DEBAT
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
04-10-2019
28-09-2019
26-09-2019
10-09-2019
Fokus på børne- og ungdomsteater er kernen i en plan om en ny type teaterinstitution, der skal være en form for decentral sønderjysk landsdelsscene - og bygges på de kunstneriske erfaringer og den lokale forankring, som Teatret Møllen i Haderslev står for. Foto: Møllen

En helt ny type teater

13-09-2012
65 teaterfolk, lokalpolitikere og embedsmænd var 30. august til dialogmøde på RandersEgnsTeater med kulturminister Uffe Elbæk (R) om situationen for den regionale scenekunst. Det handler om små og mellemstore teatre, der er hårdt ramt økonomisk – og hvor bl.a. egnsteatrene døjer med den rammestyrede statslige refusionsprocent. Som et apropos til mødet, hvor Elbæk blev opfordret til at gøre noget ved situationen, har et særdeles erfarent teatermenneske og en ditto teaterforsker – begge med tilknytning til Teatret Møllen - egenhændigt udtænkt en plan for en decentral landsdelsscene i Sønderjylland med fokus på børne- og ungdomsteater.
Kommentar af Gitte Kath og Jørn Langsted
FAKTA

FOKUS PÅ DEN REGIONALE SCENEKUNST

65 teaterfolk, lokalpolitikere og embedsmænd dukkede torsdag den 30. august op til et dialogmøde på RandersEgnsTeater med kulturminister Uffe Elbæk (R). Emnet for mødet, der bl.a. var arrangeret af Teatrenes Interesseorganisation (TIO) og SceNet, var den regionale scenekunst, altså teaterlivet uden for hovedstadsområdet.

En stor del af mødet kom til at handle om økonomi. Det er nemlig et presserende problem for de små og mellemstore teatre, der typisk ligger i provinsen – selvom det er den type teatre, der er de mest produktive i landet, får de mindst i støtte fra staten, og for egnsteatrenes vedkommende er støtten blevet udhulet de senere år.

’Kulturministeren var lydhør og åben over for at se på provinsteatrenes problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Han foreslår, at vi tænker kreativt inden for de eksisterende midler, da han ikke kan se, at der er flere penge til de små teatre i denne finanslovsforhandling. Det er jo noget vi på teatrene i forvejen er gode til – man får faktisk rigtig meget for pengene på de små teatre, men jeg glæder mig over, at kulturministeren vil være med til at se på, hvordan man kan gøre tingene anderledes. – Der er i den grad brug for større national bevågenhed om de små teatre, som løfter en kæmpe kulturel opgave ude i landet, og som derfor faktisk bør betragtes som små nationalscener’, lød det i en efterfølgende pressemeddelelse fra Gitta Malling, formand i TIO, der repræsenterer 62 små og mellemstore teatre.

Ved mødet overrakte Gitta Malling et åbent brev til Uffe Elbæk, hvor 30 kommunalpolitikere fra 15 forskellige kommuner opfordrer kulturministeren og Kulturstyrelsen til at nedsætte et hurtigt arbejdende udvalg, der kan se på rammerne for egnsteatrene. Kommunerne er nemlig også presset af den særlige måde, egnsteaterordningen er skruet sammen på, hvor økonomien bliver udhulet i trit med, at der kommer flere egnsteatre til. 

VI HAR EN PLAN. Om en helt ny og anderledes type teaterinstitution, der bygger videre på de bedste erfaringer fra de små egnsteatre og de store institutionsteatre. Børne- og ungdomsteatret bliver kærnen i den ny teatertypes aktivitetsprofil.

Vi har en plan om en ny slags teater, en decentral landsdelsscene, der gror op nedefra og bygger på kunstneriske aktiviteter.

Vi har en plan om et teater i en af de meste teaterfattige landsdele i Danmark, Sønderjylland, og vel at mærke et teater, der også strækker sig ned i Sydslesvig.

Inden vi udfolder planen, kan det være godt at kende lidt til forhistorien: Landsdelsscener har der eksisteret i Odense, Aarhus og Aalborg siden den første teaterlov i 1963. I denne lov åbnede man mulighed for, at der også kunne oprettes landsdelsscener andre steder, i teaterfattige egne, som det blev kaldt, og staten var så parat til at gå ind med en større andel af det offentlige tilskud end til de tre øvrige landsdelsscener. Det var særlig mulighederne for at oprette en landsdelsscene i Sønderjylland, man tænke på dengang.

Således animeret havde et udvalg i 1968 skrevet en ‘Betænkning om oprettelse af en landsdelsscene i Sønderjylland’. På det her tidspunkt forestillede man sig at bygge et stort teater i Åbenrå, og at gøre landsdelsscenen turnerende i hele Sønderjylland og Sydslesvig. Modellen var en kopi af de eksisterende landsdelsscener plus turné. Planerne strandede imidlertid, ikke mindst fordi den almindelige uenighed blandt de sønderjyske byer om placeringen fastlåste og handlingslammede situationen.

Da der blev vedtaget ny teaterlov i 1970 blev muligheden for en sønderjysk landsdelsscene med særligt statstilskud holdt åben, og løfteparagraffen til Sønderjylland blev videreført. Drøftelserne i Sønderjylland af betænkningen fra 1968 var nemlig ikke ført til ende. Der kom imidlertid ikke noget ud af de lokale drøftelser, og løfteparagraffen blev som konsekvens fjernet ved en lovrevision i 1975, som ikke kom til at handle om Den sønderjyske Landsdelsscene, men om Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene, det der i dag hedder Det Københavnske Teatersamarbejde.

Situationen var altså: En statslig forpligtelse, da man indførte statstilskud til scenerne i Odense, Aarhus og Aalborg, om også at animere til en landsdelsscene i Sønderjylland, så man opnåede en bedre spredning af disse store teatre. Og samtidig uenigheder i Sønderjylland, der jo ikke har store byer, om, hvor teatret skulle ligge.

 

DET VAR PROLOGEN.

Men i Haderslev slog man sig ikke til tåls med de kuldsejlede planer. Der gik nogle år, og i 1974 oprettede man sit eget teater, Teatergruppen Møllen, som fik til huse i den gamle slotsvandmølle midt i Haderslev by. Det er også teatrets hjemsted i dag. Teatret blev støttet økonomisk af Haderslev kommune, staten og efterhånden Sønderjyllands Amt. Og da egnsteaterordningen blev etableret i 1980, blev Teatret Møllen egnsteater.

Syd for en linje fra Esbjerg til Kolding er Teatret Møllen det eneste professionelt, producerende teater. Teatret er meget naturligt begyndt at tænke over, hvordan den lokale forankring yderligere kan styrkes.

Og tanken/planen er, at Møllen udvides til et teater for hele Sønderjylland og for det danske mindretal i Sydslesvig. Gennem etablering af black box-scener i Åbenrå, Sønderborg og Tønder vil der kunne laves spillesteder ud over hele landsdelen. Nogle forestillinger vil blive produceret i Haderslev som nu, men de andre tre byer vil også til visse forestillinger have et producerende teater. Forestillingerne vil blive udarbejdet dér og have premiere dér. Altså er tanken et decentreret teater, et netværksteater.

Og hovedaktiviteten vil være børne- og ungdomsteater. Der vil være et samspil med områdets teaterforeninger og deres voksenteaterrepertoire.

Der vil blive etableret et omfattende turnénetværk med andre teatres forestillinger, koordineret af Møllen. Og samarbejdet med teaterforeninger og Sydslesvigsk Forening vil blive udvidet.

Der er altså ikke tale om en ny mammutinstitution i stål, glas og beton. Der er tale om en decentral institution, som størrelsesmæssigt placerer sig mellem landsdelsscene og egnsteater. Der er tale om en byggen ovenpå de kunstneriske erfaringer og den lokale forankring, Teatret Møllen står for.

 

FORSLAGET ER RADIKALT på den måde, at det sprænger sig ud af de ofte ufrugtbare modsætninger mellem institutionsteatre og mindre, frie teatre, som det danske teaterlandskab har lidt under i årtier. Det er radikalt på den måde, at det tænker teaterinstitution på en helt ny måde, mindre hierarkisk og mere netværksbaseret. Og det er radikalt på den måde, at det er vokset frem nedefra. Planerne er gradvis blevet præsenteret for samarbejdspartnere, lokalpolitikere, herunder borgmestrene i de fire involverede kommuner, og enkelte landspolitikere, valgt i Sønderjylland. Jordbunden er blevet gødet, og alle steder er tankerne blevet mødt med tilslutning. Det er den rigtige vej at gå nu.

Er det en sønderjysk landsdelsscene, vi er ved at planlægge? En landsdelsscene for børne- og ungdomsteater? Eller skal barnet hedde noget helt andet? Er det bedre at kalde det et regionalteater, noget som ingen andre teatre hedder – for at markere, at vi har at gøre med en helt ny teatertype? I første omgang kan det måske være mindre vigtigt, men det kan være godt at markere, at her har vi at gøre med en teatertænkning, der foretager et spring fremad, og som hverken er egnsteater eller landsdelsscene. Og selvom ’regionalteater’ ikke lyder videre sexy, så lad os indtil videre kaldet det nye teater det.

Institutionsteatre i Danmark, herunder landsdelsscener, er blevet beskyldt for, at de for ofte bliver et rent produktionsmaskineri, som har brede repertoiremæssige forpligtelser og derfor ikke kan lægge en tydelig kunstnerisk linje. Institutionsteatret er demotiverende for de involverede, og bliver ofte til et sted, der nøjer sig med og føler sig forpligtet til at fordanske et internationalt main stream repertoire. En styrke ved institutionsteatrene er, at de oftest er ensembleteatre og giver mulighed for kunstnerisk langsigtede udviklinger helt ned til den enkelte skuespiller og instruktør. Med et ensemble har de mulighed for at spille store forestillinger med et stort og nuanceret persongalleri, dvs. de kan skildre mangfoldige psykologier og sociale relationer mellem mennesker.

Egnsteatrene (og andre småteatre) er netop små. De laver ofte forestillinger med få medvirkende, hvad der kan give begrænsninger både i rollepsykologi og sociale relationer mellem stykkets figurer. En styrke er, at disse teatre kan tegne en klar kunstnerisk linje, og det har vist sig, at det er arnesteder for udviklingen af den danske dramatik. Egnsteatre spiller ofte teater for børn og unge, og det karakteristiske er, at de gør det af lyst, fordi de vil, og ikke fordi nogen har sat dem til det.

Den videreudvikling af Teatret Møllen til et regionalteater, som vi ser for os, bygger netop videre på det professionelle børne- og ungdomsteater og dets nærhed til publikum. Teatret skal bevare engagementet, og det skal fortsætte indsatsen med at spille sit helt eget repertoire. Men det er klart, at et større teater også vil give nye repertoiremæssige muligheder.

Vi forestiller os ikke, at der skal opbygges et teaterbureaukrati med centrum i Haderslev og fangarme til de andre sønderjyske byer. Vi forestiller os en flad organisation for at sikre det kunstneriske engagement og for at gøre vejen fra repertoirevalget til udførelse af forestillingerne kortest mulig.

 

I MODSÆTNING til megen planlægning af kulturhusbyggerier i disse år, hvor der som regel er tale om tomme skaller, hvor indholdet ikke er tænkt ind, så kommer vores forslag faktisk med et indhold og en kunstnerisk profil. På denne måde er der ikke tale om noget, der er planlagt ovenfra, tværtimod er planerne groet frem nedefra og har langsomt bredt sig og er blevet diskuteret i forskellige kredse i Sønderjylland.

Dermed bliver det sønderjyske regionalteater heller ikke en kopi af noget, man har andre steder, ligesom det heller ikke bliver en tom skal, der skal fyldes med tilfældigt turnerende indhold og i øvrigt lejes ud på kommercielle betingelse til stort set hvad som helst (se landets musik- og teaterhuse som afskrækkende eksempler). Det bliver et sted, hvor indholdet og de kunstneriske drivkræfter bestemmer såvel organisation som de rum, hvor indholdet skal folde sig ud. Der skal altså ikke bygges paladser i de sønderjyske byer, derimod skal der indrettes fleksible teaterrum, såkaldte black boxes, der kan rumme mange forskellige typer af teater og mange forskellige andre aktiviteter. I flere tilfælde vil det dreje sig om at ombygge eksisterende lokaler. Indhold kommer før rammer, kunst kommer før beton.

 

EN RADIKAL NYTÆNKNING af dansk teater og dets forskellige institutionstyper er nødvendig i en situation, hvor Seeberg-udvalgets rapport om ‘Veje til udvikling’ stort set er blevet kasseret af de fleste store teatre og af Folketingets politikere. Der er brug for et meget tydeligt udviklingsperspektiv, og der er brug for at arbejde på tværs af båse og institutioner. Der er brug for at tænke både stort, men også fleksibelt. Store institutioner er ofte ufleksible, ikke fordi ledelse og ansatte ikke gerne vil være fleksible, men fordi der går institutionssyge i dem. Vi siger: Lad os prøve at tænke melleminstitutioner, institutioner mellem de store og de helt små. Institutioner, hvor fleksibiliteten er bevaret, og som prøver at udfolde netværksstrukturer i en stadig dialog med omgivelserne, dvs. publikum.

