Er dukketeater kun for dukker?

Dukkerne er vidunderlige i forestillingen ’Beatrice’. De tekniske anordninger rundt omkring dukkerne er forrygende opfindsomme – og de mange maskiner kører og drejer og pruster præcist, som de skal hos dukketeatret Tidsrum. Denne ’steampunkdukketeaterforestilling’ befinder sig i dampmaskinens gennembrudstid, og enhver teknisk jubel over maskindetaljer genspejles i denne forestilling, der åbenbart er baseret på en luftskibsnovelle med besk romance af den unge, svenske forfatter Karin Tidbeck.

På scenens arbejdsborde huserer en travl mandedukke med en opfinderkittel og en ivrig kvindedukke med korrekt skjortebluse. Der er også en imponerende dampmaskine har rør af både messing og kobber, der skinner nypudset ud i halvmørket – og der er det fineste luftskib med kupé i mahogny og med skiltet ’Beatrice’.

Imens bærer dukkeførerne mørk kittel og laboratoriehat, så alt virker teknisk dybt seriøst. Det er alvorligt teater, dette her. Ingen tvivl om det.

Enestående teknikere

Men ’Beatrice’ er ekskluderende teater. Jeg forstod ingenting. Hvad var det med den drøm om at komme op at flyve? Hvem var den gode, og hvem snød? Og hvad foregik der egentlig, når dukkerne flyttede omkring fra den ene maskine til den anden?

Det er uomtvisteligt, at teater Tidsrum har en dukketeknisk kunnen, der er helt enestående. Det er også åbenlyst, at ’Beatrice’ som forestilling tiltrækker andre dukketeaternørder, der går i selvsving af lykke over alle de mekaniske finurligheder, som Tidsrum-dukkeførerne skaber. For dukkerne kan tydeligvis udføre de sjældneste dukkegreb. Og dukkerne betjener sig ikke bare af kendt, historisk hverdagsteknik som for eksempel en nuttet dukkeversion af en skrivemaskine. Her er også et mikroskop i dukkestørrelse med glasplader i mikrodukkestørrelse – i sig selv et ret muntert påfund - og her er silhuetapparater, der kan få dukkerne til at flyve ind i alverdens universer. For dukkemageren Sarah Piyannah Cederstrand er virkelig en dukkemagiker.

For små dukker og uklar målgruppe

Men en helt almindelig tilskuer som mig bliver altså ladt i stikken i Stephen Tipladys instruktion. Basalt set forstår jeg ikke valget af dukkestørrelse. Dukkerne er ikke større end almindelige legetøjsdukker, så hvis man ikke sidder på forreste række, er det svært at se de detaljer, som lader til at have stor betydning i forestillingen.

Der er heller ingen podieopbygning, hverken under scenen eller under tilskuerne – som om forestillingen ikke foregår i et teater, men egentlig bare i et værksted.

Dermed bliver det endnu sværere at følge med i, hvad hoveddukkepersonerne egentlig vil – og hvad handlingen overhovedet går ud på. Udover altså at ’Beatrice’ formodentlig handler om at følge drømmen om at komme op at flyve i et luftskib – eller at eje en dampmaskine - og at et uvenskab opstår undervejs, så katastrofen lurer…

At det netop skulle være en oplagt teaterforestilling for unge fra 13 år og op, havde jeg også svært ved at se. Måske eleverne på et teknisk gymnasium var mere oplagte tilskuere?

Uforløst teater

Til gengæld er den indspillede musik af Andreas Busk meget fin og poetisk i al sin minimalisme. Skyggeeffekterne undervejs er dragende og mystiske. Forskerdukken har så store briller, at han netop kan se alt i sit mikroskop – og ingenting i den virkelige verden. Dukkebarnsdukken går grassat på grammofonen og slår til alt.

Men forskerdukken tager rasende fat i øjet på dukkebarnet – og skruer øjet af, så han kan sætte det på sig selv. Hvad sker der dog? Det er makabert dukketeater.

Selv skriver Tidsrum på teatrets hjemmeside, at de tager udgangspunkt i 'publikums nysgerrighed, egen medskaben og materialernes sanselighed'.

Jeg ville ønske, at det netop var sådan, jeg opfattede forestillingen. Men sådan var det desværre ikke.

'Beatrice' er en af de mest uforløste teateroplevelser, jeg har haft. Det virkede, som om dette teater slet ikke inddrager sit publikum. Som om dukkeførerne egentlig hellere ville spille forestillingen for sig selv – helt alene og uden forstyrrende tilskuere. Som om de kun spillede til hinanden, mens de lastede spande med kul op i dampmaskinen – og som om de kunne have fortsat med at agere i denne dukkeverden og aldrig have forladt den igen.

Men jo. Dukketeaterteknisk er ’Beatrice’ sikkert fuldstændig perfekt.