27. juni 2019

En tradition slutter

Teatret Brændende Kærlighed har i tre årtier hver sommer slidt græsset i Kongens Have i Dronningens København.

Der er til gratis og stor glæde for tilskuerne føget mange muntre ord gennem luften og udført mange forunderlige handlinger, når årets gadeteaterforestilling har indtaget et lille hjørne af haven.

Men nu melder teatret ud, at de gratis glæder slutter med 'I Feel Good', der opføres 7.-21. juli  på Vingevalnøddeplænen (indgangen overfor Statens Museum for Kunst).

Forestillingens titel er således noget paradoksal i en situation, hvor teatret gerne havde taget de næste mange år med, men må konstatere, at pengekassen er tom:

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst (PUS) har nemlig i tre på hinanden følgende uddelinger fravalgt at give den støtte til Teatret Brændende Kærlighed, der har gjort det gratis sommerteater muligt.

Denne sommers forestilling er dog reddet med støtte fra Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, så teatret i år kan genopsætte succesen fra 2010, 'I Feel Good'. Der i øvrigt i sin tid fik støtte fra det daværende Scenekunstudvalg.

Der spilles tirsdag til fredag kl.19.00, lørdag og søndag kl.16.00.

(Billedet: Jens Kløft, Line Svendsen og Kristian Dinesen i 'I Feel Good', der genopsættes i Kongens Have – med gratis adgang. Foto: Gorm Valentin)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne