En pige forsvinder

Ungdomsteater på engelsk? Ja, i Storkøbenhavnsområdet er det ofte en stor succes. Skoler og gymnasier valfarter til de små teatre – Sorte Hest, That’ Theatre i Krudttønden og ikke mindst London Toast med Crazy Christmas i Glassalen i Tivoli – for gennem teater på engelsk at få skærpet elevernes sprogøre og give dem glæden i oplevelsen af faktisk at kunne forstå det talte sprog.

Så hvorfor ikke også turnerende teater på engelsk, direkte ind i gymnastiksalene? Her endda med en ung skuespiller, der godt kunne være jævnaldrende med de ældste i folkeskolerne og elever i gymnasiet. Tilskuer-identifikation er som bekendt ikke den ringeste parameter i vurderingen af en teateroplevelse i skolesammenhæng.

Og så er historien oven i købet god. En helt almindelig engelsk pige, Sophie, 15 år og skilsmissebarn, løber hjemmefra. Hun har været væk hele natten, og moderen er, ikke overraskende, ret bekymret. For den slags plejer Sophie ikke. Og natten bliver til dag, og dagen til uger. Sophie er som sunket i jorden. Vi ser hende aldrig. Vi hører hendes stemme på bånd, men også for os er Sophie et mysterium, der langsomt og kun til dels løses.

Hvad vi får, er et billede af hende gennem en række udsagn fra moderen, politiet, lærerne, klassekammeraterne og veninderne. De sidste fortæller, at Sophie talte om bare at forsvinde. Og gennem disse udsagn får vi samtidig en fornemmelse af det helt almindelige engelske samfund, hun kommer fra. Med offentlig appel fra mor gennem politiet til medierne – er hun blevet kidnappet, har hun begået selvmord, og hvem er den lidt ældre fyr, hun har mødt på nettet? – og med bekymrede udsagn fra alle omkring Sophie.

Lige på og direkte

Forestillingens eneste medvirkende, Maria Lohmann, spiller alle rollerne i en fin blanding af teater og dokudrama. Teksten er kvik, pointerne kontante, virkemidlerne helt enkle. Et skrivebord, en stumtjener til de beklædningsgenstande, der skal bruges for at antyde de forskellige personer, og en skoletavle, der samtidig kan fungere som skærm for en række videoindslag, hvor lærere, politifolk og andre fortæller om Sophie.

I sin form er forestillingen lige på og direkte, og Maria Lohmann fanger fint både den kvindelige opdager, moderen, veninderne og den lidt sære fyr, Sophie åbenbart er interesseret i.

Godt er det også, at forestillingen ikke giver noget endeligt svar – som en krimi uden løsning; Sophie er og bliver forsvundet – og at den har modet til mod slutningen at finde det stærkt følelsesmæssige frem hos moderen, der sidder i lænestolen og knuger Sophies tøj ind til sig for at fange lugten af den elskede og forsvundne datter.

Min fornemmelse er, at forestillingen rammer målgruppen teenagepiger ret præcist. Fordi den tematiserer lysten til at blæse på det hele, skolen, familien, alting, og fordi den har modet til at vise, hvilke stærke reaktioner en sådan handling kan fremkalde hos forældrene.

Den side af sagen er nok så god at få frem over for et publikum, der let kan have tendens til det umanerligt selvoptagne uden blik for de mennesker, der vil blive påvirket af et muligt forsvindingsnummer eller selvmord.