Af: Søren K. Kløft

22. december 2016

’Er det her magi?’

En karavane med danske børneteatre i Cuba fik et lidt andet forløb end planlagt, da El Comandante, Fidel Castro, døde midt i forløbet. Ni dages landesorg forhindrede al videre turnévirksomhed. Heldigvis kunne de tre danske teatre på det tidspunkt se tilbage på ti dages velafviklet turné. Så rejsen var langt fra spildt. Teateravisen.dk var med hele vejen...

Museo de Arte Colonial ligger er i en velholdt gammel bygning i klassisk kolonistil lige i hjertet af det gamle Havana. I museets teatersal skal der være teater i dag. Teater Baglandets scenografi står klar på scenen. Det sidste lys er justeret, og lydprøven er lige slut.

Nu kommer publikum. Det er skoleklasser fra byen. Der er både drenge og piger, og de er alle i fine, nystrøgne skoleuniformer.

Snart er der fyldt op på alle rækker. Det er utroligt så hurtigt, så mange børn kan komme på plads. På den forreste række sidder en pige på cirka otte år – hun læner sig pludselig ind til mig og spørger, mens hun ikke tager blikket fra scenen, hvor forestillingens eneste medvirkende, Sofie Pallesen, står klar midt i scenografien:

»Er det her magi?,«  spørger hun lavmælt.

»Nej, det er teater,« svarer jeg prompte.

Og fortryder straks mit svar. For ja, det er vel i grunden også magi, når der spilles teater? Teatermagi, måske?

Og dén bliver flot udfoldet af Teater Baglandet i forestillingen ’JUHU – det er regnvejr’, som præsenteres for de 3-7-årige. Bifaldet efter forestillingen, der kun varer lidt over 30 minutter, er langt og intenst. Og det slutter lige så brat, som det begyndte. Alle myldrer ud. Kun den sagte brummen fra aircon-anlægget fylder rummet nu.

Instruktør Solveig Weinkouff, der også er med på turnéen, er tilfreds. Det cubanske publikum er velopdragent, fokuseret og tålmodigt. Kan man forlange mere?

Havana: Dansk teater

Dansk Rakkerpak og Sofie Krog Teater er også i Havana, hvor de første fire dage af en næsten to uger lang turné skal tilbringes, og hvor der skal leveres forestillinger som en del af Bacanal-festivalen, der præsenterer dukke- og animationsteater for publikum i alle aldre – dog fortrinsvis voksne.

Festivalen benytter sig af teaterscener over hele byen, og Sofie Krog Teater gør sig også bedst på en scene med ordentlig fokus på forestillingen ’Diva’.

Men Dansk Rakkerpak prøver også en aften at spille i en skolegård på et gymnasium i Havanas mondæne forretningsdistrikt, Vedado.

Her leverer cikadernes skratten og en vedholdende brise ude fra havet en eksotisk baggrundsstøj til ’Psycho – Street Cut’.

Det er en forestilling, der har spillet over 100 gange, siden den første gang havde premiere tilbage i 2014. Og selvom den spilles på engelsk, brænder den fint igennem til det fortrinsvis unge publikum, der enten står eller sidder i gymnasiets cementbelagte indergård.

Mord i mørke

Dagen efter står Rakkerpakkets scenografi på plads på Teatro Raquel Revuelta, få hundrede meter længere nede af gaden fra gymnasiet. Her skal der spilles hele tre forestillinger over to dage. Alt forløber godt lige til midt i den anden gennemspilning, hvor alt pludselig går i sort. Puf! Strømafbrydelse. Lige midt i en spektakulær mordscene!

En hurtig rekognoscering uden for teatret bekræfter, at det er hele kvarteret, der er mørklagt. Der er ikke andet for end at sætte sig til at vente.

Inden for i teatersalen er humøret dog højt, og det blålige skær fra dusinvis af mobiltelefoner oplyser publikumsområdet. Der råbes opmuntrende til de optrædende på scenen:

»Bare rolig. Det kommer igen. I skal ikke bekymre jer om os. Vi er cubanere. Vi er vant til den slags.«

Nogle minutter – der føles som timer for de optrædende –  senere, kommer lyset tilbage, og det vækker efterfølgende stor jubel, når den spektakulære mordscene af dramaturgiske og praktiske årsager må gentages på scenen – nu med musik og lys på de rette steder.

Las Tunas: Benzinmangel  

Dagen efter ruller vi videre ud af byen. Kursen er sat til stik øst. Over 11 timers buskørsel ligger forude, inden vi rammer Las Tunas, ca. 700 km. fra Havana. I mellemtiden kan vi fra busvinduet konstatere, at Cuba rent faktisk ligner et opslag i et rejsekatalog.

Her er nemlig pittoreske huse, her er store vægmalerier af revolutionens helte, her er udtjente men ganske iøjefaldende amerikanske biler overalt, solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og langs de støvede og hullede landeveje, hvor kokos- og banapalmer vinker til os fra vejsiden, strækker sukkerrørsmarkerne sig, så langt øjet rækker. Hertil kommer, at de mest udbredte transportmidler i Cuba uden tvivl er hestetrukne vogne og cykler – de fylder godt på vejene, både i byerne og på landevejene.

Den direkte årsag til de mange alternative transportmidler i Cuba er den udbredte benzinmangel på øen. Og så snart man ikke bevæger sig mellem de store byer, så er det ofte en hestevogn, der kommer i brug, når ting og personer skal fragtes rundt.

Dét oplever Dansk Rakkerpak og Teater Baglandet på nærmeste hold, da al scenografi, efter ankomsten til Las Tunas, skal rundt mellem de udvalgte spillesteder. Det går langsomt, når en gammel arbejdshest skal trække ting rundt i byen, men på forunderlig vis når alting altid frem til tiden, og de cubanske arrangører sætter en ære i, at alle forestillinger starter præcis. Ikke et minut før. Eller over. Nej, præcis.

Genbrugsteater

Jeg møder instruktør og skuespiller Ernesto Parra, der er vores vært i de dage, vi opholder os i Las Tunas. Vi sidder på trappen foran Teatro Tuyo, som han er leder af, og som har specialiseret sig i at lave forestillinger baseret på klovnefigurer og –universer.

Vi har netop set hans nyeste forestilling ’Grå’ på teatret med et publikum bestående både af voksne og børn. Snakken falder på økonomien – eller mangel på samme – i Cuba:

»Vi lever jo i en knaphedskultur her på øen. Det er vi blevet vant til, og de fleste af os er vokset op med, at der er mangel på alt. Tøj, mad og ja…  nu senest benzin. En liter benzin koster for tiden én peso (ca. syv danske kroner), men når en minimumsløn kun er ti pesos om måneden, så sætter dette tingene lidt er perspektiv. Transport bliver derfor pludselig rigtig dyrt, og du kan forestille dig, hvor mange penge, der skal til bare for at stable en teaterturné på benene.«

Den udbredte mangel på alt har gjort cubanerne gode til at genbruge – ikke fordi det er smart eller moderigtigt, men fordi det netop er nødvendigt for at komme igennem dagligdagen.    

»Her på teatret har vi også mærket knaphedskulturen, og derfor fik jeg lyst til at udforske den på scenen og dermed udfordre os selv. Vi besluttede f.eks., at al scenografi og kostumer til ’Grå’ skulle være genbrugsmaterialer. Vi lavede alt selv, genbrugte alle mulige ting, vi fandt rundt omkring. Noget måtte vi dog betale for, men vi brugte kun sammenlagt syv euro (ca. 50 danske kroner, red.) på scenografien og kostumerne,« fortæller Ernesto Parra.

Mens vi sidder og taler, dukker endnu en irriterende reminder om, at vi befinder os i et knaphedssamfund, op foran teatret. Den bil, der var bestilt til at køre teatrets scenografi til næste stop på turnéen, viser sig ikke at være en lastbil men en almindelig passagerbus. Vi får plads til alt alligevel, men ikke før en langvarig ompakningsøvelse. Ernesto Parra resignerer med en lakonisk bemærkning:

»La lentitud er la velocidad de la patria!« (langsommelighed er (fædre-)landets hastighed, red.).

