DEBAT
10-09-2019
07-09-2019
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018

Teater O & Black Box Theatre: Så er det endelig Hjul

Rasmus Reiersen som Rasmus Hjul i Anders Valentinus Dams anderledes kærlighedserklæring til livet. Foto: Teater O

En hyldest til hverdagens højtidelighed

26-08-2019
'Så er det endelig Hjul' er et godt bud på et anderledes juleeventyr – på hjul. Og forestillingen kører derudaf. Som et andet tandhjul viser den os de ting, der binder os sammen og driver os fremad, udad og opad. Også når man kun er sig selv og alle minderne. Det er sjovt, skørt og rørende - og virker bedst når fortællingen og fortælleren får lov at stå i centrum.
FAKTA
Teater O & Black Box Theatre: Så er det endelig Hjul -

Ide, manuskript, instruktion og scenografi: Anders Valentinus Dam. Lys: Anders Kjems. Lyd: Johannes Eberl Smed. Teknik: Kim Glud og Steffen Brandt. Speciel teknik effekts: Asbjørn Holland Christensen. Animator: Jonathan Milo. Design af dukkerne Kim og Ole: Allan Tinus. Medvirkende: Rasmus Reiersen og Asger Visbak. Alder: 6-10 år og familieforestilling. Varighed: 45 min. Turneforestilling. Kan bl.a. opleves på 2 Knudsens, Black Box Theatre i Holstebro 11.-22. december 2019. Set på Aprilfestival 2019 i Hjørring. http://www.teatero.dk

Der var Kim og der var Ole.  Nu er der Ras, der før var fars lille Mus. Altså der var Kim Larsen og Ole Maler. Og på scenen står nu Rasmus Hjul, Ole Malers søn. Spillet af Rasmus Reiersen, forestillingens eneste medvirkende. På nær altså Nissen Asger Visbak, som Rasmus forsøger at finde. Mere om ham senere. 

Scenografien er enkel, med lamperne på trappestigerne langs bagvæggen som julet stemningsskaber. Hvilket giver god plads til det mest opsigtsvækkende element – den store og rigt udsmykkede cykel, som Rasmus har arvet fra sin far, og som han nu selv bor i. Sammen med guldfisken Egon Jensen, der er animeret og svømmer rundt på en skærm i et gammelt TV. Ikke at forglemme læderkufferten, som Rasmus ikke kan få åbnet. Det er autentisk bikerstil light. 

Fantasi som livets batteri

Rasmus Hjul 'elsker bare Kim Larsen', som han selv siger. Det gjorde hans far også. For 'der findes et Kim Larsen-nummer til alle højtider i livet'.  

I efterdønningerne af landesorgen over nationalskjaldens død sidste år kan de voksne publikummer ikke andet end at nikke samtykkende. 

At hr. Hjul så fyrer op for 'Køb Bananer' og kalder den 'alletiders oprydningssang', er et godt billede på forestillingens retorik og greb, der rammer Larsen på kornet. Her som hos ham er Livet, hvad vi gør det til. Så selv en omgang oprydning kan gøres til en højtid, hvis man synes. 

I dag står imidlertid en anden højtid for døren. Det er den 23. december, lille juleaften, og Rasmus Hjul vil bruge anledningen til at fortælle os historien om sig selv og sin far Ole. 

At Ole var en farverig herre, forstår man snart. Han har cyklet land og rige rundt på sin malercykel. Og haft dusinsvis af andre skøre jobs. Og så var han kort og godt fuld af røverhistorier og fakta af mere tvivlsom oprindelse. Og af oprigtig kærlighed til sin søn, og til Kim Larsen, derom hersker der ingen tvivl. 

At Ole omtales i datid, bliver der ikke gjort noget stort nummer ud af, Rasmus skal ud og besøge ham alligevel. Den vågne har nok regnet ud, at det må være et muldbelagt besøg.

