Af

29. januar 2020

Enhver stemme er også et kollektiv af relationer og ressourcer

Pernille Welent Sørensen reflekterer over sine oplevelser på IPAY 2020- den store showcase-messe for børneteater i USA, hvor Teatercentrum introducerede KulturCrew-konceptet:

 

'AT GIVE BØRN og unge stemme' var overskriften på den paneldebat,  som jeg deltog i på IPAY 2020, en amerikanske netværksorganisation for arrangører af børneteater og arrangør af en stor årlig showcase-messe, der i år blev afholdt i Philadelphia.

Og det har fået mig til at tænke – og det gør jeg en del for tiden, da jeg er i gang med et større maraton; at skrive en ph.d. om børns publikumsoplevelser, når de møder scenekunst i skolen.  

Her ønsker jeg, helt i tråd med IPAY 2020, at invitere børn og unge med 'til bords' i de dialoger, vi har om scenekunst. Dette primært for at forstyrre os voksne omkring børn og omkring scenekunst for børn og unge, udfordre, overskride og måske også genforhandle det, vi synes at vide om børn som publikum, når de møder scenekunst i skolen.  

 

BILLEDET OM at invitere børn med til bords er jeg selv glad for – fordi det synliggøre at der er nogen, vi ikke har hørt (så meget) og som vi skal give mere plads. 

Men der kan også ske noget andet:  At vi bliver optaget af stemmer som udtryk for rene individuelle udryk. På IPAY 2020 deltog et ungepanel af fem kunst-aktivister,  tre aktive klimaaktivister og to rappere/musikere/producere, der giver stemme og modstand til undertrykkelsen af sorte i USA. 

De unge fremstår hver på deres måde klare, stærke og bevidste og som nogen, der har klaret sig på trods af dårlige sociale kår, farve – og det er så snublende nært at se dem alene som individuelle stemmer, der hver især har klaret sig på grund af deres 'særlige styrke'.   

Det trækker på logikker, som den amerikanske drøm er gjort af – at stærke individer finder veje og klare sig. I Danmark kunne det være logikken, som 'mælkebøttebørn' udspringer af. Nemlig den at forstå mønsterbryderen som en, der har styrken til at 'bryde gennem asfalten' og 'folde sig ud'. 

 

I DAG TÆNKER vi langt mere komplekst om det at være et mønsterbryderbarn, men da mælkebøtten er så velkendt et billede, kan det let blive den logik, vi tyr til. Måske fordi det også knytter godt an til heltefortællinger, der som regel udspringer af et stærkt individfokus. 

Et alternativ er at flytte fokus til relationer og pege på, at de fem aktivister var inviteret til at deltage på konference i et rum med mange ører, der gerne ville høre.  At de fem stemmer blev til i de spørgsmål, der blev formuleret på konferencen og i de ører, der hørte og skabte mening med det, der bliver sagt. 

Dernæst rummede alle deres fortællinger netværk af ressourcer, der bidrog til deres stemmer: Klimaaktivisten, der havde samlet en gruppe klima interesserede unge i Philadelphia gennem opslag på instagram, havde fået sin indignation vakt ved besøg i hendes forældres hjemland, Bangladesh, hvor familiemedlemmer lider under massive oversvømmelser. 

Hendes fortælling om, hvorfor hun er klimaaktivist, havde hun fået hjælp til at skærpe i den klimaorganisation, hun i dag er tilknyttet som et led i et rekrutteringsprogram. Og for rappernes vedkomne havde engagerede og opbakkende lærere været centrale personer i at fastholde troen på, at musik og rap var en mulig vej, ligesom et musikprojekt for unge der havde stillet studie og kompetencer til rådighed.  Ligesom andre unges opmuntring til at forsætte arbejdet også blev nævnt som led i at finde lige netop de udtryk.

 

FOR HVER AF de fem aktivisters stemmer væver sig mønstre af ressourcer og relationer der er betydningsfulde for det at give stemmer og for det at blive hørt. Jeg mener det er vigtigt at huske på i en tid, hvor vi meget let kommer til at fokusere på den enkelte og på individet. Hvor stemmer bliver noget man har og er i stedet for et fokus på hvordan stemmer sker og skabes i samspil med situationer, relationer, rum og ressourcer.  

Og det gælder for den sags skylds alles stemmer – børns som unges som voksnes stemmer – at vi er sammenfiltrede med verden, og at vores stemmer også må ses som udtryk for et kollektiv af relationer og ressourcer, som vi trækker på og forstås med. 

 

Pernille Welent Sørensen er Ph.d. studerende på Roskilde Universitet og konsulent på Teatercentrum  

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg