En lille humørboble

Teatret De Røde Hestes 'Skønhedsmaskinen' er en løjerlig forestilling. For det første er den kun 7,5 minutter lang. Og for det andet går man derfra med et lille saligt smil om munden og en pudsig undren indeni.  For – øh – hvad var det lige, der skete derinde? 

'Derinde' vil sige inde i et lille aflukket telt, hvor man (det vil sige blot 7-8 publikummer ad gangen) sidder på små bænke foran et Storm P-lignende dukketeater i miniatureformat. 

Et rødt tæppe er indledningsvist rullet ned foran den lille scene, som skjuler sig bag den firkantede ramme, indenfor hvilken spillet lidt senere finder sted. 

Det betyder, at man har tid til at betragte de mange tandhjul, som dukketeatret er udstyret med. De røde elastikker, som forbinder tandhjulene. Og ikke mindst det lille hjerte, som teatret også er udstyret med.

Akkurat det med hjertet spiller en central rolle. For hjertet viser sig at komme til at hænge sammen med historiens titel og skønhedsmaskine-idéen: At fortælle 'en historie om altings skabelse - og om, hvordan DU fik så smukke øjne'. 

Taxaspurt og bloddoner-svimmelhed 

Det er pudsigt i øvrigt, at så mange forestillinger for tiden tager altings skabelse op. Måden hvorpå det inkorporeres i forestillingerne er dog højest forskellig. 

De Røde Heste har valgt en udgave, som – i forestillingens 'find ud af hvordan du blev til'-tjeneste – giver pokker i både præcisionen i religiøse og videnskabelige vinkler. De to ting mikses antiautoritært i en fortælling, hvor Gud keder sig og bliver endnu mere vred, da ingen hører hans råb, hvorfor han – i et Big Bang – skaber alt på én gang. 

Og her kommer så vores alle sammens mor dansende ind. Hun er en lille fin dukke med en dejlig rød kjole på – og så er hun tillige prinsesse! En prinsesse, som nok skal se til at finde sig den flotteste af alle prinser. Men Ak, eller her rettere Yes, det er aften og hun må pludselig skynde sig, for hvis hun ikke når hjem inden kl.12 bliver hendes far forvandlet til et græskar!

Hun tumler ind i en taxa. En lille gul bil, som spurter af sted - stolper op og stolper ned, - rundt i den lille teaterramme, alt imens små lys blinker rundt i kanten. Da hun så skal betale taxamanden, ser hun ind i de mest fantastiske øjne, hun nogen sinde har set. Det svimler for hende, fordi, som hun udtrykker det: 'jeg er bloddonor', men hun gribes og holdes fast af taxachaufføren.

Lykkeligt danser de to sammen, og snart efter bliver vi skabt af det lykkelige par. Med slutreplikker om, at vi skal prøve at få øje på savannerne og galakserne i vores egne øjne, er det lille 'teaterbal' slut. Og med os ud får vi – udover smilet – et lille individuelt bevis på, at skønhedskuren er lykkedes!

Hvirvlende 

'Skønhedsmaskinen' fører sit publikum ind i en lomme af et gakket og lunt kærlighedsspil. Der er noget hvirvlende over spillet. Det er ikke kun den lille gule taxa, der har drøn på. Der er noget sputnik-agtigt over den rundtur fra før verdens skabelse – over vores elskende fælles forelskelsesdansende forældre, til det kik på os selv, som forestillingen giver. 

Måske er forestillingen lidt mere skør end den er skøn. Den skiller sig i al fald markant ud fra de forestillinger af De Røde Heste, hvor Claus Mandøe selv er til stede på scenen, som den helt igennem nærværende skuespiller han er og med de længere oftest selvkreerede tekster, som på en mere fyldig vis rummer flere aspekter af både alvor og sjov.