En stækket nattergal

Når man vælger at ændre eller prøve at forbedre på selveste hr. H.C. Andersens folkekære eventyr, så skal man virkelig gøre det godt for ikke at få på puklen for det. Teatret Aspendos  tager her det smukke eventyr om Nattergalen under kærlig behandling, og selvom det ikke skorter på respekt og hyldest til vores nationalhelt, så ender resultatet alligevel med at være en hel del ringere end det oprindelige forlæg.

Tanken er kun at formidle første halvdel af det sørgelige eventyr, ud fra en logik om, at man tids nok kan lære alvoren at kende, når man bliver voksen. Om det er en farbar vej pædagogisk, kan uden tvivl debatteres.

I denne sammenhæng skal det blot slås fast, at selvom tanken måske er sød nok, så er det ikke desto mindre netop denne balance mellem det smukke og triste i fortællingen, der gør eventyret så hjerteskærende.

Derfor sidder vi her tilbage med en underlig amputeret version, der helt mangler sin oprindelige knugende kerne, og dermed bliver det også en noget stækket introduktion til den fulde version og det øvrige forfatterskab.

Sød start

Det begynder ellers godt. Steffen Sommerstedt kommer ud i bare tæer og løse gevandter for at tage imod os: 'Hvis man kan høre musikken, må man godt gå ind', lyder det finurligt, og det får med ét en hel del af os til at føle os ganske særlige og ekstra klar til eventyr. For vi kan høre den – musikken – og det er jo så åbenbart ikke alle forundt.

Scenerummet består af puder i alle farver, og Steffen viser stolt frem. Der er bl.a. en med en pandabjørn på og en med en drage, som han er særlig glad for. Her er god tid, og Steffen virker i den grad scenevant, som han rutineret får sit publikum i tale.

Alt er roligt og trygt, godt og genkendeligt, men så sker der noget...

Kejserens kåbe og asiatiske trommer

Pludselig dukker en vaskeægte menneskehånd op nede fra pudedybet, og en hel granvoksen mand graves frem. Det er Benjamin, og han har en smuk broderet kåbe på fra kejseren i Kina.

'Så skal du sidde godt. Det her er den bedste plads jeg her', udbryder Steffen imponeret. Benjamin tager plads bag noget, man kunne fristes til beskrive som ’eksotiske asiatiske trommer’, men som med mere eksakte fagudtryk kaldes hang og gubal.

Formmæssigt minder de lidt om wokgryder med låg, og et særegent orientalsk lydbillede breder sig i rummet, som Steffen danser rundt med sine puder og begynder på sin version af fortællingen om ’Nattergalen’ til de mindste.

Da Benjamin så udtalt er mere musiker end skuespiller, er rollefordelingen klogeligt derefter, og duoen får skabt en fin dynamik, der emmer af fortælleglæde og sanselig eventyrstemning.

Gode fortællestemmer

Klokker på en blomstret pude eller hvislen fra Benjamin får illusioner om blomsterenge og skibe til live på charmerende enkel vis, og Steffen giver den hele armen som stemmefører.

Lige så varm og fortrolig han er som fortæller, lige så karikeret og krukket lyder han som stemme til kejser-dukken og hele det snobbede hof. Kokkepigen får på samme vis tilført en umiddelbar og ligefrem uskyld, der passer virkelig fint til den lille hvidklædte papmaché-dukke med de Betty Boop-store øjne.

Der er godt med gentagelser og misforståelser i den velkendte søgen efter nattergalen, hvor den lille fugl, helt efter bogen, slet ikke ser ud af noget særligt, selvom den lyder aldeles himmelsk.

Kejseren bliver som bekendt også ovenud begejstret for at finde noget så fantastisk i sin egen baghave, og forestillingen slutter lidt brat med en ’nogle gange er det bedste tættere på, end du tror’-logik, der kækt kobles til, hvor vildt det var, at Steffen fandt både Benjamin og trommer lige midt i sine egne puder.

Tam happy ending

'Kejseren troede aldrig der ville komme noget ondt imellem ham og nattergalen, men faktisk var det lige ved at gå galt. Det kan I tids nok høre om',  lyder det således friskt, mens Steffen som afslutning gemmer sig i sine puder.

På vej ud kan man både sige farvel til kokkepige-dukken og den lille nattergal-fugl, og de små publikummer strømmer til for at få den taktile del med.

Forestillingen ender på den måde ganske ironisk med at gøre sig skyldig i samme synd som kejseren i det rigtige eventyr: De prøver begge på hver deres måde at gøre nattergalen tam, og det er faktisk (en) synd – også selvom det er til de små.