DEBAT
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017
12-06-2017
31-05-2017
Teaterleder Bjarne Sandborg, scenograf- og konceptmager Mariann Aagaard og forestillingens lyddesigner, Andreas Sandborg, fejrer Reumert-prisen for 'Gerdas rejse', der blev valgt til Årets Børne-/Ungdomsforestilling. Foto: Søren K. Kløft

'Gerdas rejse' tog prisen

11-06-2017
Reumert-prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling gik lørdag aften til Teater Refleksions 'Gerdas rejse' - en installationsvandreforestilling helt uden skuespillere. Det skete i Skuespilhuset, der dannede ramme om den 19. prisfest i rækken, hvor Aarhus Teater & Sort/Hvid og Det Kgl. Teater tog sig af ti af de 16 priser.
Af: Carsten Jensen
FAKTA

Årets Reumert 10. juni 2017 i Skuespilhuset. Prismodtagerne får ud over Reumert-statuetten 35.000 kr. - mens modtageren af Hædersprisen får 200.000 kr.:


* Teater Refleksion fra Aarhus modtog prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling for teaterinstallationen 'Gerdas Rejse' - de to øvrige nominerede var Aaben Dans med 'Tre ben' og Teatret Fair Plays 'Soldaten'.

* De øvrige prisvindere:

- Årets Hæderspris: Instruktøren Kaspar Rostrup

- Årets Kvindelige Hovedrolle: Marina Bouras, 'Ren', Husets Teater

- Årets Mandlige Hovedrolle: Andreas Jebro, 'Erasmus Montanus', Aarhus Teater og Sort/Hvid

- Årets Kvindelige Ensemblerolle: Maria Rich, 'Living Dead', Aarhus Teater og Sort/Hvid

- Årets Mandlige Ensemblerolle: Peter Plaugborg, 'Lang dags rejse mod nat', Det Kongelige Teater

- Årets Danser: Bo Madvig, Rammer, 'GLiMT', Vendsyssel Teater og Limfjordsteatret

- Årets Sanger: Lars Mølsted, 'Klokkeren fra Notre Dame – The Musical', Fredericia Teater

- Årets Instruktør: Morten Kirkskov, 'Lang dags rejse mod nat', Det Kongelige Teater

- Årets Scenedesign: Gehrt & Grarup, 'Erasmus Montanus', Aarhus Teater og Sort/Hvid

- Årets Dramatiker: Jakob Weis, 'Hamlet in Absentia', NordicOpera

- Årets Musical/Musikteater: 'Klokkeren fra Notre Dame – The Musical', Fredericia Teater

- Årets Danseforestilling: 'Rystet spejl', Det Kongelige Teater

- Årets Teaterforestilling: 'Erasmus Montanus', Aarhus Teater og Sort/Hvid

- Årets Performance: 'NeoArctic', Hotel Pro Forma

- Årets Særpris: 'Living Dead', Sort/Hvid og Aarhus Teater

- Årets Talentpriser: Skuespiller Elliott Crosset Hove, for sine optrædener i 'Vrede', Folketeatret samt 'Dekalog' og 'Livlægens Besøg', Betty Nansen Teatret. Skuepiller Simon Bennebjerg, for sin optræden i 'Lang dags rejse mod nat', Det Kongelige Teater. Skuespiller Fanny Louise Bernth, for sin optræden i 'VHS vs. Betamax', Svalegangen. Skuespiller Nanna Skaarup Voss, for sin optræden i 'Drengen der ville være vægtløs', Aalborg Teater. Skuespiller Niels Anders Manley, for sin optræden i 'Don Juan', Aalborg Teater. Scenograf Benjamin la Cour, for sin scenografi til 'Klokkeren fra Notre Dame – The Musical', Fredericia Teater. Sanger Sibylle Glosted, for sin optræden i 'Hamlet in Absentia', NordicOpera. Koreograf Oliver Starpov, for sin koreografi til 'Beginning and Ending', Det Kongelige Teater. 

Lørdag aften kunne den danske teaterverden endnu engang fejre sig selv - med priser og penge fra Bikubenfonden og gode ord fra Reumert-juryen.

Årets priser blev koncentreret om ganske få teatre, der blev hædret i flere kategorier  for samme forestilling. Aarhus Teater og Sort/Hvid tog således fem priser for deres samarbejdsforestillinger, 'Erasmus Montanus' og 'Living Dead', mens Det Kgl. Teater fik andre fem priser - heraf to for 'Lang dags rejse mod nat' - og Fredericia Teater to for deres musical. Og så var der fire priser til resten af dansk scenekunst for årets præstationer -  samt Hædersprisen til instruktør og tidligere teaterchef Kaspar Rostrup, som bl.a. blev rost for sit mangeårige arbejde som chef for Gladsaxe Teater og sine enestående evner som personinstruktør – senest i forbindelse med forestillingen 'Glasmenageriet' på Folketeatret.

Se hele listen i faktaboksen.

Og inden showet for alvorlig gik i gang, blev Årets Talenter (se note) hyldet ude i Skuespilhusets foyer, hvor de hver blev hejst op på en fire meter høj guldpiedestal.

Det var ikke et stunt for folk med hang til højdeskræk, som skuespiller Elliott Crosset Hove noterede sig, da han var kommet helskindet ned igen...

Vel anbragt på tilskuerrækkerne kunne de otte talenter og resten af publikum så overvære et prisshow, produceret af Det Kgl. Teater, med de to værter - skuespillerne Nicolas Bro og Julie Agnete Vang - i let overgearet stil, garneret med proklamatorisk hyldestråb og personlige kram.

En pris der hylder scenografien

Det var følgelig noget af en (sympatisk) kontrast at følge en noget beklemt idemager og scenograf fra Teater Refleksion tage imod prisen for Årets Børne-/Ungdomsforestilling for 'Gerdas rejse'.

Med diskret backup på scenen fra teaterleder Bjarne Sandborg og dennes søn, Andreas - som har skabt forestillingens lyddesign og er midt i uddannelsen som tonemester på filmskolen - kunne Mariann Aagaard takke for hæderen, som hun pointerede, at hun modtog 'på vegne af et stort og fantastisk og medskabende hold'.

»Det er en pris, der hylder scenografien. 'Gerdas rejse' var et eksperiment, hvor vi ville undersøge, om rum, billede og lyd kunne skabe en teateroplevelse for de rejsende - som vi kalde børnepublikummet - og det lykkedes altså. Vi vil gerne takke de mange modige tilskuere/rejsende, som begav sig ind i installationen med åbent sind,« sluttede hun af, inden hun synligt lettet kunne forlade rampelyset med prisen, fulgt af klapsalver fra salen.

Reumert-juryens motivation lød som følger:

'Her er spejlsplinter, en hule af pels og springende hjorte på birkestammer, men ingen skuespillere. I 'Gerdas Rejse' stoler Teater Refleksion blindt på skolebørnenes evne til selv at digte med i den digitalt designede scenografi–fortælling over 'Snedronningen'. Tilskuerne går fra rum til rum, hvor scenografien fortæller eventyret med sansemættede spor'.

Sansemættende og fortryllende

Og dermed gik prisen altså til en stort tænkt og anlagt installation - 'teater uden skuespillere. Scenografi uden scene. Fortælling uden ord', som Morten Hede karakteriserede oplevelsen i sin anmeldelse her på portalen.

Han var ganske godt underholdt af en vandreforestilling, hvor børn og voksne i grupper på syv personer kommer på en sansemættet tur i en eventyrverden, hvor teatret er dykket ned i hovedkarakteren fra 'Snedronningen', Gerda, og hendes rejse i kulden for at finde sin ven Kay.

