Af: Carsten Jensen

21. april 2010

En uge med udfordringer

Festival 2010 blev afviklet efter alle (børneteater)kunstens regler. Og med 640 opførelser blev der sat rekord for flest spillede forestillinger. Nummer 40 i en ubrudt festivalrække blev endnu en manifestation af alle de særlige ting, som dansk børneteater magter. Den kvalitative top er intakt, og lysten til nye eksperimenter lever i bedste velgående.

»Mor, må jeg godt grine?« lød det bekymret fra en lille to-årig pige ved indgangen til et klasselokale på Danmarksgade Skole i Esbjerg, før hun skulle overvære sin måske første børneteaterforestilling nogensinde.

Og selvfølgelig måtte hun og de andre små tilskuere det. Man måtte også gerne le, græde, forundres og lade sig inspirere, for med 165 forskellige forestillinger var der noget for enhver smag og alder på den nys overståede Festival 2010 i Esbjerg.

Og selvom der altså var flere forestillinger med på Festival 2009 i Ballerup, og der også var et enkelt teater mere end de 108 i Esbjerg, så kan den vestjyske by nu indtil videre glæde sig over at have huset festivalen med de flest opførelser. 640 blev det til, inden festivalen lukkede ned søndag.

Appetitvækker

Selvom ikke mindst de lokale papir- og æterdrevne medier var flittige til at fortælle om festivalens muligheder og glæder, er Esbjerg en stor by, der sagtens kan ‘skjule’ en festival. Men de mange teaterbiler og -folk gav kommunens borgere en klar fornemmelse af, at der var noget i gære – hvis de da ikke lige faldt over de megafestivalbannere, der prydede bl.a. Musikhuset og de enkelte spillesteder.

Og en del lod sig også ‘lokke’ ind til det store festivalshow torsdag aften, der med sin blanding af kavalkade og underholdning – af bl.a. børne-tv-stjernen Chapper og bysbarnet Diami – både fungerede som en appetitvækker og en festlig hilsen til byen.

Belægningsprocenten til festivalens forestillinger er endnu ikke opgjort, men var absolut tilfredsstillende – også selvom spillestederne længst fra centrum traditionelt har lidt sværere ved at få fulde huse. Også selvom der kørte busser i pendulfart mellem de enkelte spillesteder.

Men igen kunne man konstatere, at de mere garvede festivalgængere godt ved, at man ofte kan komme ind uden billetter, hvis man bare stiller sig op ved spillelokalerne.

Festivalen har altid sine favoritter, og det rygtes også hurtigt blandt formidlere og teaterfolk, når der er noget særligt i vente, så en hel del forestillinger var fyldt til et pænt stykke over bristepunktet.

Ung i arbejde…

En spændende nyskabelse ved festivalen var projekt ‘lån en ung’, hvor unge fra et par af Esbjergs uddannelsessteder stillede sig til rådighed, således at man på Esbjerg Hovedbibliotek kunne erhverve sig et ungt menneske at se teater sammen med og siden samtale om forestillingen – evt. ud fra et dertil udarbejdet samtalepapir.

Og selvom et par af lånemulighederne ikke var alt for meget for at se deciderede småbørnsforestillinger, blev der skabt en interessant kontakt mellem formidlere og målgruppe, og flere af ‘lånerne’ glædede sig over forløbet. Også selvom de altså ikke fik lov til at tage udlånet med hjem…

Der var også ekstraordinært indkaldt unge til en af festivalens konferencer, ‘Farlige forbindelser’, der handlede om brugerinddragelse af unge i kunst og kulturformidling og bl.a. havde deltagelse af knap 50 unge fra Esbjerg og omegn.

Og atter var Ordet…

Børneteateravisen.dk var selvfølgelig med hele vejen. Deres udsendte nåede 32 forestillinger – fortrinsvis af det nye repertoire, idet andre 70 fra festivalens repertoire allerede var i hus.

Og hvad kan man så udlede om trends og nyheder i det danske børneteaterlandskab?
I hvert fald at der stadig er grund til at tale om kvalitet, for niveauet er særdeles varieret, for nu at sige det pænt. Og sådan vil det altid være med så mange nye og så mange ressourcemæssigt pressede teatre på en festival, der alene har refusionsgodkendelse som adgangskriterium.

Men samtidig kan man glæde sig over, at der stadig bliver eksperimenteret med genrer, former, spillestil, scenografier, crossover m.v.- og det for de allermindste til de allerstørste.

I førstnævnte kategori finder man således bl.a. Teater Blik, hvor Gertrud Exner fortsætter sine undersøgelser af de dramatiske virkemidler over for børn, der stadig har ble på, når de går i teatret…

'Anno Anni' følger således i fodsporet på forestillinger som 'Vejen Rundt' og 'Regn' (produceret med Madam Bach) og forkaster den gængse fortælling til fordel for installationen.

Til gengæld synes ordet at have fået en renæssance for aldersgruppen i den anden ende af skalaen. Eksemplificeret på festivalen med nye forestillinger fra Bornholms Teater ('En dag i Helmand' – en spillet monolog om skæbner i krigens Afghanistan, hvor Ernesto Piga Carbone gestalter en tekst af Carsten Jensen), Møllen ('Idiotens historie' – hvor Klaus Andersen på sublim vis gennemspiller det meste af plottet fra filmen 'Den enfoldige morder') og Masken (‘En klovns ansigt’ – hvor Hans Henrik Clemensen er den 100-årige klovn, hvis liv fortælles i et klassisk sprog, der klinger smukt, men nok lader mange unge lidt i stikken).

