Af: Kirsten Dahl

25. november 2020

En halvnisse på spil

Skuespillet står noget svagt i Aalborg Teaters opsætning af ’Snefald’. Men heldigvis er den gode fortælling om næstekærlighed og tilgivelse i god behold. Og den bliver serveret ligefremt og undervejs underfundigt underspillet jysk.

Måske skal man være nordjyde eller stemt for det jyske for at falde for Aalborg Teaters opsætning af ’Snefald’. Forestillingen er nemlig meget underspillet. 

På den positive side betyder det, at den med hensyn til skespilpræstationer er dejligt befriet for anstrengende overdrev. På minusfronten kan forestillingen virke lidt for tør. Som om noget af den energi, replikkerne lægger op til er trukket ud af rollegestaltningerne.

 ”Stille og rolig” vil en sindig jyde nok sige om forestillingen. ”Slap” og måske endda ”kedelig” med hensyn til den sceniske optrædens energi og drive, vil andre nok mene.

Sammenholdt med Odense Teaters opsætning af selvsamme julekalender i selvsamme dramatisering rager de mest markante børneroller, Selma og Håkon, heller ikke op med så eklatant godt skuespil. 

Unge Line Nørholt (årgang 2019 fra DDSK, København) står ikke så overbevisende fast i sit spil som Selma. Hun er lidt ”transparent” i begyndelsen, kommer ikke solidt ud i hjørnerne af sin karakter, men spiller sig dog mere og mere ”tydelig” og varm i løbet af forestillingen. 

Thomas Kristian Bek (endnu mere dugfrisk (2020) fra DDSK, København) er bemærkelsesværdig nedtonet, nærmest diskret, som den nye nabodreng til Selma og hendes plejemor Ruth.

Med hensyn til Ruth kan man som jeg godt blive hæmmet af at have Odense Teaters Malene Melsens fortryllende fremstilling sidste år på nethinden. At spillet oveni købet foregår i en smal anonym grå-i-grå lejlighedskulisse, designet af samme scenograf-duo som i Odense, gør det ikke lettere. 

For Kathrine Høj Andersen går det lidt som for Nørholt. I begyndelsen er det vanskeligt at mærke Ruth. Men med tiden træder en mere og mere facetteret Ruth frem. 

Ingen børneekspert…

Har man lidt tålmodighed, får man også i Aalborg en familiejuleforestilling med glød og gnist. Der er krummer i det norske julekalenderforlæg ’Snøfall’. De fire forfattere, som står bag, har strikket en rigtig fin historie sammen. En historie med store følelser og fine pointer. 

Kort fortalt handler den om pigen Selma. Hun mistede sine forældre som treårig og bor nu på sjette år hos Ruth, som egentlig bare var gået med til to uger! Med sig har hun sin elskede hund Kasper (der ligesom i Odense er et levende eksemplar af slagsen). 

Ruth og Selma har tydeligvis ikke fundet hinanden. Kemien mellem dem er ikke til at råbe hurra for. Men fra begyndelsen åbnes en sprække til forklaring. Ruth er gået i ét med sit grå tapet, og hun er ikke typen, der tør så let op. Men hun forsikrer Selma om, at ”Jeg er ikke sur. Jeg er bare ikke nogen børneekspert.” 

Selma går derfor og drømmer om at komme til at bo hos nogen, hun hører til hos. Og så sker det – nu vi (snart) er i december, som ”er måneden for mirakler og mysterier”, at hun ved et under ryger til en anden verden – til Snefald, hvor hun finder ud af at julemanden, Julius, er hendes bedstefar. 

Efter at have været hende, som løser en forbandelse i Snefald, vælger halvnissen Selma at vende hjem igen til Ruth, som i mellemtiden har fundet ud af, at hun holder utroligt meget af Selma og mest af at ønsker sig, at Selma vil vælge at bo hos hende. Enderne mødes således i en lykkelig slutning. 

Mysterier og mirakler 

Handlingen foregår skiftevis i Snefald og hjemme hos Ruth i VU (Verden Udenfor), som nisserne kalder vores konkrete verden. Og det fine er, at der er en forbindelse mellem de to verdener, og at der i dem begge foregår ting – sågar mysterier og mirakler, som skaber rørelser og forandringer. 

En ting er, at der bliver læst mange forskelligartede ønsker op, som børn ønsker sig, og som via små brevfugle (skyggespils-fugle) lander hos julemanden. En endnu bedre ting er, at ønskerne havner i Snefald uanset om det menneske (barn eller voksen), som har sendt det, tror på julemanden eller ej, og uanset om afsenderen (som Selma) i mismod har smidt ønsket i skraldespanden. 

I VU sørger Håkon med blomstergave, juletræ, opmuntrende miner og opfordring til ønskeseddel-skriveri at puste til det slumrende liv i Ruth. 

I Snefald udspiller der sig også lærerige episoder og ting, er styret af andre logikker end strengt logiske. Der er fx en livsfarlig sorgtåge. Det er et orakel, som afgør, hvornår julemanden skal have en lærling. En trofast, oversystematisk sekretær Winther bliver forført af mørke magter til med løgn og bedrag at tiltuske sig magten som julemand. 

Som den selvbestaltede ny julemand forbyder han alt, som er sjovt. Al leg, sang og drillerier er bandlyst. Væk er al glæde og humør. I stedet springer selv de små nisser rundt i jule-manegen som dresserede heste. Den sande og hjertegode Julius-julemand vender dog tilbage fra sorgtågens kulde, takket være tre modige børn, heriblandt Selma som alene kan løse forbandelsen. Julius tilgiver Winther (som også har sagt undskyld) og siger: ”Tilgivelse er den største gave man kan give nogen”. Og Selma finder tilslut ud af, at hun hører til hos Ruth. 

Både ligefrem, naiv og budskabsbalanceret 

Der er ikke de store overraskelser i Mia Lipschitz’ iscenesættelse. Vægten er lagt på ro i VU-scenerne og mange, små nissefyldte optrin i Snefald, som er prydet med store hvide gækkebrevs-lignende snekrystaller. Enkelte steder er der uforudsete små morsomheder (som da nissebørnene et kort øjeblik bliver stående i frys for at fastholde krammet til Selma), og de store sandhedskorn er doseret, så de ikke får (sentimentaliserende) overbalance i deres etiske rigtighed. 

Koreografisk skaber Esa Alanne liv i optrin, hvor alle nisser hjælper med at holde de lysfunklende glaskugler, som Julius og den rette nye lærling Pil tilslut akkurat og på falderebet når at puste tusindvis af børns juleønsker ind i. 

Det er med andre ord ikke skuespilpræstationerne som får ’Snefald’ på Aalborg Teater til at lyse op. Det er scenografiens store hvide snekrystaller, de undervejs charmerende naive nissereplikker, de underspillede jyske temperamenter, og ikke mindst den norske julekalenders gode historie om næstekærlighed og tilgivelse, som dramatiseringen har i god behold. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.