Af: Betina Rex

12. maj 2019

En hurtig Holberg med kagekrymmel

Brændevin er blevet til kager i denne børnevenlige udgave af Holbergs klassiker 'Jeppe på Bjerget', så både sliksultne børn og sukkerforskrækkede voksne kan leve sig ind i Jeppes kvaler. På 30 tætkomprimerede minutter introduceres de yngste til Holbergs klassiker.

Der er noget fint ved dukketeater, hvor det er menneskene på scenen, der påtager sig de usympatiske roller. Hvor dukkernes ikke-menneskelighed er det, der egentlig skaber sympati for menneskelige træk, som publikum måske ellers nærer en vis skepsis overfor. Som i Jeppes tilfælde både grådighed og dovenskab. 

I Bornholms Teaters 'Jeppe', der er baseret på Holbergs 'Jeppe på Bjerget' er det uden tvivl skuespiller og dukkefører Christine Albrechtslund, der er om ikke usympatisk så i hvert tilfælde en rigtig drillepind, der nyder at more sig på andres bekostning. Foruden at fører dukken Jeppe, spiller hun samtidig alle andre roller i forestillingen. 

Scenografien er sjov og lidt som man kunne forestille sig Holbergs pulterkammer. Foran en flot foldevæg står en foldestige, en høj skrivepult, en spand og en kasse. Snart får Christine Albrechtslund vækket Jeppe, der ligger og sover i kassen. For hurtigt herefter at være skarp og skrap i rollen som hans kone Nille, der har vældig travlt med at der skal gøres rent. 

Den yderst charmerende Jeppe-dukke med sin store lækkersultne mund, og sine naive fortumlede øjne har dog ikke hverken blik eller appetit for meget andet end det fad med kager, han hurtigt får øje på. Konflikten er klar – Jeppe tænker kun på kager, og Nille kun på at få gjort rent. 

To hænder – mange kager 

Herfra følger vi Jeppe, der egentlig på Nilles forlangende er på vej hen for at hente spanden til rengøring, men i stedet kommer til at lægge vejen forbi Jakob, spillet af en gnæggende Christine Albrechtslund iført et gevaldigt gebis. 

Følgerne er forudsigelige som i originalen. For Jacob har et fadfuld kager, som han lokker Jeppe til at spise. For som han siger: 'Du er vel stor nok til selv at bestemme'. Av, av. Tryk på et ømt punkt for en tøffelhelt, der kun bliver stor om livet, men aldrig selv bestemmer. 

Resultatet er som forventeligt – Jeppe går omkuld i en sukkerrus. Herfra går det slag i slag med at drille den stakkels sukker'syge' dukke. For dukkeføreren og Nille får den idé, at når Jeppe vågner, da skal han tro, at han er baron, og slet ikke Jeppe, og blive helt og aldeles forvirret. Og så skal han få alle de kager han ønsker. Lige til han segner. Og igen vågne op som stakkels Jeppe. 

Således bliver det. Foldevæggen gemmer på et slot på modsatte side, og inde i skrivepulten findes baronens soveværelse med skakternet gulv, og en flot seng. Jeppe vågner her iført en udsøgt nathue, og er ganske fortumlet, og aldeles charmerende, når han forsøger at skubbe huen på plads og forstå situationen. 

'Kan Baronen ikke genkende sig selv?' spørger Christine Albrechtslund som den lidet flabede tjener. En ikonisk Holberg-replik, der både kan forstås konkret og metafysisk. Tjeneren får ikke noget svar, for Jeppe har ingen stemme i Bornholms Teaters version. Et valg, der får dukken til at fremstå om muligt mere hjælpeløs og stakkels, og samtidig gør det muligt at springe hen over al hans sædvanlige fuldemandssnak. 

En gang kagemand – altid kagemand 

Stemme eller ej – det går over gevind. Jeppe kan slet ikke styre livet som baron, mindst af alt alle de kager han tilbydes. Det ender i ekstatisk ædeflip og i en vild dans på pulten. Han får sparket kagefadet på gulvet og falder i dyb søvn. I søvne lægges han tilbage på toppen af pulten iført sin gamle hue. 

Teater er øjeblikkets kunstart, og denne formiddag opstår et lille magisk et af slagsen. Mens dukkeføreren har travlt andetsteds glider Jeppes ene arm ned fra hans mave og rammer pulten, og det virker virkelig, som om han faktisk er levende. 

Nille er ikke overraskende meget træt af Jeppe, da han vågner. Fortumlet af kager og uden den spand, han skulle hente. Så han kommer lige lukt i skammekrogen. Og for at det ikke skal være nok, træder Christine Albrechtslund herefter frem iført dommerparyk, monokel og hammer og dømmer Jeppe til at skulle 'hænges til tørre'. 

Således sagt, således gjort. Den stakkels dukke hænges op i sin ene fod, med hovedet nedad.  Det er dog mere, end Nille kan bærer, så hun undskylder og får Jeppe ned igen. Men ikke så snart er han nede, før kagesulten melder sig. Og så kan det nok være at Nille får nok: 'Du har spist din sidste kage!'. 

Heldigvis er Jakob og hans fyldte fade aldrig langt væk. Denne gang serverer han dog også en historie for Jeppe. Om den lækkersultne dukke, der blevet narret til at tro, han var baron. Bum. Så stopper Bjarke Mogensens stemningsfulde musik og dukkeføreren bekender kulør og siger undskyld for sit drilleri. 

Hvis Jeppe vil hjælpe hende med at gøre rent, så må han gerne få en kage. Det vil han gerne. Altså hjælpe, men kage, det vil han ikke have. En overraskende reaktion fra en dukke med en rygrad som chokoladekrymmel. I bedste Holberg-ånd kan man spekulere på, om det er fordi, han har lært noget af situationen. Næppe Jeppe, er nok det rette svar. For mon ikke han glider med begge ben i glasuren, og lander i sukkerfælden lige så snart at nogen stikker ham en klistret kage. 

Bornholms Teater kalder selv 'Jeppe' for en introduktion til Holbergs klassiker, og som sådan fungere den fint. Kausallogikken i historiens udvikling går måske til tider let vel stærkt. Men når ambitionen er at koge Jeppe på Bjerget ned, så en firårige kan fordøje den på en halv time, og stadig få noget at tænke over, så må man sige, at det lykkes ganske fint. 

Derfor er det også mere drilleri og mindre afhængighedens og dumhedens onde spiral der står i centrum. En slags Holbergsk samfundskritik med kagekrymmel. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'NÃ¥r sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.