Af: Mette Windberg Baarup

3. maj 2011

En verden af sanser

Hun sidder som regel og tuder eller er vildt vred, når hun skriver en ansøgning om støtte til en ny forestilling. For Ingrid Tranum laver danseforestillinger med klar social bevidsthed og historier, som hun brænder for. Netop nu er hendes dansekompagni, Saga Dance Art Collective, aktuel med en forestilling om det at være blind - og også her ligger en masse research og personlige følelser bag.

(3.5.2011) »Jeg er vildt dårlig til at være blind!«

Ordene er Ingrid Tranums, og de falder en solrig forårsdag i gården bag Teatret Zeppelin på Vesterbro i København, hvor Ingrid og Saga Dance Art Collective er aktuel med forestillingen ’Under Uret – En blind date’.

Men hvordan finder man ud af, at man er dårlig til at være blind?

»Mens jeg skrev ansøgningen (om støtte til forestillingen, red.)
,gik jeg en masse ture rundt i byen med bind for øjnene for at prøve at opleve det. Jeg havde min mand gående et par meter bag mig, så jeg ikke blev kørt ned, for man er virkelig lost
– jeg var i hvert fald, fordi man er så vant til at bruge synet. Så det der med at vurdere hvornår vejen begynder og hvor bilerne er, det er virkelig svært at gennemskue. Jeg havde jo ikke prøvet det før, så jeg var sikkert meget mere forvirret, end en blind person ville være. Jeg er jo slet ikke vant til at bruge mine andre sanser, så jeg for vild hele tiden. Men samtidig var det inspirerende på den måde, at lydene får en anden betydning, når man ikke kan se hvor de kommer fra. Kufferter, der bliver trukket hen over brosten, lyder som hovene fra en galoperende hest, og en metroskakt med mennesker i virker som en grotte fyldt med summende insekter, så der kommer nogle helt andre billeder på lydene.«

Genopdagelse af sanser

Forestillingen handler om en ung, blind pige, der får et brev fra en dreng, som gerne vil mødes med hende under uret på Hovedbanegården – nok det dummeste mødested man kan foreslå, når hende man skal mødes med en blind, siger Ingrid Tranum selv, så både titel og fysisk omdrejningspunkt for forestillingen er valgt med en vis ironi.

Ingrids ture rundt i Københavns gader inspirerede det eventyr, som forestillingens blinde pige – danset af Ellesiv Vestreim – begiver sig ud på, da hun beslutter på egen hånd at finde frem til sin date på Københavns Hovedbanegård.

For at skabe en troværdig karakter har Ingrid, Ellesiv og Jonathan Dabora, som danser Ellesivs date, bl.a. arbejdet med Sindri Rundde som er danser og cirkusartist – og blind.

»Vi har arbejdet rigtig meget med at slette Ellesivs seende reflekser og det er jo enormt svært – det er jo næsten umuligt ikke at fokusere og reagere visuelt når man nu kan. Og så er der jo rigtig mange blinde, der ikke ser særlig blinde ud, så det er også en balance, man skal ikke se for blind ud for så bliver det en parodi. Man skal finde den der tilstand, hvor der er noget liv i øjnene, men de ser ikke noget. Når vi havde Sindri med i prøverne, kunne jeg for eksempel sidde og observere Sindri og Jonathan arbejde sammen, og lægge mærke til, hvor Sindri ikke
reagerer med øjnene – og så bagefter se Jonathan og Ellesiv og tænke: Nå nej, det der kan du jo ikke se og der må du ikke kigge, og du bliver nødt til at føle med hænderne i stedet for. Det handler meget om også at snakke om andre sanser hele tiden, at sige, hvordan ved du at han er der nu, kan du høre ham og hvordan kan du vise at du bruger ørerne. Man hører en lyd og så er det øret der reagerer i stedet for øjnene.«

Det værste der kan ske?

Jeg bemærker, at selv når det netop handler om brugen af de andre sanser, taler Ingrid lige så meget med hænderne og øjnene som med munden – et tydeligt tegn på hvor svært det er at fravænne sig den selvfølgelighed, ja, det er nærmest en indforståethed, der er omkring det at være seende.
Jonathan fortæller yderligere, at det var en stor fysisk udfordring for ham som danser at arbejde sammen med Sindri – og mens han fortæller, lukker han øjnene og illustrerer sine ord med kroppen:

»Det går ikke bare at fake
eller antyde bevægelserne, alting skal være helt og rigtigt. Man skal være meget mere tydelig i sine bevægelser, for ellers mister han (Sindri Rundde, red
.) let orienteringen – hvis nu jeg bare hopper og springer rundt om ham. Man bliver mere opmærksom på f.eks. at tage fat i armen og forberede bevægelsen og aldrig helt give slip. Det bruger vi også i duetten, når vi går rundt rører vi hele tiden ved hinanden – så den anden ved at man er der. Så der er lidt kontakt hele tiden.«

Som på kommando misser vi alle tre op mod solen, som for at minde os selv og hinanden om at værdsætte denne skønne forårsdag – og det faktum at vi kan se den og ikke blot mærke solens stråler på vores vinterblege ansigter. Ingrid sætter ord på noget af det ,vi alle tre sidder og grubler over.

