En tur rundt i manipulations-manegen

”Gør som jeg siger!” 

Hvis man siger det højt, lyder det mest som noget, en autoritær eller vred voksen beordrer et mindreårigt barn til. ’Do As I Say’ er imidlertid for teenagere. For publikum fra 12  år og opefter. Ikke lige en aldersklasse, der ynder at indordne sig. Slet ikke efter kommandoer fra voksne. 

Bobbi Lo Produktion vil med forestillingen afprøve og udfordre publikums sociale adfærd omkring mobning og autoritet. I en koreografi af Michael Tang og Lava Markusson bevæger fem dansere (de to koreografer inklusiv) sig rundt i et rum, hvor publikum også er. Ingen sidder på stole. 

Fra en højttaler dirigeres vi rundt i rummet og får specifikke ordrer. Vi får helt konkret at vide, hvor vi skal gå hen og hvad vi skal gøre. En ordre kan typisk lyde sådan: ”Gå til nærmeste hvide spot”, ”Søg ud på samme linje langs en væg, stil dig på et rødt spot”, ”Træd to skridt frem”, ”Vend ryggen til”, ”Gå hen til den danser som er nærmest dig”, ”Sig wharv”, ”Sæt dig ned”, ”Rejs dig op” etc., etc. 

Følelsesudtryk og fortællinger 

Mens vi parerer ordre – for det gjorde alle publikummer inklusiv undertegnede – udfører de fem dansere, Moa Autio, Kristian Refslund, Matilda Bjärum, Lava Markusson og Michael Tang, koreograferede trin, som – ofte synkront – er meget abstrakte, samtidig med at de emmer af eller på diskret vis illuderer forskellige følelsesmæssige tilstandsformer. Fx følelsen af at være forskrækket, ensom, udelukket, vred, truende, angrebslysten, etc. etc. 

De forskellige fysiske dansepartiturer bliver indledt eller ledsaget af små beretninger om mobning. Vi møder drengen, der bliver holdt udenfor og drillet, fordi han har en talefejl, og pigen, der tumler med sin seksualitet og kanøfles for det af kammerater. 

I rummet afspilles også musik. Musik som ikke kun er dyster, men også munter og i kontrast til fortællingen. 

Hvorfor adlyder vi? 

Stemmen, der dirigerer os over en højttaler, taler engelsk. Umiddelbart den eftermiddag, jeg deltog i forestillingen, som følge af at ikke alle publikummer forstod dansk. Resultatet var, at det gav det, som udspillede sig, spændvidde. 

’Do As I Say’ står på en times tid. Det føles som lang tid at modtage instruktioner for ens handlinger. Af velvillighed i forhold til forestillingen og for at udvise positivitet gør vi, som der bliver sagt. Samtidig sniger der sig et ubehag ind over det, at man vedvarende bliver styret udefra. Af en anonym anden. Af en højttalerstemme, der kom til at tage sig ud som en usynlig person, der svævede over det hele og ”bare” havde uindskrænket ret til at bestemme over alle. Fysisk, men også mentalt. 

Men vi indordnede os. Vi gjorde som, der blev sagt. Akkurat det er forestillingens styrke, selvom det lyder paradoksalt. For jeg var næppe den eneste der kunne mærke en indre modstand. En vægring ved konstant blindt at adlyde. En lyst til at stille spørgsmålstegn. Bryde ud. Protestere. Reagere imod at blive trukket rundt i manegen. Mest udtalt og ganske ubehageligt i den situation, hvor vi alle vendte ryggen til og blev stående sådan, selvom vi kunne høre skrig fra en person, vi lige havde hørt og set have det svært med sig selv. Tanken ”Hvorfor adlyder vi dog?!” farer uvægerligt igennem én.

Smidige og sikre trin

Samtidigt med at stemmen, som styrer os, eller rettere som vi lader os styre af, skaber en stemning af kontrol, emmer hele forestillingens udtryk af en ”vi har styr på det”- stemning. Der er noget tjekket og strømlinet over dansernes trin. Det forstærkes af de mange synkrone passager og af dansernes smidighed og sikre kropsbeherskelse. 

At danserne er ret androgynt klædt i sort forstærker en stemning af seriøsitet og alvor. En af mændene i lang plisseret nederdel, en af pigerne i herretøjslignende buksedesign og de sidste i tøj, som typisk bliver brugt af enten en pige eller en dreng. 

Effekten opstår i brud og sprækker

I den strømlinede atmosfære fungerer de brud, som er, også virkningsfuldt. Vi lægger i den enslignende og kontrollerede helhed mærke til de skift, som sker og de sprækker, som opstår. Når en af danserne skiller sig ud fra mængden. Når danserne forandrer mimik. Når et følelsesmæssigt udtryk skifter til sin modsætning. Når man som publikum mærker, at der er noget forkert i at parere ordre. 

Der er meget at holde øje med og sanse i den gruppedynamik, som opstår og i de følelser og tanker omkring overherredømme, underlæggelse, fortræd og udbrydertrang, der uvægerligt ryger gennem kroppen på én. På den led er forestillingen, hvis man går ”all in”, være givende at opleve for både teenagere og voksne.