Troen er det hele

'Jeg har altid troet på min far, også når han var fuld af løgn'. Det er måske forestillingens fineste sætning. Der tegner en relation mellem far og søn, og samtidig kæder denne sammen med julen. Der også handler om, hvad vi tror på. Ikke mindst i relation til julemanden, der er endnu en vigtige karakter i dette sceniske hjulspinds epos. For jobbet som julemand, det har Ole Maler også haft. Og det er Rasmus Hjuls største drøm. At blive julemand. Men han tvivler på, om hans hjerte er rent nok.  

Her følger en sekvens, der beskriver det eneste møde mellem Kim og Ole engang ude på Christiania. Med en glødende cigaret som forbindelsesled. Befriende at den ikke skal censureres ud! 

Parodien på hr. Larsen er skarp, om end den nok er mere til de voksne end til børnene. Her bliver det også helt udtalt, at far Ole er død. Ganske som Kim, endda samme dag. 18 september 2018. 'En god dag at dø'. 

I løgn og damp

Herfra glider forestillingen ind i en mere rablende og vanvittig historie, både i fortælleform og i narrativ. Om Ole, der som den eneste har deltaget i alle fire verdenskrige(!). Her bliver cyklen til en flyver, Rasmus piloten. I røg, blinkende lys og øredøvende larm går det vildt for sig. Lige til han styrter ned i Sibirien.

Alene og maltrakteret formår han, altså Ole, alligevel at nedkæmpede en stor bjørn. Eller måske var det alligevel ikke helt sådan… I hvert tilfælde ikke ifølge nissen Asger Visbak, der pludselig gør sin entre i form af en animeret skærmfigur.

Asger Visbak bruger mund som en havnearbejder, er stædig som et æsel, men har også et hjerte af guld. Og så savner han Ole lige så meget som Rasmus. 

Det fungerer for så vidt fint at indføre en figur, der kan sige alt det, vi andre 'ikke må', og give den voksne mand på scenen en, han kan tale om sine følelser med. Sekvensen med Rasmus og Asger på skærmen bliver dog aldrig rigtig overbevisende. Ud fra et dramaturgisk synspunkt virker nissen, julerelevansen til trods, som en måde at få enderne til at mødes. Ikke mindst når han har et brev med til Rasmus fra Ole, der rummer en gåde skrevet på Kim Larsen-parafraseringer.

Og løsningen på gåden fører (selvfølgelig) til at Rasmus’ største drøm kan gå i opfyldelse: At blive julemand. Iført Oles kostume, der lå i kufferten, som ikke kunne åbnes. Cirklen er fuldendt, Asger er lidt forceret.  

Ovenstående til trods må man sige, at idémager og manuskriptforfatter Anders Valentinus Dam har skabt en tekst, der som en lang kærlighedserklæring til livet, viser børnene, at livet kan set ret fantastisk ud, hvis man tager de sjove briller på. Også fra sædet på en malercykel. 

Rasmus Reiersen er godt castet som den godmodige søn og får særligt i de mindre hæsblæsende scener kommunikeret sit savn med en kejtet ømhed, der nok kan klemme lidt om julehjertet hos de fleste. Og måske vigtigst af alt minde os om, at vores optagethed af sandt og falsk er fint nok, men altså ikke som en skala, det giver mening at bedømme livsværdi ud fra. 

Af: Betina Rex
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Så er det endelig Hjul
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1234567891011121314151617181920

12-01-2016

10-01-2016

08-12-2015

04-12-2015

02-12-2015

30-11-2015

25-11-2015

22-11-2015

19-11-2015

17-11-2015

13-11-2015

09-11-2015

05-11-2015

01-11-2015

29-10-2015

26-10-2015

22-10-2015

20-10-2015

15-10-2015

13-10-2015

10-10-2015

08-10-2015

06-10-2015

04-10-2015

02-10-2015

30-09-2015

28-09-2015

25-09-2015

23-09-2015

21-09-2015

18-09-2015

16-09-2015

14-09-2015

11-09-2015

09-09-2015

07-09-2015

04-09-2015

02-09-2015

31-08-2015

28-08-2015

Flere anmeldelser