En rigtig gyser

Scenografien ligner en, man bestemt ikke har lyst til at bevæge sig ind i. I forgrunden en have, hvor en skummel mand støver rundt i mørket mellem nedfaldne blade, krogede træer og en gammel brønd. Og i baggrunden et hus, der ligner et faldefærdigt dødsbo. 

Det henligger i mørke, er uden vand i hanerne og stolene ligger kylet omkring på gulvet som om huset er blevet forladt efter et skænderi eller en drabelig akut udrykning.

Meget mere muntert bliver det ikke, da en træt og gnaven enlig mor kommer trækkende med sin datter; pigen Astrid, som på ingen måde har lyst til at flytte fra byen og så langt ud på landet, at der er halvanden times transport til skole og formodentligt ingen jævnaldrende kammerater i nabolaget. Stemningen mellem de to er mere end betændt fra starten. 

Bedre bliver det ikke, da Astrid kort efter er blevet trukket i armen af den gamle mand (Alfred) i haven og moren overhovedet ikke tror på sin datter. Endnu værre går det, da Astrid kort efter inviterer en jævnaldrende pige, Rakel, med ind i huset. 

Helt slemt bliver det, da det gradvist viser sig, at Rakel er et genfærd. Hun farer totalt skræmt sammen, når hun kommer i nærheden af vand. Som en anden troldkvinde besidder hun evnen til at fortrylle folk mentalt og til at paralysere deres bevægelser, så de ikke selv kan stille noget op. 

Og som det allermest uhyggelige og spooky overtager Rakel på en meget listig og resolut måde Astrids plads som barnet i huset, mens Astrid iført Rakels tøj i alle andres øjne nu er identisk med Rakel.

En genganger på spil 

Den nedre aldersgrænse er ikke tilfældigt valgt. Forestillingen er ret stærk kost af flere årsager.

Morten Kamuk Andersen og Kaja Kamuk har, i deres debut som dramatikere, skrevet en barsk historie. En historie, som i al korthed handler om, at Rakel, som en skæbneramt ånd, en fortabt sjæl fra fortiden, hjemsøger det hus, Astrid og hendes mor er flyttet ind i. I slutningen af 1920'erne forsvandt Rakel sporløst, efter at hendes mor var styrtet ned af en trappe i selvsamme hus, som Astrid nu bor i. 

Hun hjemsøger huset som et genfærd, har evner til at fortrylle alt omkring sig, og det er først det øjeblik, at Alfred, som kendte hende dengang, får mulighed for at fortælle hende, at morens sidste ord var, at hun elskede Rakel, at pigen bliver forløst og kan som det udtrykkes komme over på 'den anden side'.

Knirk, brag og kuldegysende hekserier

Morten Kamuk Andersen har som scenograf sammen med Jesper Jepsson på lysdesignet og Marcus Aurelius Hjelmborg på musikken skabt et rum, som er meget dystert og fyldt med uhyggelige lyde – med krimi-klingende musik og med reallyde så som blæst, knirk og pludselige brag.

Dorthe Hansen Carlsen bidrager til det hårrejsende ved at iscenesætte realisme-betonet og garnere det med en pæn portion af krimigenrens forskrækkelses-effekter. Der bliver ikke sparet på fokus på, hvordan Astrid, mor og Alfred fysisk bliver bremset i deres ageren og slynget omkring i rummet – klasket op mod vægge og slået i gulvet af Rakels forhekselses-evner. 

Det skaber en stemning af uhygge og 'her kan alt muligt mere grumt ske', at hverdagsgenkendelig konfliktsituationer mellem Astrid og hendes mor bliver krydret med de overnaturlige evner, som Rakel har.

Godt skuespil

De medvirkende skuespillere bidrager også til at skabe spøgelsesstemningen. Uffe Kristensen trisser som Alfred lydløst rundt i sin trinde figur og ligner med sin tavshed og sin foroverbøjede skikkelse en mand, som man, hvis man ikke ved bedre, vil være på vagt overfor – en børnelokker eller en vildfaren forvirret olding? 

Siden åbenbarer han i et fint afstemt spil, at han vil alle det godt – både Rakel, Astrid og hendes mor. 

Kirsti Kærn er hurtig i bevægelserne og spids i mundtøjet som Astrids mor. Ida Lund forstår med pludselige skift at skabe mystik og farlighed omkring sin figur Rakel. Og Bolette Engstrøm Bjerre har som Astrid en umiddelbarhed og et drive i både krop og stemme, som gør, at vi hele vejen igennem fatter sympati for pigen og ønsker hende det bedste.

Undervejs spreder 'En Spøgelseshistorie' masser af grum gru og hårrejsende uhygge i takt med, at den gradvist åbner op for en fortælling med mange planer. En historie om ikke kun den smerte, Rakel har slæbt rundt på, men også en fortælling om, at der bag mor-datter-skærmydsler og sure miner findes dybe og varme følelser.