16. januar 2023

En trilogi om frygt, vrede og kærlighed

Gennem en række har Teatret Gruppe 38 og den Reumerpris-belønnede instruktør Catherine Poher udarbejdet en trilogi, der handler om de store følelser, frygt, vrede og kærlighed. 

Disse følelser hænger uløseligt sammen i trilogiens univers, men publikum har ikke tidligere kunne opleve den fulde trilogi i løbet af samme sæson.

Det sker så nu i løbet af godt tre måneder af 2023, når Teatret Gruppe 38 spiller ’Jeg er ikke bange for noget’ (29.1-2.2); ’Historien om huset, der blev til en prik’ (5.-9.3) og ’Jeg kan bedst li’ når du er her (30.4-4.5).

’Jeg er ikke bange for noget’ viser med både alvor og humor, hvor afgørende frygten for at blive væk, forladt eller afvist, er for os alle. Det, der er forladt, vil altid være forladt', siger forestillingens hovedperson om et omdrejningspunkt i forestillingen: Det Forladte Hus. For kunstnerisk leder og skuespiller på Teatret Gruppe 38 Bodil Alling er Det Forladte Hus helt central for trilogien: ”Det forladte hus er det mest sørgelige og skræmmende billede på ensomhed, sørgmodighed og frygt,” forklarer hun. 

– Se også Kirsten Dahls anmeldelse i Teateravisen fra september 2012.

Vores frygt for at blive forladt kan vække en voldsom vrede, som er den følelse, trilogiens anden del tager fat på. ’Historien om huset, der blev til en prik’: ’Den skildrer den lange rejse vores hovedperson skal på for at gennemleve alle faser fra ustyrlig vrede, der skubber alle andre væk, til uendelig ensomhed og længsel, og endelig modet til at komme hjem til sig selv – og de andre’, lyder det fra Bodil Alling.

– Se også Morten Hedes anmeldelse i Teateravisen fra februar 2018.

Trilogiens sidste del, ’Jeg kan bedst li’ når du er’ her sætter fokus på kærligheden, og hvor svær den er at definere: ’Man kan blive uhyggeligt bange eller ustyrlig vred, men kærligheden er bare, når den er. Derfor skaber forestillingen små episoder, der lige så stille sprutter af kærlighed, så publikum selv kan mærke, hvor dejlig den er’, forklarer Bodil Alling. 

– Se også Anne Middelboe Christensens anmeldelse i Teateravisen fra september 2020.

På tre udvalgte datoer, én for hver forestilling, kan de særligt interesserede efter forestillingen deltage i artist talk i form af en samtale om de universelle følelser med en særlig gæst på scenen. 

I forbindelse med trilogiens to første dele taler Bodil Alling med pensioneret lektor i psykologisk pædagogik Jes Elnif, der udfolder de pågældende følelsers betydning for menneskesindet, og Bodil Alling fortæller om forestillingerne. 

I forbindelse med trilogiens sidste del fortæller medskaber og instruktør Catherine Poher, komponist Søren Søndberg og Bodil Alling sammen om det kunstneriske arbejde bag trilogien – og om kærligheden som det, der står tilbage, når alt andet er væk. 

(Bodil Alling – og Søren Søndberg – i ’Jeg er ikke bange for noget’, der indleder Teatret Gruppe 38’s trilogi om frygt, vrede og kærlighed. Foto: Morten Fauerby)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne