DEBAT
10-09-2019
07-09-2019
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018

Teater Blik: Mørkesti og Solskinsdryp

Ill: Gertrud Exner, Sille Jensen og Claus Carlsen mixer kunstformerne til en sansemættet forestilling. Foto: Maria Grønlund

En prikket skitse med drypvis overbevisning

22-05-2019
Den poetiske titel 'Mørkesti og Solskinsdryp 'dækker over en forestilling, der er spækket med gode intentioner og finurlige idéer, men aldrig helt overbeviser med sin blanding af billedkunst, musik og teater.
FAKTA
Teater Blik: Mørkesti og Solskinsdryp -

Instruktion: Cathrine Sombsthay. Komponist: Claus Carlsen. Scenografi og kostumer: Holdet. Medvirkende: Gertrud Exner, Sille Jensen og Claus Carlsen. Alder: 1-6 år og deres voksne. Varighed: 35 minutter. Turneforestilling. Set på Aprilfestival 2019 i Hjørring. www.teaterblik.dk 

Langs tre af siderne på det store grå tegnepapir på 4x6 meter, der udgør scenen, bænkes publikum nænsomt af forestillingens medvirkende. Langs den fjerde og sidste side længst væk, er forskellige instrumenter og malergrej linet op. Der er, som i forestillingsbeskrivelsen, lagt op til, at kunstarterne skal blandes. 

Skuespiller Gertrud Exners blide nynnen begynder at fylder rummet, mens musiker Claus Carlsens blæser nærmest synger med. Fra foden af instrumentet drypper billedkunstner Sille Jensen en sti af små blå prikker. I en leg med balancen læner skuespilleren og musikeren sig imod hinanden, alt imens billedkunstneren fortsætter sit prikkeri på gulvet – først udenom de andres fødder, sidenhen hen over dem.

Claus Carlsen lægger sig også helt ned på gulvet, mens han spiller videre, så der kan tegnes et blåt omrids hele vejen rundt om ham. Det er som om, der sirligt skitseres noget op til senere brug. 

I momentet fænger det dog ikke helt. Den lidt pædagogiske og meget nænsomme start tærer en smule på opmærksomhed og tålmodighed hos både store og små publikummer.

Dosmersedlen

'Mælk, rugbrød, leverpostej', lyder det så fra Gertrud Exner. Og så skal hun have sko på de bare tæer. Imens hun lister flere hverdagsord op. Claus Carlsen følger trop med skoene, alt imens han spiller videre på en smuk lille blæser.

'Dengang jeg var seks år gammel, skulle jeg ned og handle ind – helt alene', lyder det fra Exner. Hun begynder sammen med Sille Jensen at skære i gulvkartonet. Konturerne af en figur. En overdimensioneret taske skal det vise sig. Næsten stor som et hus, i hvert tilfælde stor nok til at man kan gemme sig i den. 

En form for præmis og noget, der lyder som ingredienserne til en fortælling, begynder at tage form. Den prikkede sti, den store taske, melodierne og listen med mælk. Man får lyst til at følge den lille, der skal ud på egen hånd i den store verden. Ud af sin egen prikkede sti efter den liter mælk, som udgør dagens indkøbsliste. Ud på Mælkevejen. 

En mælkekarton udskåret af tegnearket finder da også vej ned i tasken. Glæden er stor, og der danses lidt. Billedkunstneren prikker videre på gulvet, alt imens de to andre sammen spiller en lille melodi, hun på violin, han på en blæser. 

Prikkerne på gulvet får selskab af tegnede insekter. Et kærkomment konkret element i det mere abstrakte mønster. Den lille hører vi desværre ikke så meget mere til. 

I en skov af papir 

Tegnearksgulvet bliver snart suppleret af en slags 'himmelbølge' af noget, der mest af alt ligner en udrullet rulle bogpapir. Trukket på tværs af gulvarket bølger det op mod loftet, når de to kvinder løfter og sænker det i hver sin ende. 

Claus Carlsen har nu skiftet til et saxofonlignede instrument og bevæger sig under papiret. En slags slow-sjip uden hop. Snart har de to kvinder dog ridset revner i papiret, nærmest som var det skelettet til en overdimensioneret hjemmelavet papirlygte. Og så går det ikke så let for Carlsen at bevæge sig under. I løbet af kort tid er han helt viklet ind i strimlerne. 

Opmærksomheden trækkes nu fra musikken og papirstrimlerne til de mange ridser, der tidligere er blevet skåret i gulvpapiret. Nu vippes de op, som små totter af græs blandt de mange malede insekter. Og afslører de forskellige farver, der gemmer sig under det store papir. 

Herfra er det igen retur til en lidt længere historie. Om Østergade 47 og Kamma Larsen, der tog til Paris og fandt kærligheden. Og tog kærligheden med retur til Østergade 47. 

Mens Gertrud Exner fortæller, sørger Sille Jensen for, at der vokser et helt lille hus op omkring de to andre, komplet med et udskåret vindue, farvede blomster op ad facaden og en lille paphat til hovedet. 

Scenen udvikler sig til en slags afsluttende koncert, hvor Gertrud Exner, med en lille taske i hånden synger i en udskåret papirmikrofon, imens Claus Carlsen spiller ukulele. 

Teksten lyder som et potpourri af forestillingens billeder og ord siet gennem et barns vokabular: 'Solskinsdryp, mørkesti, tissehund'. Sidstnævnte ord få et højlydt 'Eeeej' med på vejen. 

Den verbale del af forestillingen rummer et narrativt holdepunkt, der forvirrer mere, end det samler. Koblingen mellem pigen på stien og Kamma i huset forbliver underligt uklar. Det er sikkert slet ikke vigtigt at finde ud af, men når teksten er så sparsom, er det svært ikke at lede efter en sammenhæng i den. Uanset, hvor mange andre fortællende elementer, der er i gang. 

Til kanten af papiret 

At skabe en sanselig forestilling i krydsfeltet af tre kunstformer for de yngste publikummer giver god mening. I forestillingen leges der også klogt med niveauer både visuelt og musikalsk, og stien og det dryppene finder genklang både i teksten og i penslen.

Musikken, teatret og billedkunsten har her uden tvivl potentiale til at smelte sammen til sit helt eget udtryk, men helt i mål opleves det ikke. Trods den fysiske nærhed mellem publikum og performerne virker forestilling alligevel lidt fjern eller lukket om sig selv. 

Der er ingen tvivl om, at de små publikummer som lovet i forestillingsbeskrivelsen inviteres helt tæt på. Men nærværet tager aldrig helt over for nærheden. Som om papirets grænse sætter en kant for performerne, som de blikke og smil til trods, ikke overbevisende får overskredet.

Teater Blik har med 'Mørkesti og Solskinsdryp' fat i den lange pensel ift. at gå på tværæstetisk opdagelse i en verden af lyd, ord og billeder, og sammen med de yngste fortabe sig i de mange små ting på vejen. 

Idéen er klar og sjov, men i sin udformning bliver det aldrig til en helt fængende eller sammenhængende forestilling. 

Af: Betina Rex
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Mørkesti og Solskinsdryp
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
4567891011121314151617181920212223

25-01-2015

16-01-2015

12-01-2015

08-01-2015

05-01-2015

21-12-2014

15-12-2014

12-12-2014

10-12-2014

07-12-2014

05-12-2014

03-12-2014

01-12-2014

29-11-2014

27-11-2014

25-11-2014

23-11-2014

20-11-2014

19-11-2014

16-11-2014

12-11-2014

09-11-2014

07-11-2014

04-11-2014

02-11-2014

30-10-2014

28-10-2014

24-10-2014

21-10-2014

18-10-2014

15-10-2014

12-10-2014

09-10-2014

07-10-2014

05-10-2014

03-10-2014

01-10-2014

29-09-2014

27-09-2014

25-09-2014

Flere anmeldelser