Energi til teenagere

Gode ord i ungdommelig hverdagshøjde er der også stadig masser af hos de to energiske folk bag Teater O – Anders Valentinus Dam og Lars Dammark – som i 'Goodbye & farvel' fortsætter takterne og det tempofyldt sammenspil fra succeserne 'Europamesteren' og 'Knockout'. Denne gang er det en vens død i en ung alder, der er er omdrejningspunktet for en scenisk tour de force om venskab, når det er bedst og mest bevægende.
Den skal nok gå lige ind i det svære segment, der udgøres af teenagepublikummet, hvis eventuelle hang til teater ikke altid er lige let at afkode.

Også Hamlet Scenen, der selvfølgelig kommer fra Kronborgs Helsingør, tager livtag med de unge i 'Prins H. vol. 1', hvor Shakespeares univers er omsat til en ung dj-wannabes verden af familie og venner. Der er heftige rytmer og direkte dialog mellem skuespilleren Olaf Højgaard og publikum, og det fungerer både enkelt og omsorgsfuldt.

Forestillingen stopper, mens veninden Ofelia har brudt med Prins H. og der er klassegenforeningsfest med bl.a. ‘vennerne’ Rosenkrantz og Gyldenstjerne, og så ved Hamlet-kendere nok, at der venter blodige sager forude i de projekterede vol. 2 og 3.-forestillinger…

Udfordringer

Selvom ‘venskab’ givet er det mest brugte dramatiske tema i dansk børneteater gennem samtlige 40 festivaler, finder teatrene hele tiden nye og lejlighedsvis særdeles originale måder at behandle emnet på. Det så man mange gode eksempler på i Esbjerg.

Et andet velbrugt tema handler om mobning, men på festivalen i et par gode forestillinger om børns rædsel og lejlighedsvise fascination over det at være anderledes: Team Teatrets 'Mærkelig', hvor Jesper B. Karlsen havde skrevet en fin tekst om drengen – dybt troværdigt spillet af Heine Ankerdal – der hverken kan holde ud at have en handicappet lillebror eller den foruroligende Oliemand i byens udkant.

Men hvor han er rædselsslagen for at blive smittet med mærkelighed, så er pigen i Carte Blanche-forestillingen ‘Blind’ tvunget til hele tiden at forholde sig til, at hun altså er anderledes. Og tilskuerne må selv finde sig i at prøve turen – med bind for øjnene ud af spillelokalet.

Anmeldelser forude

Og således bliver publikum i alle aldre hele tiden udfordret, når dansk børneteater er bedst.

Deres udsendte sluttede af med en af festivalens sidste forestillinger søndag eftermiddag, Teater Vestvoldens muntre ‘Komedien om den franske revolution’, udsat for hele fem energiske skuespillere i et ‘Så hatten passer’-agtigt actiondrama. For skæg og ballade skal der også være plads til.

Ovenstående er bare punktnedslag i en festival med mange gode forestillinger. Mange er på det skammeligste og dybt uretfærdigt ikke nævnt her…

Men nu tager Børneteateravisens seks anmeldere til gengæld over med faglige vurderinger af forestillinger fra festivalen. Disse anmeldelser vil løbende blive lagt på portalen over de næste mange måneder. Og så ER der jo altså allerede anmeldt knapt 100 forestillinger forlods og i løbet af festivalen.

Så der er altså rigtige gode muligheder for at få et kritiker-overblik over det aktuelle repertoire fra verdens største festival med scenekunst for børn og unge.

Inden det går løs igen i april næste år i Randers.

Seneste artikler

Seneste artikler

Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere
Nyt teater tager livtag med angsten

Nyt teater tager livtag med angsten

Et af de nye teatre, der er med på KLAP-teaterfestivalen for første gang, er teater Luns, der deltager med en forestilling om angstens komplekse natur, der bl.a. bygger på de to teaterstifteres og medvirkendes egne oplevelser. Luns ser frem til festivalen og mødet med både publikum og teaterkolleger.
Læs mere
Esbjerg inviterer til festival

Esbjerg inviterer til festival

Når KLAP - teaterfestival for små og store indtager Esbjerg Kommune fra 14.-21. april under sit nye navn, er det med knap 100 teatre og 150 forskellige forestillinger. For Teatercentrums direktør er det første festival som leder, for Esbjergs borgere og eventchef er det et gensyn efter festivalen i 2022. Og for alle er det endnu en enestående mulighed for at opleve det meriterede danske børne- og ungdomsteater på tætteste hold.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere
Nyt teater tager livtag med angsten

Nyt teater tager livtag med angsten

Et af de nye teatre, der er med på KLAP-teaterfestivalen for første gang, er teater Luns, der deltager med en forestilling om angstens komplekse natur, der bl.a. bygger på de to teaterstifteres og medvirkendes egne oplevelser. Luns ser frem til festivalen og mødet med både publikum og teaterkolleger.
Læs mere
Esbjerg inviterer til festival

Esbjerg inviterer til festival

Når KLAP - teaterfestival for små og store indtager Esbjerg Kommune fra 14.-21. april under sit nye navn, er det med knap 100 teatre og 150 forskellige forestillinger. For Teatercentrums direktør er det første festival som leder, for Esbjergs borgere og eventchef er det et gensyn efter festivalen i 2022. Og for alle er det endnu en enestående mulighed for at opleve det meriterede danske børne- og ungdomsteater på tætteste hold.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere