DEBAT
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021
31-05-2021
Illustrationer og snapshots omkring ASSITEJs 20. verdenskongres, bl.a. den afgående præsident Yvette Hardies åbningstale (2. foto yderst th), foto fra Barrowland Ballets 'Playful Tiger', der var emne for en workshop (2. foto yderst th) og 'This is Grayson', der var fokus for et arrangement om unges forholden sig til en kompleks verden (foto nederst tv).

En virtuel verdenskongres

09-04-2021
International ASSITEJ's 20. verdenskongres, der skulle have fundet sted i Tokyo, blev afviklet som en virtuel begivenhed 22. marts-1. april 2021 med et væld af debatter, workshops, teaterforestillinger m.v., som omkring 1200 delegerede havde købt online-adgang til. Betina Rex deltog som udefrakommende observatør i nogle af de mange zoom-events og diskussioner og fik en forsmag på, hvad ASSITEJ kan byde på. Hun reflekterer også over fordele og ulemper ved det digitale afviklingsformat til denne begivenhed.
Af: Betina Rex
FAKTA

* International ASSITEJs 20. verdenskongres med tilhørende festival, der skulle have fundet sted i Tokyo i 2020,  blev afviklet i en online-version 22. marts-1. april 2021. 

ASSITEJ International er som det verdensomspændende netværk for teatre, organisationer og enkeltpersoner fordelt på over 80 lande en vigtig medspiller i arbejdet med at promovere teater for børn og unge på globalt niveau. 

Der blev i løbet af kongresperioden afviklet eller vist 158 online-events, og man vil kunne se alle optagelserne t.o.m. 11. april.

Midtvejs i kongresforløbet havde 1192 delegerede købt fuld adgang til online-verdenskongressen - fra Australien til Argentina, Canada til Kina, Mongoliet til Mexico, Norge til Nigeria og Sverige til Sydafrika. På samme tid var der 4728 unikke zoom-tilmeldinger til live-events. 

* Verdenskongressens organisatoriske beslutninger:

-  Næste verdenskongres afholdes i 2024 på Cuba

- Ny præsident er Sue Giles fra Polyglot Theatre i Australien, der afløser Yvette Hardie efter hendes tre perioder på posten (2011-2021)

- Louis Valente blev enstemmigt genvalgt som generalsekretær for endnu en periode. Det betyder også, at ASSITEJ Internationals generalsekretær også ligger i København de næste tre år.

- Se præsentationen af den nyvalgte Executive Committee, inkl. den nye præsident og den danske generalsekretær: http://www.assitej-international.org/en/the-executive-commitee/ 

***

Se stor version af artiklens illustration

En verdenskongres lige hjem i stuen – det meste af den oveni købet tilgængelig ’on demand’. Et overflødighedshorn af debatter, diskussioner, workshops, proces indblik og -delinger, forestillinger og festligheder. Ingen fordyrende eller forurenende rejser halvvejs rundt om kloden, med jetlag og flyskam til følge.

For en der aldrig tidligere har været til en ASSITEJ verdenskongres, udgør den digitale udgave i år en unik mulighed for at få et indblik i, hvad det hele egentlig handler om. Samtidig er det også blevet endnu en oplevelse af, hvordan de digitale muligheder har sine begrænsninger både som formidlingsredskab og som mødested. 

Noget for enhver smag og lidt ekstra

Ingen tvivl om, at ASSITEJ-kongresprogrammet 2021 favner bredt og har en udtalt ambition om at gå i dybden med en forskelligartet palet af emner, der kan inddeles både på kryds og på tværs. Man kan naturligvis orientere sig efter alders- og målgrupper eller i en mere ’konventionel’ genremæssig forstand efter eksempelvis tekstbaseret eller fysisk scenekunst. 

Samtidig kan tematikker som eksempelvis  publikumsinvolverende, socialt inkluderende og queer også guide vej gennem de mange timers online-tilbud, der gradvist vokser, i og med at de bliver tilgængelig for streaming efter afholdelse. 

MEN: Det føles lidt som at vælge mellem is på en smeltende varm sommerdag – nærmest umuligt. Af erfaring ved man jo, at maven er mæt før øjnene og munden. Alligevel får man ofte købt en kugle mere, end man rigtig kan fordøje. Min indledende ambition om, hvor meget og hvad jeg kan nå at se, samtidig med at jeg passer andre arbejdsmæssige forpligtelser og private gøremål ender derfor med at være en god del større, end realiteterne.

Inklusion og migration

Inklusion er en af de tematikker jeg på forhånd ved, at jeg har lyst til at dykke dybere ned i, og efter at have lyttet til ’Centring Inclusivity’ som er omtalt i en tidligere artikel her på portalen (se artiklen: 'På skærm med hele verden'), er min interesse endnu mere vakt. Det næste på mit program er derfor Barrowland Ballet, hvor den kunstneriske leder Natasha Gilmore fortæller om at skabe de allerede eksisterende værker 'Tiger' og 'Tiger Tales' om til værket 'Playful Tiger' for børn med komplekse behov, dvs. primært psykiske komplekse behov (24.3 Barrowland Ballet: Making work with and for young people with complex needs).

Selve arrangementet har et godt flow og det er fint at høre, hvordan danserne har arbejdet fysisk med børnene, og hvor lang tid og hvor meget tålmodighed det har krævet at researche og workshoppe sig frem til forestillingens endelige form, alligevel er min koncentration svingene. Natasha Gilmores pointe om, at dans skaber en mulighed for en legende fortolkning, der harmonerer godt med børn med komplekse behov, er det, der primært hager sig fast. Et-nul til en åbne dramaturgi. 

Jeg ser arrangementet i realtid sidst på eftermiddagen med påskeferien lurende i horisonten, så mit koncentrationsbesvær har nok rod i, at jeg ikke kan indtage mere ”skærmføde”. 

Derfor vælger jeg at se optagelsen af arrangementet ’TYA and migration’ (30.3) med friske formiddagsøjne et par dage senere. Som jeg forstår det er det en præsentation af en digital platform for brugerdrevet indsamling og distribuering af information om forskellige former for scenekunstprojekter for børn og unge, der omhandler migration. 

Platformen er initieret af ASSITEJ Italy, ASSITEJ Spain og Scènes d’enfance – ASSITEJ France. At afsenderne af projektet har til huse i nogle af de nationer der, i en europæisk kontekst, tydeligst har mærket migrantstrømmene de seneste år, er nok ikke tilfældigt. En væsentlig pointe for projektet er dog at understrege at projekter fra hele verden er velkomne, fordi netop diversiteten og bredden er det, der gør det muligt at danne sig et globalt billede af, hvor og hvordan TYA forholder sig til migration.  

At ikke alle de for platformen relevante projekter er lavet på en scene eller et spillested, er også en pointe. Derfor er alle former for scenekunstneriske projekter, hvad end det er forestillinger, videnskabelige undersøgelser, eller socialt inkluderende projekter er velkomne. 

Formen er fin – indholdet ukendt

Det mest interessante ved arrangementet er næsten, da en af deltagerne spørger ind til projekter omhandlende historisk migration, og hvorvidt de kan få plads på siden, desværre på en så dårlig forbindelse, at det er svært at få meget mere af konteksten med. 

Men det får mig til at tænke på, at migration, ikke at forveksle med flugt, er den menneskelige omstændighed, der har gjort, at vi nu befolker hele kloden. At immigrere for at søge bedre forhold andetsteds er lige så gammelt som mennesket selv, men det harmonerer dårligt med vores moderne grænsedragning, hvor sondringen mellem flygtninge og migranter tillige bliver afgørende for det enkelte menneskes skæbne. 

I præsentationen nævnes både migranter og flygtning, hvilket giver god mening, men I og med at hjemmesiden endnu ikke er offentliggjort og tilgængelig, er det svært at dykke ned i konkrete cases, endsige spå om, hvilke former for projekter, den kommer til at indeholde. 

Det er selvfølgelig forståeligt, men også ærgerligt, fordi arrangementet mest af alt kommer til at virke som en meget langstrakt præsentation af et relativt simpelt værktøj, der egentlig først bliver rigtigt interessant i kraft af sit indhold. Man kan håbe, at der kommer andre senere lejligheder til at samle op på projektet, når det for alvor er blevet taget i brug og her måske også få de etiske og muligvis politiske overvejelser, der ligger bag, yderligere konkretiseret. 

En hyldest til ambivalensen 

Anderledes indholdsbaseret var min oplevelse af arrangementet om 'This is Grayson (28.3)', en stedsspecifik forestilling af samme navn produceret af det australske Melbourne-baserede kunstnerkollektiv Gold Santino.

Kort fortalt er forestillingen centreret omkring en pige, Grayson, fra det ydre rum, og hendes oplevelse af at leve på planeten Jorden, som en form for ’midt-imellem’ eksistens, der ikke er helt som de andre, men samtidig ikke har andre steder at være. 

Forestillingen præsenteres af Gold Santinos dramatiker og kunstneriske leder Davina Wright og producent og performer Xavier O’Shannessy. De lægger begge vægt på forestillingens ambition om at være en ikke-moralbaseret historie, men en karakterbåret oplevelse, der giver børn og unge et billede af, hvordan Grayson forholder sig til den komplekse verden, der omgiver hende, befriet fra en overliggende opdeling i rigtig og forkert. De gør det også meget tydeligt at de som børn selv have ønsket, at der var andre og mere queer fortællinger som 'This is Grayson,' de havde kunne spejle sig i. 