Så kan vi endelig komme af sted – med tre timers forsinkelse. Byen Bayamo i en af Cubas østlige provinser, ca. 80 kilometer længere mod syd, ligger og venter i skumringen. På os. Men også på en ting, som ingen kan forudse…

Bayamo: Landesorg… og ingen teater

25. november: Det er nat i Bayamo, og luften er tung og fugtig. Og fordi jeg har svært ved at sove, har jeg impulsivt rakt hånden ud efter min mobil på natbordet: 'Det siges, at Fidel er død!' står der i en tekstbesked.

Da jeg kommer på benene, kører fjernsynet allerede i pensionatets spisesal og dagligstue med en uendelig båndsløjfe af mindeudsendelser på alle kanaler. Vi står og sidder foran tv'et med morgenhår og morgenøjne. Det er en uvirkelig situation, og der breder sig en stemning af usikkerhed. Hvad sker der nu? På sigt? Men også i de nærmeste dage? Kan vi mon fortsætte vores turné?

Så toner Cubas nuværende leder, Fidel Castros lillebror, Raúl Castro, frem på tv-skærmen. Han annoncerer dødsfaldet officielt og deklarerer ni dages landesorg. Han sidder i kampuniform og afslutter sin tale med et: ’¡Hasta la victoria siempre!’ (vi fortsætter til sejren, red.)

Få minutter senere indløber nyheden om, at alle former for offentlige kulturaktiviteter er forbudt, mens landet sørger. Ingen teaterforestillinger eller koncerter må gennemføres de næste ni dage. Vi kigger på hinanden. Resten af vores turné er faktisk lige blevet aflyst.

Senere samme dag har vi et møde hos vores lokale vært, Teatro Andante. Stemningen er trykket. Den mangeårige leder af teatret, Juán González Fife, der har brugt nærved to år på at forberede vores besøg i byen, meddeler os, at alt er aflyst, og at det trykte program, han holder i hånden, ikke kan gennemføres:

»I er ankommet til vores by samtidig med den mest triste nyhed, vi har modtaget i mange år,« siger han lavmælt.

Systemet lukker ned

Ironien er til at tage at føle på. Alle cubanere, vi hidtil har talt med på vores rejse på Castros ø, har forsikret os om, at ’han er ude af regnestykket’ – men dog ikke så meget, at han ikke kunne få landet til at gå helt i stå på denne lørdag, hvor vi nu må lægge nye planer for de sidste to dage af turnéen.

I al hast stabler vi en række lukkede arbejdsdemonstrationer på benene; vi spiller uddrag af vores forestillinger for hinanden, diskuterer i grupper, lytter til historier og lærer af hinandens erfaringer. Men alle offentlige forestillinger – én skulle oven i købet have foregået på Plaza de la Revolución (revolutionspladsen, red.) lige midt i byen – må altså aflyses.

Og der er ikke noget ’men’ – eller en ’måske ku’ vi også’-løsning. Vi mærker nu, hvordan systemet virker, og det cubanske samfundsmaskineri er velsmurt og velinformeret om alt. Det lukker sig om os. Vi retter ind og læner os tilbage i oplevelsen. Dette er ikke tiden eller stedet til at gå i rette med nogen eller stille spørgsmål. Kunsten har ingen plads midt i en landesorg og en patosfyldt afsked med en nationalhelt. Ordren er klar og skal følges.

Landesorg i baren

Ud på eftermiddagen går det op for os, at landesorgen også indebærer andet end forbud mod gennemførelse af teater- og musikarrangementer på offentlige steder.

Efter dekret er al udskænkning og salg af alkohol nemlig nu også blevet forbudt. Dette sender i første omgang en svag chokbølge gennem vores lille gruppe. Om aftenen finder vi alligevel en bar, hvor tjeneren – dog med et nanosekunds tøven – indvilliger i at servere et glas rom for os.

Da vi lidt senere beder om endnu en omgang, har piben dog fået en anden lyd:

»Ikke mere nu. NU er der landesorg – også i denne bar,« siger han med alvorlig mine.

Ikke mere alkohol til folket. Og altså heller ikke noget teater. Er det mon de sidste efterdønninger af en gammel revolution, der har ramt os? Eller er det de nye vinde, der blæser os omkuld?

Svaret blafrer vist i den caribiske brise…

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere