DEBAT
01-12-2021
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021

Paolo Nani Teater og Limfjordsteatret: Livets små mirakler

Paolo Nani leverer en helt sublim og ekvilibristisk præstation, mens han tegner et livsforløb for en mands tilværelse fra ung til hans sidste åndedrag. Illustration: Majken Larsen Popp

En poetisk og virtuos symfoni af en livsfortælling

20-10-2021
Man letter. Bliver beruset. Imponeret. Ved at forene tegnekunst, mime og musik har Paolo Nani Teater og Limfjordsteatret skabt en funklende, ordløs teaterperle.
FAKTA
Paolo Nani Teater og Limfjordsteatret: Livets små mirakler -

Instruktør: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Julie Forchhammer. Dramaturgi: Gitta Malling. Kostumer: Lene Bek Nielsen. Medvirkende: Paolo Nani. Aldersgruppe: fra 12 år. Varighed: 70 min. Turneforestilling. Set på Limfjordsteatret i Nykøbing Mors 14. oktober 2021. Kan opleves 10.-11. november i Limfjordsteatret Thy-afdeling i Thisted. www.limfjordsteatret.dk og www.paolonani.com

’Livets små mirakler’ er som et smukt hav. Et følsomt og uendeligt ocean, som rummer hele spektret af udsving. Som rækker uendeligt. Som virker oprindelig i betydningen ærlig og aflæselig. Og som samtidig er meget intuitiv. 

Forestillingen tegner et livsforløb. Den lader en introvert mands tilværelse komme til syne på begavet dramaturgisk og forunderlig poetisk vis. Vi følger – i et musikalsk pendlende samspil mellem Paolo Nani som tegner og som ordløs performer – manden fra han er teenage-ung, til hans timeglas rinder ud. 

Ekvilibristisk, sjov og eftertænksom 

Paolo Nani er kendt for sit virtuose kropssprog og sit uomtvisteligt store talent for at mime, som kun de mest ekvilibristiske poetiske klovne kan gøre det. Det vidner stort set alle hans tidligere soloforestillinger om. Og det gør sig også gældende her. Med knivskarp præcision, drivende humor og stinkende af poesi fremtryller han scenisk magi og eksistentielle livslunser. 

Co-produktionen er også – som kendetegnende for Paolo Nani Teaters forestillinger i øvrigt – gennemsyret af en særegen både sprød og sprælsk musikalitet. Nani er gennem-musikalsk i hver en fysisk manøvre. Man bliver suget med ind i og kommer til at knuselske de personer, han skildrer. Her ikke kun fremtryllet med kroppen, men også – som det nye ved denne forestilling – via de personer og situationer han kalder frem på tegnebrættet. 

Vi oplever her, at Nani også er en fænomenal tegner. Meget af forestillingens tid går med at Nani sidder på en taburet ved et lille skivebord og tegner livsfortællinger frem med en tusch på et gennemsigtigt materiale. Det han tegner transformeres imens op på en stor skærm. Ikke blot forstår vi, hvad det er han tegner. Stregerne og kompositionerne er tillige ret godt tænkt. Nani færdiggør for eksempel ikke et motiv ad gangen, men skaber overraskende og bevægende poetiske overgange. Fra en situation og fase i livet til en anden. 

Med rækkefølgen af stregerne, i de små detaljer og i pauseringerne skaber han det narrative univers. Men langt mere end det. Gennem de helt præcise valg af hvornår hvad bliver tegnet, udtrykker han samtidigt mandens emotioner. De sort-hvide stregtegninger træder i vores oplevelse frem i alskens kulører for vores indre blik: vi læser også mandens indre følelser – hvordan han har det med det, han er ude for og det, han foretager sig. 

Når Nani fx tegner den unge mand med blomster udenfor døren til den kvinde, han er faldet pladask for, står han i begyndelsen kun med én blomst. Men så vokser buketten med doseret humor og pauseringer fra enkelte blomster til en overdådig buket. Tilsvarende træder han selv som manden foran døren mere og mere frem. Ikke på én gang. Men i små portioner, hvor Nani undervejs har tegnet på noget andet i samme billede, tilføjes manden karakter og gemyt. 

Skøn og troværdig balstyrisk teenager 

Dramaturgisk er forestillingen fyldt med finesser. Takket være Nani, men helt sikkert også på grund af Frede Gulbrandsens empatiske iscenesættelse og et sikkert dramaturgisk blik fra Gitte Malling. 

Forestillingen springer eksempelvis elegant i tid. Nani transformerer – med udviskninger og tilføjelser en tegning, som viser manden og hans hustru (kvinden han faldt for) vinke farvel til deres to voksne børn, til en tegning, der nu viser manden og børnene ved hustruens kiste. Man følger helt uvægerligt stregernes klare og følelsesfyldte tale. Lokaliteter og elementer vender tillige betydningsgivende tilbage i senere tegninger. 

Forestillingen skifter raffineret og effektfyldt mellem tegninger, som er holdt i sort-hvid og nutidslive-scenerne, som er i farver. Kikker man godt efter overraskes man også med hensyn til farvevisninger i slutbilledet, hvor ’tegnelærred’ og liv glider sammen og begge er i kulør. 

Der er også dramaturgiske krummer i den måde hvorpå, Nanis tegnesekvenser og hans kropslige performance kædes sammen. Det er ikke afgørende om det er manden på tegningen eller manden på gulvet, der spejler den anden. Faktisk supplerer de hinanden flot.

Når man har overværet hvor virtuost og sjovt det er at betragte den hormondunkende unge mand på gøre sig kærlighedskampklar på toilettet med barbering, tandbørstning, dansetrin og kropsudtrykskorrigeringer, er vi ”klædt fuldstændigt godt på” til at ønske ham alt det bedste, når han lidt efter – som tegnet figur – står med blomsterbuketten foran kvindens dør.

For Nani (der er over 60 år) sætter alderen ingen beskæmmende grænser for at trykke den af som forelsket teenager. På kornet troværdigt. Frydefuldt. Balstyrisk. Poetisk rytmefrådende og skønt. 

Et stænk malurt i bægere

I den helt dugfriske dagen-efter-premieren-opførelse, jeg overværede, var der kun ét sted, forestillingen mistede saft og kraft. Og det har med brugen af musik at gøre. Langt det meste af tiden spiller den båndede musik rigtigt godt sammen med resten af forestillingen. Men i én passage – et sted i mandens voksenliv, hvor børn er stødt til – begynder musiknumre at afløses hinanden i rap, og man bliver opmærksom på, at nu sidder man pludselig og fokuserer på musiknumrene løsrevet fra fortællingen.

Synergien – det understøttende og udvidende – afløses af noget, som virker disintegreret. 

Men det er virkelig småting i en forestilling, som også udmærker sig ved Julie Forchhammers ultra-enkle rumindretning (med blot en gammeldags kontorstol og et helt nøgternt skrivebord) og Lene Bek Nielsens skønne gule bredbenede klovnebukser til Nani. Alle fra 12 år og opefter skulle være forundt at opleve den.

Selvklart vil teenagerne – nok især de yngste af dem – ikke opleve de samme strenge af forbundet liv og hints til livets forgængelighed. Som ung føler man sig mestendels udødelig. Men også her er det klogt ikke at generalisere med at sætte fastnaglede hegn og skel. Hvem ved hvad publikum i hvilke aldre har oplevet, og hvilke perspektiver man kan være åben for? 

Der er mange gode grunde til at kalde forestillingen ’Livets små mirakler’. Hvilke skal opleves i en vellykket co-produktion, som har evne og mod til at nytænke. Efter 70 minutter i selskab med Paolo Nani får man et skønt forhold til enerverende værkstedsstøj, guldfisk og luftballoner. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Livets små mirakler
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

02-12-2021

26-11-2021

23-11-2021

22-11-2021

18-11-2021

17-11-2021

12-11-2021

11-11-2021

09-11-2021

08-11-2021

03-11-2021

27-10-2021

25-10-2021

23-10-2021

20-10-2021

15-10-2021

13-10-2021

11-10-2021

09-10-2021

07-10-2021

05-10-2021

04-10-2021

02-10-2021

01-10-2021

30-09-2021

29-09-2021

27-09-2021

25-09-2021

24-09-2021

23-09-2021

22-09-2021

20-09-2021

19-09-2021

17-09-2021

15-09-2021

14-09-2021

13-09-2021

12-09-2021

11-09-2021

10-09-2021

Flere anmeldelser