Jeg kan kun tilslutte mig deres pointer om, at det er vigtigt at præsentere det unge publikum for forestillinger, der rummer ambivalensen, det mørke og det queer. Forestillinger, der ikke udelader noget for at lade oplevelsen være mere ’børnevenlig’.  For jeg tror, som dem, at det er langt flere børn, end man måske forventer, der ikke føler sig spejlet eller ’set’ i de kønsstereotype, kernefamilie baserede, hyggelige historier, hvor intet er rigtig farligt, eller rigtig anderledes, som stadig reproduceres i så meget børnekultur.

Her må jeg også sende en kærlig tanke til dansk børneteaters evne til at være i øjenhøjde uden at lægge fingre imellem, for nu at blive i de fysiske metaforer. 

Det er interessant, at Gold Santino har skabt 'This is Grayson 'specifikt til Melbourne Fringe på opfordring af Festivalens leder. Davina Wright og Xavier O’Shannessy har ikke nogen egentlig erfaring med at producere for børn og unge og havde af samme årsag mange spekulationer omkring, hvad de kunne tillade sig, og hvad der ville være ’for meget’. 

De stereotype forestillinger om, hvad man kan præsentere for børn, var - trods kunstnernes insisteren på det anderledes - en barriere, de selv skulle bryde.  At dømme ud fra de bidder af forestillingen vi blev præsenteret for, lader det til at de lykkedes med det. I ‘This is Grayson’, hvor kunstnere med en queer æstetik og filosofi skabt for børn og unge resonerer også med Xavier O’Shannessys afsluttende pointe om, at: ”So often we make work not with people but for people, and about people but not necessarily by the people it is about.”

Man kan næsten kalde det en kommentar til tiden. 

Kærlighed og værktøjskasse

Kongressens hybridformat har som nævnt muliggjort min deltagelse, men også i 11. time. Der er derfor desværre få arrangementer, jeg har mulighed for at deltage i live. Noget jeg for alvor ærgres over ift. rundbordssamtalen ’Dramaturgy in dance for young audiences’ (30.3), initieret af Young Dance Network. 

Optagelsen en kun 30 min lang, da halvdelen af arrangementet er blevet brugt på gruppediskussioner i breakout rooms, der ikke er med på optagelsenHer har tre hypoteser og et ’frit emne’ som koreograf og forperson i bestyrelsen af Young Dance Network, Sanja Frühwald, præsenterer, været til diskussion. Dels det hun kalder ’kærlighedsaffæren’ mellem en dramaturg og en koreograf, dels dramaturgens værktøjskasse, mere konkret; hvad behøver man at have i den, for at bistå i arbejdet med at skabe/finde strukturen i en forestilling? Samt spørgsmålet om, hvorvidt der findes en speciel dramaturgi, når man arbejder med dans for børn og unge. 

Som ofte med den slags arrangementer, online eller offline, synes det også her som om, at diskussionerne i grupperne alle har taget deres egen retning, og at det er mere interessant at deltage i diskussionen end at høre en kort opsummering af den. En konkret pointe der bliver smidt på bordet, er dog, hvor vanskeligt det er at opdrive dramaturger med speciale i netop dans for børn og unge. Noget der kædes sammen med den trange og usikre økonomi som mange koreografer opererer i og det faktum, at dramaturgen ofte er den første der ryger fra lønningslisten. 

At de strukturelle og økonomiske aspekter på den måde uundgåeligt har været del af diskussionerne, viser at der er brug for at granske området, både med de kunstneriske og de organisatoriske briller på. Forhåbentlig er det noget folkene i Young Dance Network vil vedblive med. 

Det socialt-faglige element eller at kigge andre op i næsen

Mit overordnede indtryk af ASSITEJ-kongressen er som indledningsvist nævnt lidt som et besøg i en isbutik; der er så meget godt at vælge imellem, både de sikre kort, og nye frække varianter, men i den aktuelle udgave af kongressen også en potentiel (digital) forstoppelse, hvis ikke man forstår at begrænse sig. 

Jeg begrænsede mig til en håndfuld arrangementer, hvilket føltes overskueligt, og stadig ikke helt tilfredsstillende. Måske fordi den usynlige men essentielle hinde, der plejer at hjælpe på fordøjelsen på konferencer og kongresser for mig mest af alt handler om mødet og samtalen med andre mennesker. Både dem man kender i forvejen og i særdeleshed også dem man lære at kende undervejs. Det socialt-faglige element kan ikke undervurderes. 

