeg kunne høre mig selv snakke og var meget kritisk overfor, hvordan det lød. Men efterhånden blev det befriende igen at sige teksten på mit modersmål, at få lov til at lege med sproget. Jeg fik virkelig fornemmelsen af, hvor dybt i kroppen ens eget sprog ligger. Jeg kunne godt mærke forskellen mellem at spille på dansk, som er et nyt sprog for mig, og på portugisisk.

Efter vi havde spillet to forestillinger, tog vi op til en skole i en favela oppe på et bjerg i byen for at stille op til næste morgen. Kl. var syv om aftenen, og det var ved at blive mørkt. Det blæste og var koldt der oppe. Vi arbejdede udenfor, i skolens gård. Vi hængte hængekøjen op, mens teknikerne byggede en afskærmning for at hjælpe med akustikken og beskytte os mod den sydbrasilianske vintervind. Næste morgen kom vi tilbage, og trods vores aftale om 100 tilskuere, var der omkring 180 børn til hver forestilling. Så spillede vi for dem. Det foregik udendørs, så det var der hårdt arbejde, fordi de børn, der sad på de bagerste rækker, dårligt kunne høre lyden af fra Claus’ instrumenter. Der var andre børn, der legede imens, og der var byggearbejde og trafik i nærheden. Men de fulgte alligevel godt med, de grinede, og de virkede meget glade. Det lykkedes!

Derefter tog vi ned til en anden skole, hvor vores team stillede op igen, og her spillede vi ligeledes to forestillinger. Men her var der 250 børn til hver forestilling. Vi havde faktisk ikke energi til at diskutere med lærerne, men valgte at bruge kræfterne på at spille. Det gik fint, men det var svært at nyde at spille forestillingerne under de omstændigheder. Alligevel var det meget specielt at spille for de børn. De var utroligt opmærksomme og glade for at være der med i denne historie.

Et par dage efter havde vi fornøjelsen at spille to forestillinger på et dejligt teater. Der var 300 tilskuere til hver opførelse, men på grund af en helt fantastisk akustik var antallet ikke noget problem. Her kom der mange voksne. Folk der næsten aldrig kommer i teatret. Her oplevede vi den glæde at også ældre tilskuere blev berørte af forestillingen.

Vi fortsatte med at spille på en mindre festival i en nærliggende provinsby, ligesom vi spillede ekstra forestillinger på et lille teater sal i Porto Alegre, efter at festivalen var slut.

Bahias overraskelser

Vi havde også en invitation til at spille i Salvador, Bahia, i nordøst Brasilien, hvor vi skulle spille i Teatro Vila Velha til åbningen af deres børnemåneds program, i begyndelsen oktober. Det eneste problem var, at de ingen penge havde.

Vi ville gerne spille gratis, hvis de kunne betale for vores billetter fra Porto Alegre, som ligger mere end 3.000 kilometer syd for Salvador. De ville skaffe det. Og så ventede vi. Og ventede. De lavede programmer og det hele, men frem til sidste øjeblik havde vi ikke fået billetterne. Til sidst gav vi op, især da vi så at billetpriserne var steget til det dobbelte. Men så kom de alligevel, klokken otte om aftenen, og vi tog af sted klokken seks næste morgen.

Den dag vi skulle spille, kom vi til teatret om morgenen, satte op, prøvede rummet og lyden. Det var godt. Alt var på plads. Vi tog ud at spise, fik en lille siesta, og da vi kom tilbage i teatret, to timer før vi skulle spille, var der en masse trommer og andre instrumenter på scenen omkring vores spillerum. Hvad var det for noget?

Så kom der tre voksne og 30 børn i kostume, som også skulle spille denne eftermiddag. Deres lærer var meget flink og spurgte, om vi kunne tage vores instrumenter væk eller bare skubbe dem lidt frem, fordi de skulle spille et par numre, før vi spillede. Vi var meget overraskede, og jeg fik kontrolleret min første reaktion, som ville har været: 'Nej, det gøre vi bare ikke'. Altså, der var alle de der børn... Men hvorfor vidste vi ikke noget om det? Hvordan kunne teatrets administrator have tilladt det uden at have sagt noget...

Vi var ved at overveje hvad og hvordan og hvornår, da teatrets leder kom og sagde meget energisk og klart, at der havde været en misforståelse, og børnene skulle spille udenfor før forestillingen. Så var denne krise overstået. De spillede så udenfor, i en have og på gaden udenfor teatret, i en slags procession. Vi kunne høre deres trommer, og også sange, og højttaler og det hele. Og så kom alle de der larmende, livlige børn ind i teatersalen. Og så skulle vi spille vores meget akustiske forestilling...

Teatersalen var fyldt med børn, voksne og gamle menneske, som lo og snakkede højt. Så var der blackout, man kunne høre at de var spændte, og da lyset kom på scenen, blev de helt, helt stille, og vi startede.

De var det mest modtagelige publikum, vi nogensinde har oplevet med denne forestilling. Også i forestillingens mest stille øjeblikke kunne man mærke en opmærksomhed, et liv derude i teatersalen, som var helt specielt.

Næsten det største

Det er stort for mig at spille en brasiliansk historie for danske børn og mærke, at de tager imod den på trods af, at 'dramaturgien' ikke er europæisk. Det var stort at komme hjem til Brasilien med vores 'minimalistiske' danske forestilling og få den varme modtagelse, vi fik. Men at kunne tilbagevise fordommene om, at et brasiliansk publikum ikke bryder sig om enkelthed, ikke magter at være stille, ikke evner at koncentrere sig og ikke har øje for små subtile teatralske virkemidler, det er næsten det største.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Et frugtbart kultursammenstød
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617

13-11-2018
 

09-11-2018
 

02-11-2018
 

26-10-2018
 

22-10-2018
 

15-10-2018
 

04-10-2018
 

30-09-2018
 

26-09-2018
 

22-09-2018
 

18-09-2018
 

16-09-2018
 

09-09-2018
 

06-09-2018
 

01-09-2018
 

19-08-2018
 

01-08-2018
 

18-07-2018
 

25-06-2018
 

18-06-2018
 

10-06-2018
 

06-06-2018
 

29-05-2018
 

17-05-2018
 

07-05-2018
 

03-05-2018
 

28-04-2018
 

24-04-2018
 

19-04-2018
 

13-04-2018
 

10-04-2018
 

06-04-2018
 

03-04-2018
 

23-03-2018
 

16-03-2018
 

08-03-2018
 

28-02-2018
 

23-02-2018
 

19-02-2018
 

13-02-2018
 

Flere anmeldelser