Af: Janken Varden

28. november 2010

Er julen uforenelig med teaterkunst?

Der er hverken nisse eller spil i Zangenbergs 'En nisse på spil'. Et lille storbyteater bør kunne mere end dette discount-foretagende.

Legetøjsforretningen ’Snurretoppen’ går rigtig skidt, og indehaverne – søskendeparret Gerda og Ole – hænger med hovedet. Bliver der nogen juleaften for dem i det hele taget? Uden kunder i butikken, uden penge, uden juletræ, uden andet at spise end risengrød for 24. gang?

Det er lille juleaften og tiden er ved at rinde ud for den lille butik, og hvad skal de så lave? Gode råd er dyre – sjældne er de også – og langt, langt væk.

Og bedst som humøret er helt nederst i kælderen, ankommer en sortklædt hejre og koster rundt med stakkels Ole og påstår, at hun skal købe butikken og lave frisørsalon med rosa vægge og spejl i alle hjørner.

Forvirringen er total, fortvivlelsen ligeså, og enden er nær. Og søster Gerda må gå til bekendelse: Hun har sat butikken til salg. Uden at spørge lillebror Ole! Kan det blive meget værre?

Archibald: Den lunefulde nisse

Søskendeparret skal til at pakke deres sager og flytte ud, da underlige ting begynder at ske. Mystiske lyder fra loftet, æsker der falder ud af lågerne, lyset der knitrer og blinker. Ole nævner – skræmt, men håbefuld – den gamle husnisse Archibald, måske…? Men storesøster fejer ham af, det der er bare familiemyter!

Ikke desto mindre får vi spillet situationen fra den gang, at Archibald i sidste øjeblik lavede det mest fantastiske legetøj og reddede julen for farmor og farfar. Skønt det bliver ved påstanden, for nissen får vi aldrig at se.
Længe skal vi leve med diskussionen mellem de to om Archibalds eksistens.

Vi ude i salen har for længst regnet den ud, så vores tålmodighed sættes på prøve. Ikke en gang når farmors forsvundne nissefigurer pludselig dukker op på et elektrisk tog, der kommer til syne (forestillingens højdepunkt – én stjerne for den!), er den bedrevidende Gerda overbevist.

Og selvfølgelig er det en rigtig drillenisse, som huserer, og Ole og hans søster kostes rundt i forsøgene på at holde orden på tomme papkasser og ting, der vælter ud af skabene. Indtil Ole får øje på en perspektivkasse med motiv af et autoværksted og får den glimrende idé at lave mange flere sådanne – alle slags motiver, for det er der ingen af konkurrenterne der har, og så er julehandelen hjemme!

Oplivet går de i seng, hvorefter følger en natlig slapsticksekvens med ’komedie i mørke’ og uforklarligt liv i alt legetøjet på hylderne. Og det er jo altid sjovt. Og enkelt.

Hvorfor Ole er lige så nedbøjet og sur næste morgen, forstår jeg ikke. Hans idé og den store perspektivkasse-produktion er åbenbart afgået ved døden i nattens løb?

Men alt ordner sig jo til sidst, og tro os om ikke Archibald har snedkereret perspektivkasser i sådan en mængde, at kundernes antal kun overstiges af Magasins en lørdag i december. Bagt pebernødder har han også, og til aller-allersidst stiller publikum sig pænt i kø for at smage.

Medfølelsen svigter

Jeg tror, at de fleste rundt mig havde det ligesom mig: Dette er kun et tumpet søskendepar, der henfalder til selvmedlidenhed – som ikke følger med tiden og som mangler flair for business – så lad falde det der ikke kan stå, og fred være med det.

Men hvor ville jeg ønske, at de to spillere kunne appellere en lille smule mere til min forståelse og min empati. Når de skaber sig som en hvilken som helst onkel og tante i en lille sketch i familieselskabet, er der kun lagt op til lidt uforpligtende sjov og ballade og overspillet forfjamskethed og formålsløst papkasse-kaos.

Situationens alvor – hele deres eksistensgrundlag krakelerer! – kommer kun frem som klynk, og derved kan redningen – når den kommer – slet ikke skabe nogen form for jubel. Eller lettelse. Helt ærligt: dette er elementært!
Replikkerne er banale, alt fortælles og forklares: ’Jeg elsker altså julen, det gør jeg’, ’Nu tror jeg, at vi kan få en rigtig fin juleaften’ – en svada som næppe kan forklares med andet end at Gerda skal have tid til at skifte til frisørdame ude i kulisserne.

Nogle ord om scenografien: Vi ser baglokalet i legetøjsbutikken, og det er stopfyldt med (salgbart) legetøj på alle hylder, og det ser fint ud. Men når dette er baglokalet, må selve butikken (som vi aldrig ser) da være et eldorado af alle slags legetøj. Logikken brister, men det bestyrker mistanken om, at det manglende salg må skrives på søskendeparrets egen konto.

Ovenfor stiller jeg spørgsmålet, om julen er uforenelig med teaterkunst. Se Gruppe 38’s ’Den hellige nat’.
Hvordan skabe et univers? En magisk ring hvor man bliver inkluderet, og hvor den forundring der opstår, er større hos publikum end den, de prøver at spille sig til der oppe på scenen?

Det synes jeg Zangenbergs Teater skal tænke over, når de forhåbentlig laver en ny juleforestilling næste år.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.