Af: Randi K. Pedersen

21. januar 2009

En musikalsk storm af følelser

Der er ikke meget hiphop eller 'X Factor'-identifikation i 'Historien om en mor'. Til gengæld er der masser af uventede og stærke oplevelser.

Corona La Balance takker af som statsensemble med et ambitiøst og modigt initiativ med flotte takter, der peger fremad. Men som også slår nogle skæverter. H.C. Andersens gribende eventyr, ‘Historien om en mor’ bliver genfortalt som et moderne musikdrama, skabt i tæt samarbejde med det velrenommerede musikensemble FIGURA. En af sidegevinsterne ved at have et statsemsemble med råd til lidt mere end de fleste.

Musikalsk og visuelt trænger forestillingen sig da også ind på tilskueren med en storm af store følelser. Ganske usentimentalt, men rystende, når musikken sætter ind med det ene sublimt variede lydbillede efter det andet. Alt sammen med et godt modspil af kostumer med lyseffekter og virkningsfulde arrangementer. Her er ikke meget hiphop eller x-faktor identifikation at hænge kasketten på for en moderne teenager. Men der er masser af uventede oplevelser.

Dødens dystre univers

H.C Andersen er ikke mild, når han konfronterer voksne og ikke mindst børn meget direkte med døden. I vores del af verden er et barns død – heldigvis – ikke mere en del af hverdagen. Men her får publikum den barske virkelighed lige i synet – eller nærmere i ørerne – på hospitalsstuen, hvor en dreng ligger dødssyg. Først den angstfyldte stilhed og hjertemaskinens bippen, der tricker nervene. Så – kun stilheden!

Selvfølgelig sættes der lynhurtigt ind med forsøg på genoplivning. Vi er i et moderne velfærdssamfund. Men vi er også i den store digters eventyrland, hvor tragedien næsten altid er følgesvend. Drengens mor får en hård skæbne. Ikke alene dør hendes søn, da hun et kort øjeblik falder i søvn. Han forsvinder også – ud af sygestuen, langt væk gennem natten, skoven og vandet.

Men en mor giver ikke op. I rædselsvækkende optrin giver hun sine sange, sin kropsvarme og sine øjne væk og når frem til dødens drivhus, hvor hver en plante er et menneskeliv. Mod at give sit hårsmykke i bytte kan hun få sin søn tilbage. Men moderen kan ikke få at vide, om han får et lykkeligt eller ulykkeligt liv og giver så hellere pladsen til en anden! – Den historie kræver finfølelse, og det har iscenesættelsen, når ikke lige musikerne overspiller i et par småroller. Mens Jørgen Carlslunds dansende dukkedreng skaber rørende humoristiske åndehuller i dødens dystre univers.

Foretillingens store svaghed

Scenografiens kliniske stålrammer flyttes rundt i en uendelighed uden af den grund at blive voldsomt spændende. Det er den menneskelige stemme i musikinstrumenterne og i sangen, der gør H.C. Andersens inderlige sprog lyslevende. Mezzosopranen Helene Gjerris er en af landets allerbedste musikdramatiske sangere med en enorm, scenisk power.

Hendes stemme magter hele følelsesregistret fra det stille til det store, der samles til en intens fortælling, og basbarytonen Jakob Blochs sang og skuespil er af samme fremragende kaliber. Det afslører til gengæld forestillingens store svaghed – at skuespillet slet ikke når op på samme, medrivende niveau. Lotte Faarup har gode kvaliteter som skuespiller. Men hendes styrke er udpræget det fysisk udtryksfuld spil, der slår igennem i moderens knugede, sorgfulde kropsholdning.

Stillet overfor medspillere, hvis klangfulde stemmer rummer hele dramaet, kommer hendes spæde røst og spinkle replikbehandling til kort. Det er ikke kun moderens triste hverdags-outfit, der overstråles af Helene Gjerris’ glamourøse, hvidklædte fremtoning. Det er hele hendes dramatiske udtryk.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.