»Jeg har fået et meget ambivalent forhold til, hvad blindhed egentlig er. Jeg ville jo aldrig sidde og sige, at jeg ikke ville have noget imod at blive blind – det er jo en frygtelig tanke at tænke at jeg ikke kunne åbne øjnene om morgenen! Men samtidig, med de forskellige blinde mennesker jeg har mødt, har jeg fået et indblik i nogle mennesker som siger: Jamen, det er ikke det værste, der kan ske. Det har også ændret mit syn på, om det i virkeligheden ’bare’ er en anden måde at opleve verden på. Selvfølgelig er der rigtig mange ting, de mister, men der er også nogle ting, de får.«

Den sociale bevidsthed

Med forestillinger om både klimaforandringer og samfundets outsidere på sit koreografiske CV må Ingrid siges at være en koreograf med ambitioner på flere planer end blot det kunstneriske – hvis Saga Dance Art Collective var en multinational, børsnoteret virksomhed, er der i hvert fald ingen tvivl om, at der ville være helt styr på deres Corporate Social Responsibility.

Hvad bunder det i?

»Som regel starter en forestilling med et eller andet, der oprører mig eller optager mig, noget hvor jeg tænker, at der er en gemt eller glemt historie her som bliver nødt til at blive fortalt. Det er som regel udgangspunktet for, at jeg overhovedet laver en forestilling – at jeg mærker, at det her må jeg fortælle noget om. Så derfor er der rigtig mange sociale, menneskelige problematikker i mine forestillinger. Jeg vil også vældig gerne provokere mit publikum til at tænke sig lidt mere om. Jeg synes, at scenekunsten har en rigtig vigtig rolle lige nu, fordi alt andet som folk oplever rundt omkring er igennem en eller anden medieret genganger, altså gennem en computer eller et tv eller et andet medie – men det at der står nogle mennesker lige foran en, det er enormt meget stærkere, hvis man gerne vil sige noget, det bliver hørt enormt meget mere. Så jeg ser det næsten lidt som en pligt, man er nødt til at forholde sig til det samfund og den verden man lever i og sige noget om det, når man har et sprog, man kan tale med.«

Ingrid er en lille og spinkel kvinde, men der er kraft og vilje bag hendes ord, da hun fortæller videre:

»Jeg sidder som regel og tuder eller er vildt vred, når jeg skriver en ansøgning, fordi det er en historie, jeg vil have ud. Og så går det fra en følelsesmæssig fase over til at skaffe viden omkring emnet, researche det, og finde ud af, hvad det så er der rører mig, så det bliver troværdigt og ikke en overfladisk historie. Men det kan jo tit være nogle voldsomme problematikker, som rører mig dybt.«

En forestilling til dem midt imellem

Men når den voksne koreograf sidder og græder ned i tasterne over en ansøgning til Statens Kunstråds Scenekunstudvalg, hvordan skal et publikum på mellem 10 og 14 år så klare sig helskindet gennem forestillingen?

Uden problemer, viser det sig – børn kan kapere mange flere svære emner, end vi ofte tiltror dem. Uforglemmelig er Teatret Refleksions ’Farvel Hr. Muffin’ om de sidste dage i et marsvins liv, en forestilling som på smuk og rørende vis fik sat døden i tale over for et publikum på helt ned til seks år.

Så spørgsmålet er måske i virkeligheden ikke, hvornår et publikum er gammelt nok til at håndtere visse emner, men nærmere hvornår de er for gamle?

Ingrid mener i hvert fald, at spørgsmålet om aldersgruppen ikke er det sværeste at tage stilling til i processen omkring en forestilling.

»Den her historie kan man, ligesom med stort set alle andre historier, vælge at fortælle til en hvilken som helst aldersgruppe. Men man er selvfølgelig nødt til at træffe en beslutning og jeg synes at det var vigtigt at lave ’Under Uret’ for dem vi kalder in betweens
, fordi problematikken egentlig helst skal tages hul på, inden man bliver teenager. I hvert fald hvis målet er, at man skal tænke: Nå ja, måske kunne jeg godt snakke med den blinde pige i min klasse, eller – hvis man tager den skridtet længere ud: Måske kunne jeg godt snakke med nogen, der oplever verden lidt anderledes, end jeg gør. Så det er før teenage-årene at problematikken skal ind, fordi man har alderen til at forstå tematikken og problemet i det og samtidig kan man måske nå at få et andet forhold til emnet, inden man bliver teenager.«

Ung i sindet

Når forestillingen først er i gang, sidder Ingrid på publikumsrækkerne sammen med de mange in betweens og er mere eller mindre passiv tilskuer – men hvordan er det som voksen og erfaren danser på 27 at stå på scenen foran en flok 10-14-årige og prøve at tale med dem som en ligeværdig?

