DEBAT
25-09-2018
18-09-2018
10-09-2018
07-09-2018
20-07-2018

Teatret Zeppelin: Frostbrødre

Der er hele seks spillere på scenen i en imponerende scenografi, når Teatret Zeppelin tager livtag med den nordiske mytologi og vikingetiden. Foto: Andreas Bjerre Siegrist

Er nordisk mytologi virkelig så kedelig?



06-10-2016
Historien og spillet virker ubehjælpsomt det meste af tiden i Zeppelins nye ungdomsdrama om vikingetiden.


FAKTA
Teatret Zeppelin: Frostbrødre -

Af Mie Brandt og Line Skytt. Instruktion: Line Skytt. Scenografi: Laura Rasmussen. Dukker: Rolf Søborg Hansen. Lysdesign: Martin Danielsen. Lyddesign: Inuk Thomsen. Medvirkende: Pernille Hilgart, Thomas Nielsen, Mie Brandt, Jens A. Kepny Kristensen, Amalie Lindegård, Anton Nikolaj Hjejle Øberg. Aldersgruppe: Fra syv år. Varighed: 75 minutter. Set 5. november 2016 på Zeppelin, hvor den spiller stationært til 25. november 2016. www.zeppelin.dk



Noget er gået helt galt i dette nyskrevne stykke dansk dramatik om en families splittelse i vikingetiden – nærmere bestemt i overgangsperioden mellem den gamle asatro og den nye kristendom. 
 

Afsættet er myterne om de nordiske guder, hvor de to dramatikere Mie Brandt og Lene Skytt – der samtidig er henholdsvis leder af Zeppelin og instruktør af forestillingen – prøver at transformere dramaet om den onde gud Lokes mord på den ejegode Balder til et menneskeligt hverdagsdrama om en udvalgt søn og en, der ikke rigtig er det, og den deraf følgende jalousi og forsøg på mord. 
 

Men resultatet er ikke godt. Tag bare åbningsscenen, hvor de seks medvirkende først opridser relationerne mellem de mange nordiske guder med svære navne og derpå afleverer fortællingen om skabelsen af verden, symboliseret ved det store træ Yggdrasil, hvor guderne bor øverst, menneskene i midten og underverdenens farlige skabninger nederst.

Den fortættede stemning, der skabes i begyndelsen med lommelygter holdt under ansigterne som svævende elementer i det sorte scenerum, fortabes hurtigt, fordi opremsningen bare bliver ved og ved. 
 

Scenografisk stilstand

Og så åbenbares det fulde scenerum, som er de krogede rødder på Yggdrasil. Umiddelbart ganske imponerende, om end det sorte vinylgulv under træet og hele spillearealet virker meget lidt stemningsbefordrende. Som om eventyr og gymnastiksal tørner uskønt sammen.

Og så er der jo lige det problem med sådan en mægtig dekoration, at når man først har set den, kan den ikke rigtig mere. Uanset hvor familien skal forestille at befinde sig – i skoven, under jorden i dødsriget Hel eller oppe i mødet med Odin og hans ravne – er vi stadig mellem de samme krogede rødder.

Det kræver masser af projektører og godt lysdesign for at afveksle de mange scener, og det præsterer man desværre ikke her, hvor lyset ofte virker unødigt fladt. 
 

Hvilket passer deprimerende godt til spille- og replikstilen. Der tales generelt i et lettere gammeldags sprog – sådan taler vikinger åbenbart – bortset fra når en af skuespillerne forglemmer sig og siger Okay!

Men langt værre er det, at de dramatiske situationer, teksten trods alt lægger op til, forpasses af alt for mange flade replikføringer og den almindelige omkringlunten af skuespillerne. Det er meget sjældent, at vi mærker dramaet for alvor. 
 

Interessante dukker

Den nærmere historie gælder en familie, hvis hytte brænder ned, så de må ud i skovene. En familie bestående af mand og kone (Thomas Nielsen og Pernille Hilgart), svigermor (Mie Brandt) og den halvvoksne søn (Jens A. Kepny Kristensen).

Konen er højgravid og føder et misdannet barn – ergo er hun en skifting, ombyttet af onde magter, mener svigermor og råder til, at pigen sættes ud. Sønnen redder hende, og da vi ser hende som teenager, er hun ganske rigtigt mentalt handicappet (interessant spillet af Amalie Lindegaard), men også i stand til at komme i forbindelse med de gamle guder.

I mellemtiden har konen stjålet et andet spædbarn, som hun mener er hendes eget. En skrælling er han imidlertid (Anton Nikolaj Hjejle Øberg), men også familiens øjesten, fordi de tror, at han er udvalgt af Odin, så storebror ender med i jalousi at ville forgive ham. 
 

Og så må vi ellers en tur ned i dødsriget og andre steder, inden forsoning kan ske og vi alle gå hjem.

I udgangspunktet en ganske dramatisk historie, der tematisk og spillestilsmæssigt klart læner sig op af en forfatter som Astrid Lindgren. Blot uden at komme bare i nærheden af hendes fortættede og højdramatiske fortællestil og psykologisk livskloge tankegods. Bemærkelsesværdigt er det, at nogle dukker liver gevaldigt op. Skræmmende, levende, mærkelige. Her opstår pludselig noget af den teatermagi, forestillingen ellers savner så fatalt.

Men når de ikke er på scenen, og det er de ikke ret meget, er det, som om dramaet siver ud af hver eneste scene og efterlader et lettere hjælpeløst indtryk af gode viljer og det fatale fravær af en god dramatiker.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Frostbrødre
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

18-10-2018

12-10-2018

11-10-2018

09-10-2018

07-10-2018

05-10-2018

01-10-2018

28-09-2018

26-09-2018

24-09-2018

21-09-2018

19-09-2018

18-09-2018

16-09-2018

14-09-2018

12-09-2018

10-09-2018

04-09-2018

24-08-2018

17-08-2018

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

Flere anmeldelser