DEBAT
11-06-2023
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022

Paolo Nani Teater: Fridas store rejse

Clara Nani spiller dukketeater med høne i lommen og masser af fantasi i fortællingen i sin forestilling ’Fridas store rejse’. Foto: Paolo Nani Teater.

En høne i lommen er bedre end ti på taget

01-06-2023
Den unge skuespiller og komiker Clara Nani har et imponerende greb om sine dukker i den herligt ubekymrede dukketeaterforestilling ’Fridas store rejse’ med Paolo Nani Teater.
FAKTA
Paolo Nani Teater: Fridas store rejse -

Koncept: Clara Luna M. Nani, Frede Gulbrandsen og Paolo Nani. Instruktion: Frede Gulbrandsen og Paolo Nani. Medvirkende: Clara Luna M. Nani. Lysdesign og scenografisk konsulent: Per Aagaard. Kostumer: Ane Katrine Kjær og Tanja Bovin. Musik: Oliver Nani. Lyddesign: Jonas Krogh. Aldersgruppe: 5-10 år. Varighed: 40 min. Turneforestilling (spiller bl.a. i Ringkøbing 23.9, Viborg 24.9, Roskilde 29-20.9, Randers 1.10 og Aarhus 5-6.10. 2023). Oplevet 23. april på Aprilfestival 2023.  www.paolonani.com

’Fridas store rejse’ er en hyldest til fantasien. En billedrig dukketeaterforestilling med masser af drømme magi – spillet af en helt ung performer, Clara Luna M. Nani, der efter navnet at dømme følger i fodsporene på den forunderlige performer Paolo Nani.

Clara Nanis udtryk er finurligt. Hun har barnets undren, men også klovnens enfoldighed i mange af sine indfald – samtidig med at hun har glimt i øjet, så publikum kan se, at egentlig bare leger…

Hun sidder midt i forestillingens manege. Så trutter hun ellers med sine hjertemalede, røde læber, strækker sin lange krop med gule strømper og overdrevent cirkusbælte, og så bliver hun til pigen Frida. 

Hun glider ind i sin uldfrakke, der tilsyneladende kan vokse i det uendelige i Tanja Bovin og Ane Katrine Kjærs sjove tryllekostume. Men hurtigt bliver hun forstyrret. For op af hendes lomme titter en høne. En irriterende og ganske selvsikker høne. Og mon ikke én høne i lommen er bedre end ti på taget?

Trafikprop og bølgeskvulp

Grebet er at lade skuespilleren både være Frida og dukkeføreren for minidukken Frida. Clara Nani har imponerende kontrol over alle de frække hånddukker, der spænder ben for hendes historie undervejs. Og hun har fundet på en masse sjove indfald – fra en kuffert, der bliver til en bil, hvorefter den igen forvandler sig til en lufthavnsparkeringsplads... Her kender fantasien ingen grænser. 

Historien hjælpes af en fantasifuld lyd. Oliver Nani har skabt noget energisk og ubekymret musik, som sammen med Jonas Kroghs lyddesign med trafikprop og bølgeskvulp forstærker følelsen af at rejse verden rundt. For det er det, som denne Frida vil: Rejse. Om så hun må ty til en luftballon for at få set det hele for at komme frem til en tropeø med palmer. Ikke mindst fordi hun leder efter nogen, som hun savner…

Folde-ud-usynlighed

Konceptet for forestillingen har Clara Nani åbenbart skabt sammen med instruktørerne Frede Gulbrandsen og Paolo Nani – og med lysdesigneren Per Aagaard. Man mærker deres kloge støtte og gode øjne, ikke mindst i forestillingens mange overgange, der er fulde af finesser. Et af forestillingens højdepunkter er en stor folde-ud-billedbog, som pigen åbner, hvorefter alverdens verdener åbenbarer sig ud.

Problemet er imidlertid, at bogen er for lille til, at alle tilskuere kan se den. Det er ærgerligt, for man føler virkelig, at man går glip af noget, hvis man ikke sidder på første række rundt om Nani-verdenen.

Begavet dynamik

Forestillingen er for de 5-10-årige, der utvivlsomt vil lade sig rive med af denne skønne eventyrrejse. Dukkerne får sjovt liv i hænderne på Clara Nani, og hun formår at holde dialogen med dukkerne dynamisk i gang gennem hele forestillingen – samtidig med at hun selv er midtpunktet. Et begavet og charmerende midtpunkt. Og en performer med en smittende ro.

Derfor bliver ’Fridas store rejse’ til en fornøjelig oplevelse af en ung børneteaterskuespiller, der står på skuldrene af en gammel komikertradition. Med den særlige beskedenhed, som er så typisk for Paolo Nani Teater.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Fridas store rejse
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

22-09-2023

21-09-2023

20-09-2023

16-09-2023

15-09-2023

09-09-2023

05-09-2023

04-09-2023

09-08-2023

26-06-2023

23-06-2023

19-06-2023

11-06-2023

09-06-2023

08-06-2023

01-06-2023

31-05-2023

30-05-2023

28-05-2023

27-05-2023

26-05-2023

25-05-2023

24-05-2023

23-05-2023

22-05-2023

21-05-2023

19-05-2023

18-05-2023

17-05-2023

16-05-2023

15-05-2023

13-05-2023

11-05-2023

09-05-2023

08-05-2023

07-05-2023

05-05-2023

04-05-2023

03-05-2023

02-05-2023

Flere anmeldelser