Nytænkningen kan ikke komme andre steder fra end fra de dele af branchen, der gerne vil forandring. Med forslaget om et regionalteater i Sønderjylland, byggende på Teatret Møllens stærke kunstneriske erfaringer, har vi søgt at give vores bud.

Og vi har selvfølgelig præsenteret de her planer for kulturministeren og havde nok lidt naivt troet på, at han ville mødes med os, og at han også ville blive begejstret. Men sådan skulle det ikke gå.

Det, der mangler nu, er altså nogle andre landspolitikere, der er parate til at føre den her plan videre. Selvfølgelig fattes riget penge, men det må ikke betyde, at al kunstnerisk udvikling sættes i stå. Vi appellerer altså til kulturpolitikerne på Christiansborg om at gøre denne plan til deres og sikre, at den kan gennemføres. Og uden at forsøge at give nogen dårlig samvittighed, så spørger vi, om det gamle løfte fra landets første teaterlov måske ikke burde indfries i en anderledes tid og på nogle helt nye præmisser, dvs. NU?

 

SOM ET AFSLUTTENDE a propos skal det da nævnes, at vores plan også har regionalpolitiske perspektiver og visioner indbygget:

Sønderjylland skal ikke være en landsdel, man vælger fra. Sønderjylland skal være en landsdel, man vælger til. Når børnefamilierne pendulerer over Danmarkskortet skal valget falde på Sønderjylland.

I fare for at komme for langt hjemmefra vil vi komme med et eksempel: Indien, der er et meget stort og uoverskueligt land, havde for år tilbage en vision: De ville være verdens førende IT-land. Det tog sin tid, og mod alle odds lykkedes det og mere til. En visionær udviklingspolitik, målrettede politikere og de nødvendige økonomiske resurser har gjort Indien ikke bare til et førende IT-land, men også et land hvorfra hele verden rekrutterer veluddannede læger o.s.v.

Sønderjylland er knap så stor og uoverskuelig, men har, som Indien havde, brug for en vision, der ved hjælp af visionære, målrettede politikere og de nødvendige økonomiske resurser kan gøre landsdelen til et attraktivt sted for unge resursestærke familier.

Hvad med at give de unge familiers børn et tilbud, de ikke kan takke nej til? Hvad med, at vi sagde, at i Sønderjylland er der ikke bare en børnepasningsgaranti men også en garanti for kulturelle tilbud i hverdagen: malerskoler, musikskoler, dramaskoler....museer, symfoniorkestrets mange koncerter, mindst en eller flere teateroplevelser for hvert barn i skolealderen?

Tænk den dag, hvor det at være vokset op i Sønderjylland betragtes som en særlig kvalitet, nemlig udviklede hænder, øjne og ører, udviklede kulturelle indsigter og en kreativ tankegang?

Tænk, om det var de sønderjyske børn, der som veluddannede skulle udvikle det umulige og aldrig før tænkte?

 

Gitte Kath er scenograf og instruktør, medlem af Teater Møllens kunstneriske ledelse. Jørn Langsted er pensioneret professor i dramaturgi, medlem af Møllerådet – og klummeskriver i børneteateravisen.dk

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - En helt ny type teater
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

21-11-2016
 

16-11-2016
 

10-11-2016
 

04-11-2016
 

31-10-2016
 

26-10-2016
 

15-10-2016
 

10-10-2016
 

05-10-2016
 

29-09-2016
 

23-09-2016
 

19-09-2016
 

16-09-2016
 

12-09-2016
 

06-09-2016
 

01-09-2016
 

29-08-2016
 

25-08-2016
 

20-08-2016
 

16-08-2016
 

10-08-2016
 

03-08-2016
 

01-07-2016
 

24-06-2016
 

17-06-2016
 

13-06-2016
 

10-06-2016
 

07-06-2016
 

03-06-2016
 

30-05-2016
 

22-05-2016
 

18-05-2016
 

14-05-2016
 

09-05-2016
 

04-05-2016
 

29-04-2016
 

28-04-2016
 

26-04-2016
 

25-04-2016
 

23-04-2016
 

Flere anmeldelser