DEBAT
14-11-2018
08-11-2018
28-10-2018
25-09-2018
18-09-2018

Syddjurs Egnsteater: I det blå bjerg

Margit Watt-Boolsen og Kenneth Andersson fører Niels Sechers udtryksfulde dukker med stor dygtighed i det norske eventyr. Foto: Syddjurs Egnsteater

Udtryksfuldt og spændende dukkespil

01-05-2015
Farefuld færd og svigefulde rejsefæller, men sejr til sidst - Syddjurs Egnsteater afslutter sin trilogi med norske folkeeventyr i stor stil.
FAKTA
Syddjurs Egnsteater: I det blå bjerg -

Efter et norsk folkeeventyr hos Asbjørnsen og Moe. Instruktør: Folmer Kristensen. Scenografi og dukker: Niels Secher og assistent Heidi Peuliche. Musik: Tine Vitkov og Troels Drasbeck. Medvirkende: Margit Watt-Boolsen og Kenneth Andersson. Alder: 4-9 år. Varighed: 45 min. Turneforestilling. Set på Aprilfestival 2015 i Frederikssund. www.syddjursegnsteater.dk

Da romantikken, og ikke mindst nationalromantikken, fejede over Europa i første halvdel af 1800-tallet, var indsamlingen af de forskellige landes gamle folkeeventyr en af kerneopgaverne. Og gudsketak for det. Gåsemors fortællinger fra Frankrig kom til hæder og værdighed og genskabelse, Brødrene Grimm skabte deres samling over tyske (og flere andre landes) eventyr, Elias Lønnroth samlede den finske fortællertradition i 'Kalevala'. Og så videre.

I Norge var der særligt to unge mænd – Peter Christen Asbjørnsen og Jørgen Moe – der begyndte den langvarige indsamling af eventyr , som stadigvæk levede i bygd og by i mundtlige overleveringer fra gammel tid.

Ambitiøst

Syddjurs Egnsteater skal have honnør for at have hevet tre af de mest centrale eventyr ud af Asbjørnsen og Moes tre tykke bind: 'Askeladden og de gode hjelperne' - eller 'Askefis' på dansk i 2009 (da de endnu hed Teaterkompagniet), 'Kvitebjørn Kong Valemon' eller 'Østenfor solen og vestenfor månen' i 2012, og nu 'De tre kongsdøtrene i berget det blå' eller 'I det blå bjerg' i 2014.

Alle har været fremført som dukketeater med synlige dukkeførere, med skiftende instruktører og delvist også skiftende aktører. Men to personer har stået centralt i hele trilogien: Selv om dukkerne har fået forskelligt udtryk og udformning i de tre forestillinger, har ansvaret for scenografien og dukkerne hele vejen ligget hos Niels Secher. Og som teaterleder – og med sin norske baggrund – har det været Hege Tokle, der har stået for trilogi-ideen som sådan.

Så meget om baggrund og anerkendelse af det ambitiøse projekt.

Ung pige forsvundet!

Kongen er ulykkelig. Han og hans dronning har ikke kunnet få børn. En gammel kone, en heks, kommer til og spår at han vil få en datter, både fin og smuk, men hun må ikke gå udenfor en dør, før hun har fyldt 15 år. Ellers vil en frygtelig storm hente hende og tage hende væk.

Det går, som det altid går i eventyret. Prinsessen fødes året efter og alle er lykkelige. Men 14 år gammel overbeviser prinsessen den trofaste vagt om, at 'en lille tur i haven' ikke kan være farlig. Med fæle konsekvenser, for stormen kommer, og væk er hun.

'Den der finder prinsessen, får både hende og det halve kongerige!' råbes der ud over hele landet, og mange brave mænd vil prøve lykken. Uden held. Til sidst er der en kaptajn og en løjtnant, der vil af sted, og de får – trods modvilje og nedladende kommentarer – en menig soldat med på vejen.

Selvfølgelig er kaptajnen og løjtnanten de dumme og svigefulde, og selvfølgelig er den menige soldat helten i vores eventyr. Det bliver ham, der overvinder den skæggede olding og får sandheden ud af ham om, hvor prinsessen kan findes. Og det bliver ham der har det fornødne mod til at lade sig fire helt ned gennem ild og vand til det blå bjerg - den underjordiske verden hvor den grumme trold bor, og hvor prinsessen holdes fanget. Og hugger troldens hoveder af, ét for ét, alle tre.

Og det bliver de to svigefulde officerer, der haler prinsessen op og cutter rebet til den menige soldat. Hvorpå de tager prinsessen i triumf tilbage til kongen og efterlader vores helt i underverdenen.

Men i eventyrene findes der altid et råd, for eksempel i form af en ørn som kan flyve helten ud af bjerget, så retfærdigheden kan sejre til sidst.

Både enkelt og mangfoldigt

Scenografien til 'I det blå bjerg' består af tre trappestiger, stoffer der kan danderes i alle mulige former og faconer, og to enkle kasser på forscenen. Det er forbløffende hvor smidigt dette – også med lysets hjælp - lader sig forvandle fra slot og by til bjergtoppe og slugter og videre til det blå bjergs skumle indre. Ingen fesen naturalisme, det er råt tilhugget og har masser af hår på brystet.

Det samme gælder dukkerne. De er hverken smukke eller bedårende, ikke engang prinsessen, men kraftigt udtryksfulde. Vagtsomme, enfoldige, glade, naive, durkdrevne.

De er en fornøjelse at følge, og den tre-hovedede trold er helt fantastisk – en blanding af kinesisk løve, afrikansk maske og en hjernedød Voldemort.

Udtryksfulde, ikke mindst fordi de bliver ført af to meget dygtige førere - Margit Watt-Boolsen og Kenneth Andersson. Deres samspil med dukkerne er forbilledligt. Både de 'store' dukker der går i ét med deres fører, og de små handskedukker bagved et forhæng - både spil og skift foregår smidigt og uden stress.

I det hele taget: 'I det blå bjerg' er en god historie, spændende fortalt, med mange sjove detaljer, en god morale og en lykkelig slutning.

Hvornår får vi den samlede trilogi at se?

Af: Janken Varden
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - I det blå bjerg
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1234567891011121314151617181920

20-03-2015

19-03-2015

16-03-2015

12-03-2015

06-03-2015

05-03-2015

03-03-2015

01-03-2015

27-02-2015

25-02-2015

23-02-2015

21-02-2015

13-02-2015

11-02-2015

09-02-2015

07-02-2015

06-02-2015

04-02-2015

02-02-2015

31-01-2015

29-01-2015

27-01-2015

25-01-2015

16-01-2015

12-01-2015

08-01-2015

05-01-2015

21-12-2014

15-12-2014

12-12-2014

10-12-2014

07-12-2014

05-12-2014

03-12-2014

01-12-2014

29-11-2014

27-11-2014

25-11-2014

23-11-2014

20-11-2014

Flere anmeldelser