DEBAT
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020
23-02-2020
19-02-2020
18-02-2020
29-01-2020
28-01-2020

Børneteatret: Den tårnhøje hund

Drengen (Kim E. Jensen) med sin lodne ven (Casper Joel) i Børneteatrets uopslidelige forestilling. Foto: Børneteatret

En uopslidelig mand

21-01-2009
Sød og varm komedie om en ensom mand, der møder en tårnhøj hund.
FAKTA
Børneteatret: Den tårnhøje hund -

Af Kim E. Jensen. Musik: Dan Hemmer. Iscenesættelse: Kim E. Jensen. Fortæller: Povl Dissing. Medvirkende: Kim E. Jensen og Casper Joel. Aldersgruppe: 3-8 år. Turneforestilling. Spillerpå Børnescenen på Folketeatret 19.-24. januar og igen 31. marts – 18. april 2009 samt på Festival 2009 i Ballerup 24.-26. april 2009. Set januar 2009. www.børneteatret.dk

I grunden er det spild af talent. Alt for mange børneforestillinger produceres og spilles af et teater for en enkelt eller flere sæsoner, hvorpå de stedes til hvile på den store drama-kirkegård, hvorfra næsten ingen vender tilbage. Ærgerligt, fordi der i mange tilfælde ville være god ræson i at spille gode børneforestillinger igen, når nye generationer af publikum var vokset til.

Fænomenet er det samme inden for moderne dans. Der ligger en – uudsagt – forventning om, at man altid skal være original og nyskabende. Det krav har voksenteatret heldigvis aldrig lidt af. Heldigvis, for hvor ville Shakespeare, Holberg og Ibsen ellers være blevet af!

Inden for børneteatret genopsætter man da også. Men som regel kun sine egne forestillinger. Man låner ikke hos hinanden. Men hvorfor dog ikke? Filuren i Aarhus har fx gjort det med held med flere af Randers Teaters forestillinger, og i det aktuelle tilfælde med ”Den tårnhøje hund” – Børneteatrets uopslidelige forestilling, oprindelig skabt til Teaterbutikken i 1987 og på Børneteatrets repertoire stort set siden 1990 – vovede Zangenbergs Teater pelsen for nogle sæsoner siden og ny-indstuderede den. Med så stor succes, at man et halvt år senere nappede toeren også.

Tilsyneladende ganske uproblematisk for begge parter – i hvert fald spiller Børneteatret fortsat deres egne to hundeforestillinger på livet løs, sæson efter sæson. Forståeligt nok, for de er gode.

Her gælder det etteren, hvor en sød og lidt sær eneboer hygger sig i sin lille lejlighed. Det er umiddelbart ikke noget spændende liv, han lever hver nat med et arbejde som poststempler og frimærkepåklistrer, hvorpå han sover om dagen. Hvis han da kan for den larmende trafik lige uden for vinduet. Set med voksenøjne er han klart i familie med den franske filmmand Jacques Tatis Monsieur Hulot – en venlig, lidt hjælpeløs og befippet mand, der ikke er ganske tryg ved verden omkring ham.

En dag får manden en mærkelig bog. Den støjer, når man åbner den. Som om der boede en hel by inden i den. Bogen fortæller også helt af sig selv med Povl Dissings inciterende stemme. Fortæller om manden og hans regelmæssige liv med brevene nat efter nat. Indtil det hele en dag alligevel bliver ham for trist. En skovtur er løsningen, og her møder han den tårnhøje hund. Et muntert væsen, der vender op og ned på mandens liv – på den gode måde, heldigvis.

Scenografien trænger til en opfrisker

Og dermed slutter historien. En sød lille fortælling om en næsten helt almindelig mand og en usædvanlig hund. Fortalt med et minimum af replikker, hvor den slentrende, lidt 1960’er-agtige film-underlægningsmusik og en masse sjove lydeffekter – vækkeure, trafiklarm, radiosnak – skaber stemningen. Samtidig er den enkle historie udstyret med en masse finurlige sceniske detaljer, der får ungerne til at grine. Radioen, der også fungerer som brødrister, hvorfra brødet springer lige op i næsen på manden; stuepalmen der kan tale; indgangsdøren der snart forvandles til snart et køleskab, snart en vaskemaskine, hvorfra sæbeboblerne sprøjter op.

Så langt er det hele fint. Når jeg alligevel irriteres en smule, er det fordi scenografien bærer præg af mange års flittig brug. Den er skjoldet, slidt i kanterne og kunne godt bruge en spand maling, en ombetrækning og måske en ny, mere nutidig og lidt friskere farveholdning. Det ville klæde den og løfte oplevelsen betydeligt.

Til gengæld mærker man ikke på Kim E. Jensen, at han må have spillet forestillingen det meste af sit voksenliv. Han tegner fortsat den venlige mand med en umiddelbar og drenget charme, der skaber en god stemning i salen. Og Casper Joel er lige så sød som kæmpehunden med de mange kræfter, den danseglade krop og den store vippende snude. En hyggelig, sjovt fortalt og varm lille forestilling om at glæden ved at kunne dele sit liv med en anden.

Af: Henrik Lyding
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Den tårnhøje hund
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

17-03-2020

02-03-2020

15-02-2020

11-02-2020

03-02-2020

28-01-2020

19-01-2020

12-01-2020

20-12-2019

17-12-2019

05-12-2019

03-12-2019

02-12-2019

30-11-2019

29-11-2019

28-11-2019

27-11-2019

26-11-2019

24-11-2019

23-11-2019

22-11-2019

20-11-2019

19-11-2019

18-11-2019

13-11-2019

11-11-2019

05-11-2019

25-10-2019

11-10-2019

09-10-2019

07-10-2019

02-10-2019

27-09-2019

25-09-2019

24-09-2019

23-09-2019

21-09-2019

18-09-2019

17-09-2019

15-09-2019

Flere anmeldelser