Det har Jonathan en helt klar holdning til:

»Jeg prøver ikke at være samme alder som publikum – jeg prøver bare at være ung i sindet. Og jeg kan sagtens være Jonathan som er 27, for selv en som er 37 og skal på date for første gang kan synes at det er lidt pinligt. Så det er noget alle kender til når det handler om kærlighed og at gå på date, så bliver man lidt klodset og der sker fejltagelser, og ih, det var ikke sådan det skulle ske – det er i hvert fald også sket for mig. Samtidig skal kommunikationen med publikum være meget tydelig, du skal levere en tydelig historie. Og det er også vigtigt selv at have den der uskyldighed, altså at det er første gang jeg møder Ellesiv, det er første gang jeg ser en fjer – at jeg også bliver lidt paf, lidt overrasket over de ting der sker.«

Ingrid har bevidst valgt dansere med en ung, måske lidt barnlig udstråling, for at de til en hvis grad kunne være sig selv på scenen og interagere med publikum på naturlig vis:

»Man kan godt blive for voksen, og så er det rigtig svært som barn at identificere sig med en, så man må gerne have en barnlig energi. Jeg synes også at interaktion med publikum er enormt vigtig, især i børneforestillinger, så jo mere man kan slippe af sted med at inddrage dem i universet jo bedre. Samtidig skal der være en balance i det, der skal være noget styring et eller andet sted – interaktionen må ikke være så begrænset at man inviterer til noget man ikke følger til dørs men hvis de er med hele tiden så mangler de oplevelsen af at det var en forestilling de så, så det er en balancegang. Men det er super spændende og en gave som performer at have interaktionen, for du kan aldrig bare køre på rutinen, hvad som helst kan ske, og det er en gave til at holde liv i en forestilling, det er det der gør det spændende.«

At opleve i stedet for at se

Udover Sindri Rundde havde Ingrid endnu en hjælper i processen omkring forestillingen: 18-årige Mie Henriksen, som har været svagsynet, siden hun blev ramt af sygdom som 14-årig. Hun var, ligesom undertegnede, til stede ved forestillingens premiere på Teatret Zeppelin, og sagde efterfølgende, at det havde været dejligt endelig at se stykket.

Og så dukker det uundgåelige spørgsmål op: Hvordan oplever hun forestillingen? Og er en forestilling om
en blind pige samtidig også en forestilling for
blinde?

»Mie oplevede forestillingen ved, at hun dels havde fornemmet, at der var nogen rundt omkring hende, og så kunne hun fornemme stemninger enormt stærkt, både fra musikken og fra lyde og ved at høre hvor på scenen danserne stod, var de tæt på hinanden eller langt fra hinanden?« forklarer Ingrid.

»Hun følte at hun havde forstået hele historien – og det har vi også arbejdet med fra starten, at man skulle kunne følge historien, selvom man ikke kunne se den. Det har været noget, vi har snakket om helt fra starten, at hvis en klasse, som har en blind elev, kommer ind og ser forestillingen, så kan han eller hun også opleve forestillingen og snakke med bagefter, så det på en eller anden måde er en fælles oplevelse. Det er forkert at sige, at det er en forestilling for blinde, for det er det ikke – det er forestilling til seende for at de kan bygge bro til de blindes verden, men det har været indtænkt især i lyduniverset, at man skal kunne opleve den samme rejse, selvom den måske bliver mindre konkret. Forestillingens mål er at bygge bro mellem de unge blinde og de unge seende – at vise at hun er også bare en ung pige, der er forelsket, og man kan sagtens identificere sig med hinanden alligevel.«

Gadebørn i Sydamerika

Ingrid Tranums næste forestilling, ’Paolo & Money’, føjer sig fint ind i rækken af socialt engagerede forestillinger:
»Den handler om en gadedreng, der er skopudser og bor alene sammen med sin usynlige ven på gaden i Sydamerika. Jeg er jo sådan en der har huset fyldt af velgørenhedsblade, fra Unicef og SOS Børnebyerne og Amnesty, og det har altid været et emne, der har optaget mig – og så synes jeg, at danske børn er enormt uvidende om, hvor heldige de er, og hvor slemt det nogen gange er for andre børn i resten af verden. Men jeg synes ikke, det er noget man skal sige med sådan en pædagogisk pegefinger, det er nærmere noget med at have en bevidsthed om hele verden og om andre børn. Alle børn har en helt naturlig empati med andre børn, så hvis de oplever, at et andet barn er ude for noget uretfærdigt, så rører det dem virkelig. Og det er så frygteligt at sidde og læse om, så det her er en af de ansøgninger, hvor jeg har siddet og tudet mens jeg skrev…«

Mette Windberg Baarup er cand. mag. i dansk og kulturformidling

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere