Af

8. juni 2016

En udstrakt hånd fra gøglerfestival til teaterfolk

Henrik Rasmussen har sendt denne kommentar til en note på portalen om Gøglerfestivalen i Viborg 17.-18. juni:

Jeg er medlem af arrangørgruppen bag Gøglerfestivalen. Jeg synes, at det er vigtigt at pointere, at den mail-korrespondance som redaktøren i sin note refererer til, er med et enkelt medlem af arrangørgruppen, som godt nok i første omgang underskrev sig på vegne af arrangørgruppen, men som senere gjorde opmærksom på, at han skrev for egen regning og uden at have taget de andre i ed.

Vi har ikke i arrangørgruppen taget nogen fælles beslutning om at kontakte Teateravisen, og det er min klare opfattelse, at flere af medlemmerne ikke har taget stilling til, om Teateravisen overhovedet var relevante at invitere, og der er heller ikke opbakning til den måden, det blev gjort på.

Jeg ærgrer mig personligt over, at vi ikke havde fået afstemt vores kommunikation udadtil og må jo bare erkende, at når vi er otte personer i arrangørgruppen spredt over hele landet, som arbejder på festivalen i vores fritid, så er det en stor udfordring at få et samlet budskab ud til pressen. Det er første år for os, og vi lærer jo noget nyt hele tiden.

Vi respekterer fuld ud at Teateravisen ikke er sat i verden til at anmelde cirkus, artisteri og gøgl.

***

Gøglerfestivalen i Viborg har til formål at præsentere publikum og pressen for vores udlægning af moderne gøgl og artisteri. Vi markedsfører os ikke som en pendant til Aprilfestivalen, men hvis festivalen med årene kunne udvikle sig til at blive en større festival til gavn for hele vores branche, ligesom teaterfestivalerne er det for børneteater i Danmark, så vil det selvfølgelig passe os fint.

Artister i Danmark mangler et fælles forum, hvor vi kan diskutere vores faglige udfordringer. Derfor har vi i forbindelsen med festivalen lagt et brancheseminar om søndagen (19. juni). Vi skal her diskutere artisters og gøgleres arbejdsvilkår. Artister

og gøglere har været ude af refusionsordningen i snart 30 år, så det vil næppe give meget mening at bruge mere tid på at debattere dette. Der skal nye emner og ideer på bordet. Vi vil i stedet bruge seminaret til at drøfte, hvordan vi markedsfører os som branche; hvordan vi sætter ord på det, vi gør i forhold til presse, kunder og politikere; hvilke udfordringer der er ved at lave gadegøgl (eller gadeteater for den sags skyld) og hvilken effekt det har for specielt børn og unge, når gøglere og artister møder op i skolen eller institutionen og lærer deres færdigheder fra sig. Vi vil meget gerne have teaterfolk indover denne diskussion, fordi vi tror, at vi har en masse fælles erfaringer og vi ville kunne få en god udveksling af ideer i gang.

***

Jeg derfor gerne række hånden ud til fagpersoner i børneteaterbranchen og inviterer jer til vores seminar. Mon ikke vi kan lære noget af hinanden? Hvis der sidder nogle af portalens læsere og tænker, at det kunne være interessant at deltage på vores seminar, så vil jeg henvise jer til goglerfestivalen.dk/seminar

Her vil I kunne læse indbydelsen til seminaret (klik på link med rødt) og tilmelde jer ganske gratis. Hvis I har noget, I gerne vil byde ind med som skal med i programlægningen af seminaret eller har I spørgsmål vedr. seminar eller festival så må I meget gerne kontakte mig på kropssproget@gmail.com

Henrik Rasmussener mimer, artist og klovn (Klovnen Tapé) og initiativtager til og medlem af arrangørgruppen bag Gøglerfestivalen

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg