Af: Kirsten Dahl

14. september 2021

En løjerlig bog

'Byen der rullede væk' pirrer ens nysgerrighed med en fold-ud-scenografi og en digterisk tekst, som desværre drukner delvist bag en stor maske.

Forestillingstitlen – 'Byen der rullede væk' – er skøn. Den er billedskabende og ægger tanken. Man ser det umulige for sig: at en hel by med huse og veje og hvad, der ellers er i en by, bevæger sig afsted. Og man bliver pirret til at tænke, hvorfor en hel by gider flytte sig. 

Den lille video, man kan se om forestillingen, er også ganske nysgerrighedsskabende. Den kobler en fin visuel side sammen med en spændende tekst. På billedsiden ser man en blåklædt skikkelse med en kolossal stor blå maske på traske afsted med en gammel kuffert og en jordmodertaske under armen i et byterræn fyldt med grafitti, rustikke vægge og tomme gader.

Og på lydsiden hører man i løbet af 1 minut og 13 sekunder, følgende tekst blive læst op: ”Der var engang en by. Byen var tegnet og bygget af en gammel bibliotekar, og derfor kunne den foldes sammen som en bog. Det var en by, som ikke var bygget for at blive på et og samme sted. Hvis den sad fast i uhensigtsmæssige mønstre eller traditioner, der ikke længere gav mening, foldede den sig sammen og drog videre for at folde sig ud et nyt sted. Men på et tidspunkt begyndte byen at bevæge sig mindre, og en dag havde den ligget stille så længe, at ingen længere kunne huske, hvordan det hele hang sammen. Borgmesteren så, at byen var ved at dø som et hjerteslag, der slår langsommere og langsommere. Sådan lød det. En dag, da stilheden blev for høj, besluttede borgmesteren at pakke byen sammen og atter drage afsted.”

Store masker

I selve forestillingen hører man denne passage, og vi ser Nina Tind bevæge sig rundt med den store blå maske på. Der er meget som skaber fokus og er interessant, men også områder med kommunikative svagheder. 

Man kan godt kalde forestillingen 'syret'. Den er i al fald meget anderledes. Opsigtsvækkende og langt fra mainstream. Udover lyddsigner og performer Nina Tind medvirker Naja Schønemann som teknisk afvikler.

De har begge deres ansigter dækket af meget store masker. Schønemanns, som forestillingen igennem sidder på en taburet bag en lys- og lydmikser, ligner et rumvæsen, fordi en kuglerund, hvid helhjem dækker hele hendes hoved. Tind, der indledningsvist sidder med ryggen til nær et skilt, hvorpå der står 'Byen der rullede væk”' har den store blå ansigtsmaske på. Maskens ansigt har markerede træk. Træk, der tyder på en vis alder. Signalet er: midaldrende mand. 

Tehætte og 7-taller

Den blå maske-mand er forestillingens gennemgående figur. I takt med, at Tind gradvist folder en kæmpestor sammenfoldet by ud, dukker andre skikkelser frem. De bliver vist i form af skabeloner, som Tind vipper op af by-underlaget, og skikkelser, som hun gestalter ved fx at tage en rød tehætte på hovedet. Til hver skikkelse knyttes en fortælling. En tekst, som ofte virker mere som et digt, end som en dramatisk monolog.

Det store problem er desværre, at det er vanskeligt at skille ordene ad. Masken sluger simpelthen endelser og hæmmer ordene i at trænge ud. Man hører kun fragmenter af de forskellige fortællinger. En anvender tallet 7 ganske ofte. Der er 7 søstre. Boligen, hvor der bor 7 katte, har nummer 7. Og i uge 7 skal de ud at stå på ski. I den forbindelse falder replikken ”Solsøster du er min todelte lover” også. 

Senere hører vi om en kæde af læselystne kvinder, som bliver længere og længere i et supermarked. Det kobles sammen med læsning af dødsannoncer og et spørgsmål om, hvorvidt de læsende kvinder er ægte. I tilknytning til en lille båd, som dukker frem, hører vi om en lille dreng, der sidder på en havnekaj; en ung mand, som skal vælge retning i sit liv; og en gammel mand som sidder på en havnegrill.

Og her spindes der en historie sammen, der handler om noget med ”at havet tog hans øje, hænder og dømmekraft, fordi det så hans hvide løgne.” Senere igen møder vi en boldentusiast og en vrinskende musiklærer. Undervejs krydres byvandringen af lydkunst, frembragt ved, at Tind optager lyde, hun skaber for senere at afspille dem samplet. 

Krummer og uklarheder

Det kan meget vel være, at der er sammenhængende krummer i de fragmentariske eksistens-skildringer. Men grundet lydproblemerne, som er des mere problematiske, da historien er strikket så digterisk og komplekst sammen, er det vanskeligt at få det fulde udbytte af teksten.

Derfor og hertil kommer, at det forbliver uklart eller i al fald uforløst, hvad der er for nogle uhensigtsmæssige mønstre eller traditioner, som gør, at byen går i stå. Det er også uklart, hvad det er, som gør, at byen folder sig ud. Vil forestillingen mon sige, at det, som giver en by liv, er, at få fortalt dens indbyggeres historier? Sandsynligvis.

Fortællingerne er blevet til på baggrund af indsamling af virkelige livsfortællinger fra flere steder rundt om i Danmark. Fortællinger, som efterfølgende er blevet bearbejdet og flettet sammen.

'Byen der rullede væk' rummer filosofisk gods. Det høres i momenter, men mestendels fornemmer man det kun. Klap-ud-bog-koncept er spændende, omend det ikke bruges så meget. Og så er det en gåde, hvorfor titlen ikke er 'Byen der rullede videre' eller endnu mere nutidsaktivt: 'Byen der ruller videre'.

Med datidsformen signalerer forestillingen, at det er fortid med en by, som kan noget så snildt som at bevæge sig et nyt sted hen, når alt i den går i stå. Og når ordet ”væk” indgår, kan man godt komme til at tænke, at byen må være uden for ens horisont. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.