1. september 2020

Engelsk-sproget dramatik på dansk scene

Det kan være anderledes og intenst at opleve en teaterforestilling spillet på velklingende engelsk – og muligheden er da også til stede i Danmark, hvor man blandt førende engelsktalende professionelle teatre kan finde That Theatre Company (siden 1997), Why Not Theatre Company (siden 2007) og som det mest kendte London Toast Theatre (siden 1982), der udover deres Crazy Christmas Cabaret'er også laver mere alvorlige produktioner.

Hvor London Toast Theatre med nogen ret og megen tilstrømning insisterer på, at deres juleshows også er for unge, før de er rigtig voksne – der her så kan høre både muntert engelsk af og til tilsat stærkt pointeret danglish – har Why Not Theatre Company vovet sig direkte ind i løvens hule og deltaget på en Aprilfestival i 2015 med 'Remembrance', alderssat til 14 år og op (se anmeldelse).

Godt en snes produktioner er det siden 2007 blevet til for Why Not Theatre Company, der har spillet på CaféTeatret, Bådteatret og de seneste fire-fem år på Teatret ved Sorte Hest. Her er man klar med endnu et gæstespil, når 'The Cheyenne are leaving' har verdenspremiere 13. november og spiller til 5. december. Med en label som voksenforestilling (dog med aldersgrænse sat fra 15 år) sniger den sig lige udenom Teateravisens fokus på teater for børn og unge – men bliver alligevel som mange i dette alderssegment alligevel tilbudt portalen til anmeldelse.

Der er dog ingen tvivl om, at netop engelsk-sproget dramatik – der her 'spilles på letforståeligt engelsk', både er en glimrende anledning til at udvide engelsktimerne for de ældre klassetrin og for 'rigtige' voksne til at undersøge og/eller nyde egne sprogkundskaber.

Teatret har da også forberedt undervisningsmateriale velegnet til gymnasieelever (findes på teatrets hjemmeside). 

I 'The Cheyenne are leaving' er den unge sydafrikanske skuespiller Joe Young på scenen sammen med Nathan Meister i forestillingen, der er instrueret af Nina Larissa Bassett og med emner som kærlighed, krig og isolation skildrer flygtninges ultimative offer: At måtte forlade deres hjem og kendte liv. Manuskriptet er af den herboende dansk-serbiske dramatiker Tanja Mastilo, hvis egen personlige historie som flygtning gav hende inspiration til forestillingen, der er hendes fjerde stykke til Why Not Theatre.

Se mere om forestilling og teater på hjemmesiden: https://www.whynottheatre.dk

(Billedet: Nathan Meister og Joe Young i 'The Cheyenne are leaving'. Foto: Alexander S. Mastilo)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne