Et ambitiøst projekt

Superreals projekt er ambitiøst: At sætte en bearbejdet form af August Strindbergs 'Ett Drömspel' op for 12-årige og opefter.

I sig selv er Strindbergs stykke fra 1902 en meget uhåndterlig størrelse. Der er ingen logisk sammenhængende handling. Handlingen er snarere styret af irrationalitet og symbolik komponeret i en cyklisk struktur, hvor vi starter og slutter foran det slot, hvortil gudedatteren Indra er steget ned fra himlen for at lytte til menneskeslægtens bekymringer og klager.

Personer, tid og sted er opløst. Indra, inkarneret som pigen Agnes, bevæger sig fra station til station rundt til skikkelser (Officeren, Advokaten, et ægtepar m.fl.) som snarere end at stå for enkeltindividualiteter repræsenterer sider af menneskets indre. Hun bevæger sig fra slottet ind i mange forskellige rum, hvor hun er vidne til og gør sig erfaringer med stykkets tre mest centrale temaer: 'Det er synd for mennesket', 'Kærligheden besejrer alt' og 'Verdensgådens løsning'.

Superreal har bibeholdt centrale elementer fra Strindbergs stykke: Syv vægge eller døre, hvoraf én central er firkløverdøren (her uden firkløver) bag hvilken livets gåde, meningen med livet, gemmer sig. Uddrag af replikker (om menneskets lidelser, om kopi i forhold til original, om logikkens love, og om kærlighed). Brug af gentagelser. Og teatret fastholder det forløb, Indra går igennem, hvor hun til slut når frem til at sige, at hun 'nu føler hele livets smerte, sådan er det da at være menneske'.

Køleskab og WC 

I Superreals univers er Indra en ung mand, hvilket selvfølgelig er helt ok. På et syntetisk græsplænetæppe ligger han og sover i fosterstilling kun iført underbukser. Men snart får han cowboybukser og T-shirt på og siden en central skjorte: Skjorten som rummer alle menneskenes kvaler. Dem han ikke må blive træt af. Dem han skal lære at kende.

På skift åbnes bagvæggens døre. For officeren som helt i sort med frakke og store militærstøvler træder ud af et køleskab og kalder på sin elskede Victoria, som han siger er bag (firkløver)døren.

Bag en anden dør sidder en pige på et wc og blader som advokaten i et af de eksemplarer på Karnovs lovsamling, som toiletrummet er fyldt med. Bag en tredje dør kommer en anden pige ud og synger Sebastians 'Den lille malkeko', mens hun i koreografisk båndsløjfe af- og påfører sig sko og trøje.

'Indra' ser undrende til og suger menneskets genvordigheder til sig. Han bliver overdænget med sengelinned og vasketøj (i lighed med en figur i Aarhus Teaters Nick Cave Teaterkoncert). Rundt om ørerne blæser stakkevis af manuskriptsider (også et ofte anvendt teatergreb). Ægteskabet som et fængsel illustreres med Billie Holidays 'This is Heaven to Me' ved et spil omkring en dør, som begynder med følsomme berøringer og ender med ukærlige klaps.

Der funderes over tid og rum, mens vi hører TV2's 'Hele Verden fra Forstanden'. Senere - i forbindelse med at 'Indra' spærres inde mellem to hvide stiger - synges PH's 'Man binder os på mund og hånd'. I begyndelsen har vi også hørt Rocazinos 'Ridder Lykke' og en sang der i den mere optimistiske ende taler om ikke at tage alt for givet og som med strofen 'Alle folk tilter og vi bare følger med' priser at 'livet er hvad du gør det til'. 

Besynderligt 

'Besynderligt', hvisker en af 8.klasseseleverne til sine kammerater på rækken foran mig, da 'Indra' overdænges med linned. Og på vej ud var det scenen med Sebastians 'malkeko', drengene kommenterede.

Jeg kan fint følge dem. Superreals drømmespil tager sig besynderligt ud. For garvede teatergængere med lovlig meget genbrug fra andres iscenesættelser. Det kan jo ikke genere de ikke så teatervante tilskuere. Men som jeg fornemmede publikum omkring mig, var vi fælles om at føle, at der er for meget tematisk sammenfaldende sammensurium over forestillingen.

'Sådan er det da at være menneske' forsøger klart at opdatere og omskrive 'Et Drömspel' til et ungt publikum. Men opsætningen savner nuancer og facetter. I stedet for at komme ind under huden på det, Strindbergs tekst byder på, er det som om vi bliver præsenteret for enten parallelle eller ikke udfoldende nok eksempler på smerte uden tilføjelse af væsentlig nye dimensioner.

Forestillingen emmer nok af, at det ikke er let at være menneske i sin montage af evergreens, fragmenter af originaldramaet og scenisk performanceoptræden. Men vi forbliver på en noget teateriscenesættelsesfortænkt overflade. De mange surrealistiske billeder i den musikdramatiske iscenesættelse, som tager alt for mange gammelkendte sange ind, har ikke godt nok fat i den vanskelige indholdssubstans.

De medvirkende savner som spillere og sangere professionel tæft. Og så er forestillingen i øvrigt med sine næsten fem kvarter mindst 20 min for lang. Desværre.