Til trods for diverse online-formater på kongressen eks. ’FOYER network’ events og ’Artsitic Encounter’, som jeg desværre ikke har haft mulighed for at deltage i, og at jeg får hilst på en gammel studiekammerat fra Stockholm, der nu arbejder med teater for børn og unge i Skotland, så synes det svært at opnå samme følelse af fællesskab og opleve de spontane ’in between moments,’som Boomer Staceys, (IPAY, USA) så rammende beskrev det til 'How are you really doing?’på kongressens åbningsdag. 

Jeg må tillige konstatere, at online-formatets form, gør mig ekstra sensitiv over for de få elementer, det trods alt består af. Dårlig kameraindstilling (ingen har lyst til at kigge op i dine næsebor), grædende børn i baggrunden, en tolk, der overdøver taleren, ustabil netværksforbindelse, der gør det umuligt at høre, hvad vedkommende siger, er måske alt sammen mere eller mindre uundgåeligt, men stadig med til at give et lidt pjusket eller tilfældigt indtryk. Og det er ærgerligt. 

Ved flere arrangementer virker det også som om, at oplægsholderne ikke er helt afklarede omkring, hvem der siger hvad, hvornår og i hvilken rækkefælge. Det virker kikset på en scene i den såkaldte virkelighed, men det virker desværre ikke mindre kikset på en skræm i cyberspace. Måske netop fordi vi ikke ’er der’ og kan mærke stemningen i lokalet og tage det med et grin til sidepersonen. 

Det er smart, men er det holdbart?

Slutteligt kan jeg ikke lade være med at undres over, at man vælger at lægge så mange af arrangementerne online efter endt afholdelse uden at prioritere bare en grov klipning af optagelserne. Det ville have klædt de fleste af dem at få fjernet de værste kamera- og lyd problematikker, og klippet lange pauser ud. 

Selve arrangementerne er også ofte til den lange side, hvilket selvfølgelig giver mening, når man skal giver sig tid, til at dykke ned i noget. I nogle tilfælde tænker jeg dog, at en halv til en hel sides tekst kunne have fungeret som en rammesætning, og ligge tilgængelig, således at oplægsholderen kunne gå mere direkte ind i stoffet, og ikke bruge de første 10-15 min på en mere lavpraktisk præsentation af et projekt eller en problemstilling. 

Et sådant greb ville unægtelig afstedkomme andre problematikker, men nu er tanken da tænkt højt. 

En lidt vag konklusion må være, at et kongresprogram på en og samme tid bliver mere tilgængeligt men også mere uoverskueligt af at være online og kunne streames, efter de enkelte events har været afholdt. 

Program-kuratorens ædle opgave, at lægge ’stier’, der kan følges baseret på interesser og fagligt fokus og stadig rumme en grad af overraskelsesmoment, er stadig aktuelt, og programmet virker da også gennemsyret af god planlægning. Tematisk velkomponeret med specifikke emner der belyses i løbet af en enkelt dag, eller som tilbagevendende arrangementer som led i en længere række. 

Men som en enkeltperson hjemme bag egen skærm, med en bred nysgerrighed kan tilgængeligheden godt resultere i en let udmattelse som nok mest af alt skyldes onlineformatets manglende (h)åndgribelighed – jeg mangler ’at være der’ og føle stemningen.

Interessant nok synes en af de gennemgående pointer også at være, at de unge generationer, som det hele jo egentlig handler om, måske nok er ’født med internettet’, men ikke desto mindre er den aktuelle corona-prægede digitale virkelighed og hverdag noget, der skaber angst, depression og apati (også) blandt dem. 

Måske den pointe efter endt kongres er lettest at forstå, men også sværest at fordøje og bære med sig.  

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - En virtuel verdenskongres
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617181920

22-09-2021
 

16-09-2021
 

02-09-2021
 

28-08-2021
 

17-08-2021
 

06-08-2021
 

04-07-2021
 

27-06-2021
 

16-06-2021
 

14-06-2021
 

12-06-2021
 

10-06-2021
 

08-06-2021
 

06-06-2021
 

01-06-2021
 

30-05-2021
 

28-05-2021
 

21-05-2021
 

03-05-2021
 

23-04-2021
 

19-04-2021
 

01-04-2021
 

26-03-2021
 

23-03-2021
 

11-03-2021
 

04-03-2021
 

26-02-2021
 

23-02-2021
 

10-02-2021
 

05-02-2021
 

25-01-2021
 

12-01-2021
 

04-01-2021
 

01-01-2021
 

10-12-2020
 

07-12-2020
 

02-12-2020
 

18-11-2020
 

09-11-2020
 

29-10-2020
 

Flere anmeldelser