DEBAT
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
26-09-2019
10-09-2019

Carte Blanche: Blind

Ditte Laumann fascinerer som den blinde pige mellem Pil Egholms velmenende mor og Kathrine Høj Andersens skræmmende folkeskolelærerportræt i Carte Blanches sanserige 'Blind'. Foto: Bo Amstrup

Er du blind? Så er du nok også ensom

22-04-2010
’Blind’ sætter sig i kroppen – og i hjertet. For i mørket kan man mærke, hvor meget man er uden for de andres leg. Og hvor mange stole og klipper, man kommer til at slå sig på, mens man prøver at få lov til at blive voksen.
FAKTA
Carte Blanche: Blind - Idé og koncept: Ditte Laumann og holdet. Tekst og instruktion: Lotte Faarup. Scenografi: Sara Topsøe-Jensen. Lys: Karsten Nisbeth. Lyd: Jonas Jørgensen. Medvirkende: Ditte Laumann, Kathrine Høj Andersen og Pil Egholm. Aldersgruppe. 10 år og op. Oplevet på Zeppelin. Spiller dér til 25. april. Kunne også opleves på Festival 2010 i Esbjerg. Turneforestilling. www.cblanche.dk

Carte Blanche er Danmarks vildeste sansebørneteater. Teatrets forestillinger skubber til tilskuerens sanser, så de i lang tid efter er præget af oplevelserne. Gerne fysisk, gerne interaktivt, gerne provokerende. Og gerne overrumplende i sit koncept.

Forestillingen ’Blind’ handler om ikke at kunne se. Men den handler først og fremmest om ikke at kunne være med i livet sammen med de andre – bare fordi man ikke kan se. Og den handler om frustrationen over egentlig at være glad for sit eget synsløse univers, mens hele verden forsøger at behandle og terapeutisere og beskytte. I hvert fald ens mor, når man selv er en pige på 15 år, der har lige så meget lyst til at blive voksen som alle andre.

Sanserne bliver vakt allerede i foyeren, for dér kommer to piger i gult joggingtøj og sorte bind for øjnene. Om nogen vil hjælpe dem ned ad trapperne? Ungerne fra 5. klasse fniser, men et par stykker tager da fat i deres arme, og så går det nedad trinene uden ulykker. Pyha.

Hverdag for Hollywood

Først her begynder det egentlige gys. For her kommer pigen Mia med sin rygsæk og sit gode humør, der hele tiden bliver mobbet på plads af dem fra klassen, der ikke gider lege alligevel.

Ditte Laumann spiller den blinde pige med en glad stædighed, der både er rørende og meget forfærdende. Netop fordi hun så voldsomt insisterer på at få et liv uden støttepædagoger. Samtidig med at hun selvfølgelig godt ved, hvor totalt afhængig hun er af andre mennesker.

Ditte Laumanns mest hjerteskærende tillidsscene er den, hvor hun viser en anden blind pige sit glasøje. Det vil sige: Hun lader hende mærke det helt forsigtigt, som sin allermest intime betroelse. Og alligevel gider den anden ikke lege bagefter...

Svirp. Lotte Faarups manuskript er meget realistisk og næsten brutalt. Her er ikke noget med happy end – og ikke noget med Hollywood-drama. Hos Faarup holdes blindheden netop i den dagligdag, der er ved at knuse pigens lyst til at blive voksen. Og som får pigen til at søge tilflugt til sine fiktive, usynlige venner – og til sin diktafon, hvor hun optager alle de lyde fra verden, som ingen seende lægger mærke til.

Det er en barsk sansning af verden, i detaljer der er så ulykkelige, at det næsten ikke er til at holde ud. Og i sin iscenesættelse holder Faarup sig lige så tæt til virkeligheden små barske detaljer. Her er ingen formildende omstændigheder.

Lamper for fødderne

Scenografisk har Sara Topsøe-Jensen gjort forestillingen meget spartansk med to stolerækker og en kæmpe rodebunke af stole, der bliver til pigens hemmelige hule. Og så rutsjer der ellers lamper rundt på gulvet i lange ledninger, som pigen hele tiden er ved at falde i – som et grotesk symbol på, at de seende nærmest bevidst lægger lys ud for at chikanere de brille.

Lyddesignet af Jonas Jørgensen er mere avanceret – med alt fra mågeskrig til ulykkelige kærlighedsreplikker, men også med lyden af franskbrød dyppet i mælk og tørret op ad væggen...

Og selv om forestillingens dramaturgi er lige så hasarderet som klippevandring på Bornholm, så virker forestillingen alligevel dybt betagende. Og selv om scenerne ikke er egale, så er deres samlede sansning aldeles overvældende.

Lussinger for ørerne

Pil Egholm spiller overbevisende og følelsesintenst pigens forstående og hjælpsomme mor, der selvfølgelig bliver styrende og ulidelig, alene fordi hun ikke ansvarligt kan slippe pigen løs i en bus eller til en gåtur alene i byen. Og Kathrine Høj Andersen har nogle fænomenale tolkninger af pigens behandlere. Først en uhæmmet fysioterapeut og til sidst en regeldyrkende børnehaveklasselærer.

Dette portræt så realistisk, så det næsten gør ondt. For Katrhine Høj Andersen rammer nutidens skolelærerstemme lige på kornet, med alt om fællesskab og ’se-på-mig-mens-jeg-taler-til-dig’ i en brysk råbestemme, der også rammer tilskuerne som lussinger.

Det er djævelsk godt, og det viser, hvordan enhver poetisk sjæl kan have det svært i skolens veloplagte adfærdstyranni og udvidede rummelighed. Og hvis du så endda også er handicappet? Glem det. Så kan du lige så godt kaste dig ud fra en klippe med det samme.

Eller kan du? Og får du lov til det? Carte Blanches forestilling stiller store spørgsmål om liv og død, mens de lader de 12-16 årige riste uroligt på deres sæder i buldrende mørke og nervøsitet. For hvad vil der ske? Og hvad ville der ske, hvis mørket bare fortsatte? Er det egentlig sjovt at være blind?

Se selv, som man siger.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Blind
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

11-10-2019

09-10-2019

07-10-2019

02-10-2019

27-09-2019

25-09-2019

24-09-2019

23-09-2019

21-09-2019

18-09-2019

17-09-2019

15-09-2019

13-09-2019

11-09-2019

01-09-2019

30-08-2019

26-08-2019

23-08-2019

21-08-2019

19-08-2019

15-08-2019

12-08-2019

11-08-2019

08-08-2019

14-07-2019

11-07-2019

08-07-2019

28-06-2019

26-06-2019

24-06-2019

22-06-2019

20-06-2019

18-06-2019

16-06-2019

14-06-2019

12-06-2019

10-06-2019

08-06-2019

07-06-2019

05-06-2019

Flere anmeldelser