'Det er nærmest, som om Gerdas og Kays venskab er et bærende element igennem installationen, selvom den teknisk set er taget ud af ligningen. Det er nemlig venskabet, der fik Gerda til at rejse, og det var den umiddelbare tillid hun viste til de fremmede, som hun mødte på vejen, der gjorde, at rejsen og hendes mission lykkedes.

Derfor står vi nu og kan sige 'je suis Gerda', mens vi smider lånesokkerne igen og tager overtøjet på. Vi har faktisk overvundet fortryllelsen sammen, og selvom det aldrig rigtigt blev sagt højt, så fandt vi vel også både Snedronningen og Kay derinde et sted'.

Forestillingen var Teater Refleksions store satsning i november-december sidste år, og teatret havde allerede længe inden nominering og pris besluttet at genopsætte 'Gerdas rejse', og det bliver fra 19. november til 17. december 2017. Aldersgruppen er fra 7 år - men man har valgt, at enkelte aftenforestillinger kun er for voksne. 

Pæne ord til 'Tre ben' og 'Soldaten'

Med en Reumert-pris til 'Gerdas rejse' må de to øvrige nominerede altså tage til takke med den hæder, der så afgjort og markedsføringsmæssigt også ligger i en nominering til Årets Børne-/Ungdomsteater.

Samt de gode ord fra Reumert-juryens motivationstekster, som bringes her.

'Tre ben' af Aaben Dans:

'Balancen kan være svær at finde. Men her rækker dansernes hænder blidt ud mod hinanden hen over plankerne mellem tilskuerne, mens vuggestuebørnene stirrer tryllebundet, når en ny cirkuspige hæver sig op på sine muskelarme. Tre ben hos Aaben Dans er en kærlig omfavnelse, der skaber følelsen af, at der altid er en hjælpende hånd i nærheden'.

'Soldaten' af Teatret Fair Play:

'Soldaten er en barsk forestilling om krigens konsekvenser for en ung fyr, der melder sig som soldat for at komme væk fra den hjemlige forudsigelighed. Lysstativer og militærkasser – det er alt. Resten er sårbare øjne og frygtsomme kroppe. Modigt rammer Teatret Fair Plays forestilling lige ned i teenagernes idéer om heltemod og eventyrlyst'.

Det blev ved nomineringen

De få øvrige nominerede forestillinger, der med lidt god vilje kunne placeres i tilknytning til børne- og ungdomsteaterverdenen, nåede ikke hele vejen.

Således blev det ved nomineringen til Årets Performance af 'KLINT' - den stort anlagte forestilling om verdens skabelse af Lene Vestergård og Birgit Løkke og spillet i Pyramiden i Boesdals Kalkbrud

Og tilsvarende for nomineringen i kategorien Årets Sanger til Rasmus Fruergaard for bl.a. 'Der var engang en sang der hed Arne' på Det Kgl. Teater.

Samt nomineringen til Årets Særpris af 'Udsigter fra min bedstemors køkken' fra WunderVerk, der vel må siges at være en voksenforestilling, som også lanceres som ungdomsforestilling (fra 15 år) og derfor kan opleves på Horsens Teaterfestival til september.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - 'Gerdas rejse' tog prisen
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415

18-10-2017
 

13-10-2017
 

10-10-2017
 

06-10-2017
 

02-10-2017
 

28-09-2017
 

25-09-2017
 

22-09-2017
 

17-09-2017
 

12-09-2017
 

10-09-2017
 

06-09-2017
 

28-08-2017
 

18-08-2017
 

11-08-2017
 

01-08-2017
 

28-07-2017
 

30-06-2017
 

20-06-2017
 

15-06-2017
 

09-06-2017
 

06-06-2017
 

29-05-2017
 

23-05-2017
 

18-05-2017
 

14-05-2017
 

09-05-2017
 

03-05-2017
 

27-04-2017
 

22-04-2017
 

20-04-2017
 

18-04-2017
 

12-04-2017
 

06-04-2017
 

31-03-2017
 

28-03-2017
 

24-03-2017
 

20-03-2017
 

15-03-2017
 

10-03-2017
 

Flere anmeldelser