'Kære Chresten', lyder det fra frk. Edel Kirstine Secher, der i hemmelighed skriver kærlighedsbreve til sin teologistuderende ven på Københavns Universitet, husmandssønnen Chresten Hermansen.
Som en fugl i et bur sidder hun i sit værelse på Gammel Estrup Herregård, hvor hun er forlovet med lensgrevens søn, Siegfried Victor Scheel.
Og den er god nok, personerne har levet; baseret på virkelige hændelser, ville man sige i filmens verden.
Det er nemlig pointen med projektet ’Hjerterum’, som i samarbejde med en række museer afprøver historisk formidling igennem en vekselvirkning mellem undervisningsmaterialer, museumsformidling og teaterforestillinger.
’Tro, håb og kærlighed’ er sammensmeltningen af en trilogi af forestillinger, som i årene 2014-2016 har spillet på bl.a. Syddjurs Egnsteater og Teaterhuset Filuren. Nu er det én forestilling i stedet for tre.
Den hvileløse kærlighed
Igennem ni personer oplever vi kærligheden i næsten alle afskygninger. Vi møder eksempelvis det norske ægtepar Alfhild og Andreas Iversen, hvis lykke afbrydes af, at nazisterne under krigen sender Andreas i KZ-lejren Sachsenhausen.
Og vi møder den unge prins Carl af Danmark, søn af Frederik VIII, som sammen med sømanden Karl fra Aarhus sejler med Fregatten Jylland. I Nordtyskland møder de den unge Marlene, som de begge forelsker sig i, men prinsen må trække sig og slagent gå tilbage til skibet.
Marlene og Karl holder dog kærligheden i live, mens Karl er til søs, ved at skrive breve til hinanden, som de senere vil læse sammen. Brevene gemmes i en spilledåse, som vi allerede stifter bekendtskab med hos frk. Secher på Gammel Estrup Herregård.
Disse kærlighedsord genkender Marlene mange år senere i Andreas’ breve, da hun i sin modne alder og sit sorgfulde sind sidder som censurlæser i Sachsenhausen og gennemgår fangernes breve. Hun bliver så betaget af Andreas’ og Alfhilds kærlighed, at hun konfiskerer brevene, som besætter hendes liv.
Hun gemmer brevene sammen med sine egne i spilledåsen, som først var hos frk. Secher på Djursland, siden hos Karl fra Aarhus, dernæst hos Marlene i Tyskland for endeligt at komme med Andreas hjem til Norge efter krigen.
Spilledåsen og den lille skuffe deri, hvor brevene fra forelskede mennesker i for længst forgangne tider ligger, er det næsten hellige ’hjerterum’, som projektet og forestillingen drejer sig om.
Jævn iscenesættelse
Fortællingen foregår i brudstykker, pletvist rundt omkring i scenografien. Og Niels Secher har skabt en scenografi, der giver en masse praktiske muligheder, og som samtidigt giver plads til frie associationer.
Dog er scenografien ikke nogen æstetisk perle, og der er ikke umiddelbart en kobling imellem fortællingen og scenografien. Den er sådan set blot et stykke udstyr, som forestillingen foregår indeni.
Manuskriptet af Hege Tokle bidrager heller ikke med nogen synderlig lykke for øregangene. Sproget varierer ikke konsekvent efter de tider, der udspiller sig på scenen, og replikkerne holder sig i et simpelt leje, hvor man – de store temaer taget i betragtning – kunne ønske sig en smule mere poesi.
Dog er sammenskrivningen af de tre forestillinger udført særdeles dygtigt, og på trods af det meget fragmentariske udtryk i Hanne Brinckers iscenesættelse, når scenerne konstant krydser over hinanden, fremstår forestillingen fuldkommen som én enhed.
Skuespillere på overarbejde
Forestillingen og trilogien forud for ’Tro, håb og kærlighed’ har skrabet nogle af de mest interessante skuespillere sammen fra Aarhus og opland.
Emil Blak Olsen og Stig Reggelsen Skjold udtrykker med sårbarhed og nerve drengene Carl og Karl, mens Kaja Kamuk viser, hvor ekspressivt og dog afdæmpet en rolle som frk. Secher kan spilles. De får alle tre både ungdommelighed og ægthed ind i deres karakterer.
Vi ser også Bolette Engstrøm Bjerre og Dorthe Hansen Carlsen i rollerne som den henholdsvis den unge og den modne Marlene. Begge gør de gode anslag til karakteriseringen af Marlene, men det er ikke nemt at se i de skuespiltekniske valg, at de spiller den samme Marlene.
Skuespillerne er dog mestendels på glatis, fordi de er elementer i en til tider uhensigtsmæssig iscenesættelse.
De skal gennemføre lange oplæsninger fra breve, og nogle gange spiller de hele og halve scener bag en halvgennemsigtig kulisse i scenografien. Andre gange skal de holde energien og spændingen oppe i en scene, der ikke varer mere end få sekunder, fordi scenerne abrupt klipper imellem hinanden.
Derved bliver forestillingen til tider uspændende og distanceret, selvom den også har sine håndværksmæssige kvaliteter. Ikke mindst fra folkene på scenen.
Museumsteater har potentiale
I det hele taget er forestillingen en velfungerende dramatisering af historien. Og hvis formålet er at gøre historieformidling interessant og nærværende igennem teatrets virkemidler, så beviser denne produktion, at det er muligt.
Der er tale om en ambitiøs forestilling og et kulturprojekt, der sigter efter et stort afkast i form af kulturelt og historisk berigende teater. Det er bemærkelsesværdigt og særdeles velkomment i det danske teaterlandskab.
Trilogien ’Hjerterum’ og forestillingen ’Tro, håb og kærlighed’ er produceret i et samarbejde mellem Syddjurs Egnsteater, Teaterhuset Filuren og Aarhus 2017.
